FN resolutionen af 29. november 2012 blev modtaget af offentligheden med et gab. I modsætning hertil blev ICC anklagerens udtalelse den 3. marts 2021 modtaget som en frisk brise. Fatah vil formentlig benytte sig af denne nødvendige, men glemte forbindelse i deres valgkampagne, hvorimod Mahmoud Abbas ikke tænkte på ICC, da han valgte den diplomatiske vej til at opnå status som stat.
Tværtimod: han var under pres fra USA og Europa for ikke at gå ad denne vej på den internationale arena. Han håbede på, at “truslen” om status af stat og senere selve denne status ville forbedre palæstinensernes stilling og genoplive forhandlingerne med Israel om at implementere Oslo-aftalerne.
Forbindelsen mellem anklager Fatou Bensoudas beslutning og status af stat gør våbenstilstandslinjen fra 1949 lysende grøn igen – den gør Den Grønne Linje relevant. En palæstinenser involveret i skridtene i retning af ICC muligheden har udtalt til Haaretz: ”Hvis jeg er i Tel Aviv, og fem israelske jøder giver mig bank, og politiet ser det, så vil sagen ikke blive bragt til domstolen i Haag som en krigsforbrydelse. Jeg ville klage til politiet og håbe på, at gerningsmændene vil blive anklaget.
“Hvis fem israelske jøder giver mig bank mens jeg dyrker min jord på Vestbredden og soldater ser til og myndighederne ikke gør noget for at straffe angriberne, eller hvis fem betjente giver mig bank i Isawiyah i Østjerusalem, så kunne det helt bestemt regnes blandt krigsforbrydelserne.”
At vælge ICC vejen ses som et vovet skridt, om end et oplagt et, i palæstinensernes kamp mod besættelsen. I årevis har palæstinenserne ytret bogstaverne ICC som en magisk balsam til at mindske smerten. ICC ses som næsten den eneste mulighed for at få vægtskålen til at tippe til fordel for palæstinenserne, når verden nu i stigende grad har vænnet sig til den israelske besættelse, som bliver stadig mere voldelig og skamløs.
Til forskel fra at tage vejen til Haag (ICC), blev modtagelsen af status som “ikke-medlems-observatørstat” ved FN den 29. november 2012 set primært som en symbolsk genoplivning af en slap ledelse, der havde svigtet dets løfter til folket. I den radikale fløj anså man det at gå til FN for status som stat som en opgivelse af flygtningenes ret til at vende tilbage og accept af en israelsk besættelse fra 1948 som et fait accompli.
Det er palæstinensiske rettighedsgrupper, der har gjort den i visse palæstinenseres øjne symbolske status som stat til et springbræt for handling, der kunne underminere status quo og få Israel i defensiven. I årevis har direktørerne i Al Haq, Adameer, Al Mezan Centre for Human Rights og Palestinian Centre for Human Rights vandret frem og tilbage mellem Haag og præsidentens kontor i Ramallah, Justitsministeriet og PLOs forhandlingsafdeling. De har forberedt digre sagsmapper med, hvad de betragter som belastende materiale om mulige israelske krigsforbrydelser. Takket være deres indsats trængte muligheden for at gå til Haag som en del af modstandskampen ned til den palæstinensiske offentlighed, Fatahs geledder og bevægelsens ungdom.
Under pres fra disse organisationer kom det første forsøg på at henvende sig til ICC fra Den palæstinensiske Myndigheds side i januar 2009 for at ICC skulle anerkende en jurisdiktion over 1967 territorierne. Det skete umiddelbart før Israels første store angreb mod Gaza i vinteren 2008-9. ICCs anklager den gang brugte tre år på at overveje anmodningen og i april 2012 erklærede ICC, at ifølge Rom statutten (kilden til domstolens myndighed) er det kun en stat, der kan nyde godt af domstolens jurisdiktion.
Mere konfrontatorisk end sædvanligt for Abbas
Få måneder tidligere – i september 2011 – gik Abbas glip af muligheden for at opnå status som stat. Han besluttede, at anmode Sikkerhedsrådet om, at Palæstina (i før-1967 grænserne –i overensstemmelse med PLOs uafhængighedserklæring fra 1988) blev godkendt som medlem af FN, selvom det var klart, at anmodningen ville blive underkendt.
Nogle af dem, der var fortalere for Haag-ideen mente, at henvendelsen til Sikkerhedsrådet var tilsigtet, for at forhale beslutningen om at gå til ICC – igen på grund af pres fra USA og Europa. Endnu et år gik, hvor indirekte samtaler mellem Israel og Palæstina blev forsøgt. Da det også viste sig at være forgæves henvendte palæstinenserne sig igen til FN, og i november 2012 anerkendte Generalforsamlingen Staten Palæstina som en ikke-medlems-observatør, side om side med Israel.
Endnu to år forløb, inden Abbas erklærede, at han ville underskrive Rom Statutten i december 2014. Den forgangne sommers Gazakrig, erkendelsen af, at Israel bevidst fortsatte interimfasen, og det folkelige krav om et initiativ pressede Abbas til at vælge den kurs, der var mere konfrontatorisk i forhold til Israel end det, der var hans vanlige tilbøjelighed.
Abbas fik også underskrevet en erklæring, som de forskellige palæstinensiske organisationer skrev under på, hvor de gav tilsagn om støtte til at tilslutte sig ICC og var villige til at tage følgerne heraf, hvilket vil sige, at medlemmer af disse organisationer kunne blive stævnet, forhørt og endog arresteret under mistanke om at have begået krigsforbrydelser. Kun Islamisk Jihad skrev ikke under.
Efter mere end 12 års vedholdenhed kan Al-Haqs direktør, Jabarin, nu udtale: “Jeg var overbevist om, at Besouda ville modstå det enorme pres pålagt hende for at modstå vores begæring, og jeg havde ret: Jeg er overbevist om, at i sidste ende vil der blive udstedt arrestordrer og stævninger overfor israelere, der er under mistanke for krigsforbrydelser. Hvornår? Det ved jeg ikke. Men det vil ske. Vi søger ikke hævn, men bevis for, at retfærdighed kan ske fyldest.” Jabarin tilføjede: “Israel er plettet af arrogancens blindhed, som nogen der står hævet over loven. Men man behøver ikke filosofere meget for at se, at det er muligt og rigtigt at sagsøge israelere, der er ansvarlige for krigsforbrydelser under en international traktat.
Oversat af Uffe Gjerding