Artikel fra Ha’aretz ved Judy Maltz og Allison Kaplan Sommer, 08-03-21
Oversat og bearbejdet af Uffe Gjerding,.
Den 12. februar ankom 300 etiopiske Falashmura-jøder til Israel. De har fået særtilladelse til at lande i Israel, selvom lufthavnen har været coronalukket. Da det ikke var lykkedes at finde finansiering til deres rejse hos de sædvanlige diaspora-donorer, henvendte man sig til sine evangelikale venner. Den internationale kristne ambassade i Jerusalem gav øjeblikkeligt tilsagn om at betale kr. 10.000 for hver immigrants rejse. Dette var den sidste overførsel af 2000 etiopiske jøder siden december 2020.
Kristne zionisters støtte til immigration passer fint ind i deres politiske dagsorden og religiøse overbevisning. At samle jøderne i Israel ser de som en opfyldelse af profetierne. Mange af dem ser det som en forudsætning for Kristi genkomst. Forud herfor – men det går de ofte let hen over – skal det store slag finde sted ved Armageddon, hvor alle ikke-troende, ligesom jøderne, vil blive udslettet.
Støtten begyndte for 30 år siden, da evangelikale organisationer ydede støtte til jøder, der forlod det tidligere Sovjetunionen. Men det var i meget mindre skala. I dag er det ikke blot kristne i USA og Europa, der lukker op for tegnebogen. Også kristne i lande, hvor der ikke er jøder, gør det: Kina, Sydkorea, Filippinerne, Papau Ny Guinea. Pastor Sang Gil Jang i Korea siger, at han græd, da han læste passager i bibelen om jødernes tilbagevenden og begyndte så en indsamling for et år siden og har forpligtet sig på at finansiere 300 franske jøders immigration til Israel. Han indsamlede kr. 2 mill. som var nok til yderligere at finansiere 120 jøders immigration fra Kazakhstan. Og indsamlingen fortsætter med henblik på at støtte Falasmura-etiopiske og Bnei Menashe nord-indiske jøders immigration. Disse to grupper anerkendes ikke som jøder af de israelske religiøse myndigheder og må derfor konvertere, når de ankommer til landet. Men historier om glemte stammer, som Bnei Menashe vækker dybe følelser hos kristne donorer.
Mindst en tredjedel af alle immigranter til Israel i 2020 (20.000 i alt) fik rejse og coronaisolation dækket af evangelikale kristne. Det samlede støttebeløb er ikke kendt, da Jewish Agency og Keren Hayesod, der formidler pengene, ikke vil dele sådanne oplysninger. Men Haaretz har fået oplyst, at disse organisationer fik kr. 110 mill. til at støtte immigration.
Den israelske regering finansierer en stor del af støtten til immigranterne, når først de er ankommet til landet. Men af hensyn til diplomatiske forbindelser til andre lande ønsker regeringen ikke at blive set som om de fremmer udvandring fra forskellige lande. Derfor overlader de opgaven til Jewish Agency, der så henvender sig til evangelikale kristne organisationer. Deres bidrag fra jøder i diasporaen er nemlig faldet med 60% over de seneste 20 år. Unge amerikanske jøder vil f.eks. hellere støtte trængende jøder i eget land.
Men ikke alle jøde er glade for, at kristne overtager finansieringen af jødisk immigration til Israel. De er skeptiske overfor deres motiver, som har med Kristi genkomst at gøre. Og en canadisk organisation ’Return Ministries’, der havde oprettet et modtagelsescenter i Galilæa på en Jewish Agency ejendom viste sig at have som formål at udbrede evangeliet om Jesus blandt jøder. De skabte et påstyr, da mission ikke er tilladt i Israel og Jewish Agency måtte trække sig fra aftalen.
Keren Hayesod samarbejder med evangelikale kristne omkring sociale tiltag og støtte til staten Israel, modarbejdelse af boykot og fremme af solidaritet med det israelske samfund. De fremmer turisme og fortalervirksomhed for Israel.