Ghassan Michel Rubeiz, Washington DC, 18. April 2021
Oversat af Uffe Gjerding.
Dårlig samvittighed over en historie med jødisk lidelse, især fra europæisk side, kan spille en rolle i en blødgørelse af internationale holdninger til den jødiske stat. Israel ses også som vogteren af vestlige militære og økonomiske interesser i et uroligt, men ressourcerigt Mellemøsten. For nogle betyder Israels teknologiske fremdrift et omdømme af en ”vinder, der ikke kan gøre noget forkert”. Med en snedig omgang med sværdet og med ordet har Israel forsvaret sig forbløffende godt. Men hvor længe kan Israel bevare dette beskyttende lag i en verden under forandring, med strammere menneskerettighedsstandarder og den demografiske og diplomatiske udvikling?
Israels venner undrer sig over, om Israel er det samme land, som de har kendt og beundret i årtier. Der er grænser for straffrihed; Tel Avivs overtrædelser er blevet stadig vanskeligere at se igennem fingrene med. De nuværende ledere synes at have mistet evnen til at sikre landets fremtid. Der er bekymring om denne stats fortsatte eksistens – en stat, der ser stærk ud på overfladen, men er skrøbelig i sin kerne.
Fem emner truer Israels fremtid: (1) Tel Avivs skæve forhold til Washington, (2) en tankegang om usædvanlig berettigelse – især i anliggender vedrørende atomforsvar, (3) en uoprigtig tilgang til krig og fred, (4) en hybrid samfundsorden af demokrati undermineret af kolonialisme, (5) et radikalt skift i ideologi for styret fra en europæisk socialisme til et stadigt mere rigidt religiøst paradigme.
En begivenhed for nylig illustrerer risikoen, for ikke at sige ironien, ved at se bort fra et skævt forhold til Washington: Israel der vil diktere politik til Onkel Sam. Mens USA begyndte at gøre fremskridt i sine forhandlinger med Teheran om atomaftalen angreb Israel Irans Natanz atomanlæg. Denne højt provokerende handling har øget risikoen for krig imellem Iran og Israel; det kunne trække USA ind en konflikt med ødelæggende konsekvenser. Det bør bemærkes, at det ikke er første gang Tel Aviv udfordrer Washingtons tilgang til internationale relationer. To urovækkende fænomener er på spil her: Mens Israels sikkerhed i høj grad er afhængig af USA, så har Israel overhånd i dette partnerskab, især hvad angår spørgsmål om Mellemøsten. Den jødiske stat modtager den største bistand fra USA, og alligevel handler Israel i spørgsmål om udenrigspolitik som om det selv er velgøreren, med et føjeligt Washington som den begunstigede.
Den anden trussel mod Israels fremtid er dets selvhævdende dobbeltmoral. Israel anklager for eksempel Iran for at forberede en atombombe – angiveligt for at fjerne Israel fra landkortet, alt imens Tel Aviv selv nyder det unikke privilegium at eje et formidabelt atomarsenal. Hvor sikkert er det for Israel at have dette atomprivilegium? Verdensmagterne synes at antage, at man kan have tiltro til Israel med bomben, men ikke til Iran. Mellemøsten ville i virkeligheden være sikrere som en atomfri zone.
Den tredje trussel udgør en slående ironi: at lave fred med den ene hånd og kaste sig ud i krig med den anden. Samtidig med at han angriber den shiitiske flertalsstat Iran, praler Israels statsminister Netanyahu af en overfladisk fred, han har opnået med de arabiske sunni Golf Stater igennem Abraham Aftalerne. Den fred, Israel har iscenesat med de arabiske Golf Stater, kan meget vel føre til en regional krig mellem shiitiske Iran og dets allierede og de arabiske Golf Stater og deres støtter.
Den fjerde trussel drejer sig om demokratiets fundamentale værdier. Essensen i demokrati er, at det er et politisk system skabt til at integrere lighed med frihed. At Israel erklærer, at det er ”det eneste demokrati i regionen” samtidig med, at det ser bort fra fem årtiers besættelse af Vestbredden, Gaza, Østjerusalem og de syrisk Golan Højder og de olierige libanesiske maritime grænseområder, er selvmodsigende og giver demokrati et dårligt ry. Israel er endvidere ved at forvandle sig til en apartheidstat: de palæstinensiske befolkninger under israelsk regeringsførelse eller kontrol udgør i antal flere end den jødiske befolkning. For ikke at tale om de fem millioner palæstinensiske flygtninge, der lever under kummerlige vilkår i de omliggende arabiske stater.
Den femte og sidste trussel drejer sig om ideologi. Israels syn på regeringsførelse har ændret sig radikalt igennem årene. Det startede som en nation baseret på europæiske, socialistiske principper, men har i dets syv årtiers eksistens ændret sig til en nation, der i stigende grad kontrolleres af Haredi religiøs fundamentalisme. I Israel i dag er flertallet politisk konservativt, eller tenderer i den retning; hvorimod det modsatte måtte være tilfældet i diasporaen. Denne alvorlige kløft er i vækst.
Efterhånden som Israel alt for let tilpasser sig verdenssamfundets usædvanlige behandling af det, har det meget bekvemt glemt, at uberettigede privilegier følger loven om faldende afkast. Israels klarsynede venner har grund til ægte bekymring; og de ser ud til at være bekymrede.