Du er her: 

Kairos Palæstina - Et sandhedens øjeblik

Et budskab om tro, håb og kærlighed fra hjertet af palæstinensisk lidelse

Den 11. december 2009 blev det, som kaldes det palæstinensiske Kairos dokument, offentliggjort i Betlehem ved et seminar med lokale og internationale deltagere. En gruppe teologer, ledere og engagerede menighedsmedlemmer fra de fleste kirker i området havde arbejdet sammen gennem længere tid og skrevet et dokument under overskriften ”Et Sandhedens Øjeblik”.  Inspirationen kom tydeligvis fra Sydafrika, hvor kirkefolk i 1985 forfattede et Kairos dokument, der beskrev den politiske undertrykkelse i Sydafrika, gjorde op med apartheid som synd, og opfordrede kirkerne internationalt til handling. Alle kirkeledere i Jerusalem udtrykte deres støtte til det palæstinensiske Kairos initiativ og opfordrede ligeledes det internationale samfund og verdens kirker til at øge deres indsats for retfærdighed, fred og forsoning i Det hellige Land.

Kairos - et råb til verdenssamfundet
Kairos dokumentet er et råb til verdenssamfundet om livet under den israelske besættelse, og det er et vidnesbyrd om kirkernes tro, håb og vilje til at skabe retfærdighed og fredelig sameksistens med alle mennesker, der bor i området. Med kærlighed som deres grundholdning er de modige og tydelige og stadigvæk håbefulde. I bøn og tro på Gud stiller de sig forrest i modstand og handling mod besættelsen. Som kristne palæstinensere erklærer de, at den militære besættelse af landet er en synd både mod Gud og mennesker, og de giver stærkt udtryk for, at enhver teologi, som legitimerer denne besættelse, er fjern fra den kristne lære.

Befrielse for både besatte og besættere
Forfatterne af dokumentet har et tydeligt engagement for ophør af besættelsen. De udfordrer alle, lokalt og internationalt, til at være med og lægge pres på staten Israel, således at det, de beskriver som undertrykkelsespolitik og ligegyldighed overfor international ret, kan ophøre. Dokumentet er tydeligt i dets kritik af, hvordan det internationale samfund stiltiende har set på, at besættelsesstaten Israel har fastholdt og forstærket sin undertrykkelse af det palæstinensiske folk. Kirkerne i verden udfordres derfor til i ord og handling at vise, at de vil arbejde for en retfærdig fred i regionen. Forfatterne er ikke opsatte på hævn, men er optagede af, at både den besatte og besætteren må frigøres fra en undertrykkende og uretfærdig virkelighed. De opfordrer til at lade kærlighedens logik råde, og dette forstår de som det ”at se Guds ansigt i hvert eneste menneske”. Samtidig indebærer kærlighedens logik ”at rette op på det onde og stoppe aggressionen”.


En global bevægelse
Kairos startede som en erklæring og en appel. Men Kairos er med tiden blevet en global bevægelse. Således mødtes i december 2019 lokale palæstinensiske kirkefolk på ny med deltagere fra det internationale Kairos netværk, der har spredt sig til alle verdensdele. Der var enighed om, at Kairos opråbet fra 2009 var ligeså relevant nu som dengang. Besættelsessituationen var ganske vist blevet værre, men ellers var analysen og opfordringen til handling ligeså relevant ti år senere.


Betlehems Venner finder i Kairos Palestine teologisk og praktisk inspiration til det danske solidaritetsarbejde med de kristne og befolkningen i Palæstina. Deltagelse i det globale Kairos netværk er en moralsk og praktisk støtte og inspiration for os i Danmark og udgør en platform for udveksling af erfaringer og fælles strategi.

Derfor vil vi opfordre vores medlemmer til at bakke op bag Kairos Palestine intiativet og vil løbende orientere om begivenheder og praktiske initiativer, der udspringer af Kairos Palestine.

 

Kairos Palestine udgiver hvert år til jul og påske et opråb til verdens kirker med en stærk appel om at vise solidaritet med de kristne i Palæstina. Læs den danske oversættelse af Juleopråbet 2019

Påskeopråb 2020
Download

 

Download Kairos-dokumentet

Erklæring fra Kairos Palæstina om den israelske besættelsesmagts nedrivning af huse

Overalt i de besatte palæstinensiske områder nedriver de israelske myndigheder palæstinensiske huse, selv om international lov slår fast, at bygninger i besatte områder skal beskyttes af besættelsesmagten. De israelske myndigheder ønsker at kolonisere områderne og bryder derfor denne lov ved at konfiskere jord, nedrive huse og bygge bosættelser på ruinerne.

I 2018 nedrev de israelske myndigheder 2775 beduinhuse i Negev. Folk modsatte sig disse overgreb og genopbyggede deres hjem. Byen al-Araqib blev for eksempel revet ned og genopbygget 145 gange. Jahalin-beduinerne i Øst-Jerusalem har lidt den samme skæbne.

I Sourbaher øst for Jerusalem blev snesevis af huse, der har eksisteret i årevis, revet ned for få uger siden. I Jerusalem bliver huse revet ned med henvisning til, at der ikke foreligger byggetilladelser – men med den slet skjulte hensigt at fortrænge den palæstinensiske befolkning og judaisere den Hellige by. For nylig fik en kristen familie i Beit-Jala (Bethlehem-området) revet deres hjem og familiens restaurant ned med henvisning til en vilkårlig retsafgørelse. Retten bestemte, at jorden, som er gået i arv gennem generationer, ikke længere skulle tilhøre denne kristne familie. Retten beordrede huset og restauranten nedrevet og ejendomsretten overført til bosætterne.

Nedrivningerne kan begrundes på forskellig vis: Reglerne for byplanlægningen er ikke overholdt; der mangler byggetilladelse; eller de er gengældelse for individuelle palæstinenseres militante angreb på israelske mål. Israelerne afstraffer faktisk kollektivt familier og slægtninge til militante palæstinensere ved at rive deres huse ned.

For palæstinensere er familiens hus ligeså hellig som familien selv. Hjemmet er en helligdom. Folk arbejder hårdt hele deres liv for at få råd til at bygge deres eget hus. Og til trods for det rives huse ned med henvisning til vilkårlige og umenneskelige militære beslutninger. Israelerne bygger bosættelser i strid med internationale love, naturloven og Guds bud. Guds lov siger: I må ikke stjæle. Bosætternes lov siger: Stjæl bare palæstinensisk jord, så I kan bygge en bosættelse. Faktisk er bosætternes huse konstrueret på konfiskeret, dvs. stjålet palæstinensisk jord.

Vi er klar over, at vi i spørgsmålet om nedrivning af palæstinensiske huse henvender os til mennesker med hårde hjerter. Hjerter lige så hårde som de bulldozere, der nedbryder palæstinensiske huse med det resultat at tusinder af mennesker fortrænges fra deres hjem. Deres hovedformål er at tvinge palæstinenserne væk på enhver tænkelig måde. Nedrivning af deres huse er én fremgangsmåde. Vores eneste synd er, at vi bor i vores huse og på vores jord. Deres virkelige ønske er, at vi ikke eksisterer.

De svages styrke over for undertrykkeren ligger i deres naturlige rettigheder, i at de forbliver standhaftige, selv på ruinerne af deres huse og i at de trodser dem, som ønsker, at de skal forsvinde eller helt holde op med at eksistere. Den svages styrke er i Gud, som det hedder i Salmernes bog: De fattige glemmes ikke for evigt, de hjælpeløses håb slukkes ikke for altid (Ps 9,18), og: Han redder den fattige, der råber om hjælp, og den nødstedte, som ingen hjælper. Han forbarmer sig over svage og fattige, han redder de fattiges liv; fra undertrykkelse og vold udfrier han dem (Ps. 72, 12-14).

Israels overlevelse afhænger af retfærdighed og fred. Våben og uretfærdig magt er ingen garanti for overlevelse, ej heller kan man gøre den slags mod mennesker, som bor i deres eget hjem på deres egen jord. Flere og flere palæstinensiske huse nedrives, og racistiske udtalelser fra nogle israelske embedsmænd og rabbinere er blevet værre på det sidste. De racistiske udtalelser indprentes i de unge generationers tankegang. Israels eneste mulighed for at overleve går gennem retfærdighed og respekt for de oprindelige ejere af landet, uanset hvordan historien har været.

Vi henvender os til staten Israel med et ægte sandhedsord: Guds lov beskytter og bevarer. Men love om ødelæggelse kan kun føre til ødelæggelse af lovgiveren selv. Israelerne skal altid huske, at de er skabt af Gud, ligesom også palæstinenserne er Guds skabninger. Hvis israelerne vil overleve og have en sikker fremtid, skal de behandle palæstinenserne som mennesker, der har den samme gudgivne værdighed.