Anmeldt af Uffe Gjerding, 27. juli 2025

10 danske palæstinensere tager bladet fra munden og hjælper sig selv og os med at forstå hvem de danske palæstinensere er, deres historie, selvforståelse og betydningen af katastrofen der har udfoldet sig især i Gaza siden oktober 2023.

Bogens 10 forfattere har alle bedsteforældre, der blev fordrevet fra Palæstina i 1948. Deres egne forældre flygtede til Danmark fra de palæstinensiske flygtningelejre i Libanon under borgerkrigen fra 1975 og årene frem. De er for det meste selv født og opvokset i Danmark, har fået en højere uddannelse og gode jobs.

De er danskere, men de er samtidig palæstinensere. Hvad betyder det for dem og for os? Hvordan er de kommet til en forståelse af hvad det betyder for dem at være palæstinensere når meget af deres historie er gået tabt eller blevet fortiet? Hvordan har forløbet efter 7. oktober 2023 påvirket – ja styrket – deres selvforståelse som palæstinensere? 

De 10 forfattere giver hver personlige og forskellige svar og indfaldsvinkler på ovestående spørgsmål. Som en skriver: ”Vi holder alle fast i palæstinenserne fordi vi ikke har noget Palæstina”.  ”Man lever med et åbent sår, der kom af fordrivelsen i 1948 og som aldrig får ro til at hele. Det er smerten der minder os om hvor vi kom fra.” Eller: ”Traumet er fundamentet, der holder palæstinenserne sammen”... ”Solidaritet holder palæstinenserne sammen”. ”Noget af det smukke der er kommet ud af traumet er al den kunst og kultur, der kan forene palæstinensere over hele verden.”

Men hvordan forstår man sig selv som palæstinenser når man bor i diasporaen og har dansk rødbedepas? Og hvordan ser andre danskere på en? Som en skriver: ”I diasporaen er vi dømt til at stå udenfor og se på, mens bosættelser og krig og undertrykkelse af det palæstinensiske folk finder sted. Skyld og skam bliver ens følgesvende… Jeg kunne komme i sikkerhed mens de ikke kunne, som om mit liv var mere værd end deres.” Han slutter så med at konstatere: ”Måske er vi magtesløse i forhold til at ændre krigens gang på jorden, men vi kan yde modstand mod besættelsen ved at fastholde og videregive vores identitet som palæstinensere til vores børn og deres børn.”

Bogen berører som nævnt også det vigtige tema: Hvordan ser vi ’etniske’ danske på vore dansk-palæstinensiske medborgere, deres historier, deres udsagn, og hvordan behandler vi dem? Blot et eksempel (og der er mange af dem i bogen): Når den fra DR anerkendte og forsigtige og afbalancerede  journalist Abdel Aziz Mahmoud i Go’ Aften Live den 14. november 2023 spørger Lars Løkke Rasmussen, hvorvidt han kan stole på Israels oplysninger i krigen, svarer Lars Løkke: ”Men Abdel, du har også et kæmpe engagement i denne sag kan jeg se på sociale medier”. Abdels medvært forsøger sig med en version af samme spørgsmål, men får ikke den tilsvarende reaktion! Efter udsendelsen beklager Løkke sit forsøg på at afspore, og han tilbyder kaffe på sit kontor. Men skaden var sket måtte Abdel svare ham på en pæn måde.

Læs bogen og bliv klogere på vores palæstinensiske medborgere og på den palæstinensiske sag.

Palæstinenseren
Personlige reflektioner over arven fra Palæstina
Gads forlag 2025

Køb bogen fra forlaget

Anmeldt af Birgitte Rahbek, Kultursociolog og medlem af Mellemøstnetværket, 26. maj 2025

Jeg elsker titlen på denne bog, den siger det hele, og den kørte i mit hoved, da jeg hørte statsministerens tale den 4. maj i Mindelunden, for ja, en dag vil alle altid have været imod det, der foregår i Gaza. Men desværre for de hundredtusinder, der er blevet myrdet, fordrevet og lemlæstet på krop og sjæl kommer det for sent, og det gør det desværre også for Danmark og for hele den vestlige verden, hvis hykleriske dobbeltmoral er blevet skrevet med flammeskrift. Som der stod på en plakat et sted: På hvilken side ville du have været under holocaust? – det ved du nu!

I bogen fortæller forfatteren om sit eget liv med en barndom i Cairo og Qatar og en ungdom i Canada og nu et liv i USA. Han fortæller med skarpt lune, hvordan han prøver at tilpasse sig en verden, hvor såvel hans navn som hans udseende skaber frygt, han kunne jo være en af de terrorister, som man som muslim aldrig kan tage nok afstand fra. 

Men ud fra alle parametre er hans liv en succes, først som journalist på en af de store aviser i Canada, The Globe and Mail, som reporter i både Afghanistan og Irak og senere som prisvindende forfatter i USA. Dertil kommer kone og børn med hvem han nu har slået sig ned i børnenes første, men hans eget 16. eller 17. hjem. Til trods for alt det befinder han sig mentalt og følelsesmæssigt hos ofrene i Gaza, og bogen er spækket med fremstillinger af katastrofen, der alle fortjener at blive gengivet, fordi de rammer så præcist med såvel deres skarphed som den sorg, der lyser ud af dem. Bogen synes at være skrevet færdig for et år siden, og alligevel mærker man den tiltagende frustration og sorg, så man tør ikke tænke på, hvordan han har det i dag.

Selv læste jeg de sidste sider i bogen samtidig med nyheden om, at en kvindelig børnelæge i Gaza fik meddelelse om, at 9 af hendes 10 børn var blevet udslettet af et missil, det 10. barn er hårdt såret og det samme er hendes mand, der også er læge. Det er langt fra det første tilfælde, hvor Israel har udslettet en hel familie, men på en eller anden måde gjorde dette et så voldsomt indtryk, fordi der kom navne og ansigter på. 

Det er som om sproget ikke længere slår til, når det handler om Gaza, alle ordene er blevet brugt og opbrugt: historisk, folkemord, sadisme, tortur, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser, barbari, udsultning; ja, og hvad så? De ord har vi jo brugt om så meget andet, der ikke kommer i nærheden af denne orkestrerede ondskab. Så når også jeg bliver ved med at bruge sproget til at beskrive situationen i Gaza, er det ren egoisme, ren terapi for mig selv, fordi det ellers ikke er til at holde ud at være i. Omar El Akkad synes at have det på samme måde, så han har fundet et lille sted i en nærliggende skov, hvor han kan gå hen med sin sorg, så den ikke også vælter familien.

Som alle forfattere og ikke mindst flersprogede forfattere er El Akkad meget bevidst om og fokuseret på sproget: 

Også imperiet er spundet ind i sin egen sproglige fæstning – et sprog gennem hvis prisme bygninger aldrig bliver ødelagt men snarere antændes spontant…og folk dræbes som om det at blive dræbt er det eneste naturlige og den rette orden for deres eksistens. Som om det at leve var en afvigelse. Og dette sprog kan beskytte imperiets mest blodtørstige og yderliggående gruppe, men den gruppe har ikke brug for sproglig uredelighed. Det er derimod midten, den liberale velmenende midte, der let bliver oprørt, som har desperat brug for den beskyttelse som denne form for sprog yder. Fordi det er imperiets midte, der skal se på dette og sige: Ja, det er tragisk, men nødvendigt, fordi alternativet er barbari. Alternativet til de utallige dræbte og lemlæstede og børn der er gjort forældreløse og står uden hjem, uden skole og uden hospital, og skrigene der stiger op fra ruinerne og ligene, der bliver ædt op af gribbe og hunde, og de daggamle babyer der bliver overladt til skrig og sult, er barbari. (s. 5)

Forfatterens familie flyttede rundt på grund af ufriheden i de arabiske lande og kom som så mange før dem til Vesten, som de havde set som frihedens fyrtårn. Men det har ændret sig totalt, efter at de under krigen i Gaza erfarede, at den høflige progressive vesterlænding, der når det kom til denne menneskeskabte tragedie, ikke repræsenterer noget som helst. Hvordan en præsident (Biden) kan græde over ikke-eksisterende billeder af halshuggede babier, men ikke røres af billeder af tusinder af virkelige lemlæstede børn, hvoraf nogle af lægerne får mærkatet WCNSF – Wounded Child, No Surviving Family. I 2014, under en af de tidligere krige i Gaza, omtalte en israelsk avis i sin leder de palæstinensiske børn som ”fremtidens sprængstof” (s. 54). I medierne begynder historien altid med et barbarisk terrorangreb, som den civiliserede verden naturligvis må svare på. Også i Danmark fortsætter bl.a. statsministeren med at begrunde de hundredtusinder af døde og lemlæstede i Gaza med Hamas’ angreb den 7. oktober 2023, og på den endnu mere fascistoide side af Folketinget opfordres Netanyahu til at gøre arbejdet færdigt.

I morgen vil flere palæstinensere dø, men det usagte er, at det er i orden, fordi det er det, de folk gør, de dør. Lad være med så meget som et øjeblik at tro, at denne særlige gruppe folk er menneskelige. (S. 55)

Og

Når fortiden bliver til fortid, vil man opdage, at den døde ikke havde nogen andel i drabet på sig. De familier der krøb sammen i hospitalets gange vil ikke have bundet deres hænder bag på ryggen, stillet sig selv op i rækker langs væggen, skudt sig selv i hovedet og derefter af egen fri vilje hoppet ned i massegrave. Fangerne i torturlejrene vil ikke have gennemboret sig selv med elektriske stave. Børnene vil ikke have hevet deres egne lemmer af og strøet dem over hele den improviserede fodboldbane. Babyerne har ikke selv valgt udsultning.

Når fortid bliver fortid. Men for nu: hvem kan sige at de ikke gjorde det? Hvem kan med sandhed være sikker, undtagen morderne og den døde? (s. 63)

Magtens privilegium at kunne beskrive tingene vagt, ufuldstændigt og uærligt er uadskilleligt fra privilegiet at se væk, måske trække på skuldrene og sige, ja, det er forfærdeligt, men det er alt sammen så kompliceret. El Akkad skelner imellem imperiets ofre og dem, der er ofre for imperiet; førstnævnte begræder vi, de er blevet myrdet og udsat for noget forfærdeligt, deres mordere er slagtere og terrorister. De der er ofre for imperiet dør ikke, de ophører blot med at eksistere, de fordufter som tåge, og morderen forsvinder ud af billedet, som i The Guardians overskrift ”Palæstinensisk journalist ramt i hovedet af en kugle under en razzia mod en terrormistænkts hjem”. (s. 70)

Men Når den allersidste palæstinensiske journalist er blevet dræbt, så vil der måske aldrig have været nogen palæstinensiske journalister. Måske har de alle være terrorister eller terrorsympatisører eller hvilket vedhæng til terror der er tilstrækkeligt til at afskrække dem, der hvis de er i besiddelse af noget, der minder om en sjæl, ellers ville betragte et sådant åbenbart mord og sige: Dette er forkert. (s. 74)

Alt imens forfatteren fortæller om sit liv, herunder nogle af hans otte reportagebesøg i Guantanamo, som fortælles med bidende ironi, så hænger krigen i Gaza oven over det hele, og hvert kapitel indledes da også med nogle af hans reflektioner over netop det, som fx kapitel fem Resistance:

For at bevare den civiliserede verdens værdier, er det nødvendigt at sætte ild til et bibliotek. Sprænge en moské i luften. Destruere oliventræer. Iføre sig undertøj tilhørende kvinder som flygtede og tage billeder af det. Jævne universiteter med jorden. Stjæle smykker, kunst, mad og plyndre banker. Arrestere børn for at plukke ukrudt. Skyde børn for at kaste med sten. Udstille fanger i deres undertøj. Brække en mands tænder og støde en toiletbørste ind i munden på ham. Slippe kamphunde løs på en mand med Downs syndrom og derefter efterlade ham til at dø. Ellers risikerer man, at den uciviliserede verden vinder.

Hvis man har fulgt med i denne livestreamede tragedie, ved man, at intet af ovenstående er opfundet, men forfatteren gør, som efterhånden mange andre med ham opmærksom på, at krigen i Gaza ikke kun er en krig imod det palæstinensiske folk, men en krig mod os alle, fordi vi bliver forledt til at dræbe dele af os selv, som under andre omstændigheder ville råbe op imod uretfærdighederne. Så: Glem medlidenhed, glem selv de døde hvis du skal, men kæmp i det mindste imod tyveriet af din sjæl. (s. 88)

Jeg kunne blive ved med at citere fra bogen, for hver side er kostbar, hver side er en hyldest til humanismen og et angreb på hykleriet, racismen og dobbeltmoralen. Det står så klart for os alle, men som der står i et digt af Marwa Helal, som han citerer (s. 106):

this is where the
poets will interject
they will say: show, don’t tell
but that
assumes most people
can see.

Under en protestdemonstration i Toronto klatrer et par mænd iført Spidermankostyme op på et stillads omkring Mount Sinai-hospitalet og svinger med det palæstinensiske flag. Inden for det følgende døgn udsteder Canadas premierminister, Torontos borgmester og flere andre politiske ledere fordømmende erklæringer, som anklager demonstranterne for antisemitisme og gør det klart, at hospitaler er ukrænkelige steder, lægende steder. Ingen af disse politikere har tidligere udstedt nogen fordømmelse af tilintetgørelsen af Gazas hospitaler. ’Jeg ønsker at leve i en verden, hvor det værst tænkelige er en protest i nærheden af et hospital’, skriver Omar El Akkad. En verden, hvor læger ikke bliver dræbt på operationsstuen og patienter ikke bliver jaget ud og senere fundet i en massegrav.

Det er så nemt at få øje på alle hyklerne, alle dem der vendte det blinde øje til og ikke sagde fra, men måske blot ’det er uheldigt at så mange dør, men…’ Men en dag vil mange indse, at historien ikke begyndte efter koloniseringen, men med koloniseringen, og heldigvis har der hele tiden været folk, der stod på den rigtige side af historien, og det er da også dem, El Assad hylder til sidst i bogen:

Den palæstinensiske læge, der ikke ville lade sine patienter i stikken selvom bomberne nærmede sig. Den islandske forfatter, der samlede penge ind for at få de forflyttede ud af Gaza. De amerikanske læger og sygeplejersker som risikerede deres liv for at behandle de sårede midt på slagmarken. Dukkemageren som såret og drevet ud af sit hjem blev ved med at lave dukker for at underholde børnene. Kongreskvinden som holdt stand til trods for censur og konstant bidende kritik og hendes kollegers ligegyldighed. Demonstranterne som opgav deres privilegier, deres job, som risikerede noget ved at tale åbent. De folk der filmede og fotograferede og dokumenterede alt dette, selvom det overgik dem, selv mens de begravede deres døde.

Og, vil jeg tilføje: Omar El Akkad. Han har med denne bog – alene dens titel – sat lys på vores verden, som aldrig bliver den samme igen.

ONE DAY, EVERYONE WILL HAVE ALWAYS BEEN AGAINST THIS

Af Omar El Akkad
Alfred A. Knopf, NY 2025
187 sider
Køb bogen på Saxo

Anmeldt af Uffe Gjeding, 11. april 2025

Alle – i hvert fald af den ældre generation – kender til den sydafrikanske ærkebiskop Desmond Tutu og hans skrifter. Men hvor mange kender hans efterfølger fra 1986 (til 1994) i Det sydafrikanske Kirkeråd, pastor Frank Chikane? Sikkert alt for få. Men nu er der mulighed for at lære ham bedre at kende og måske indhente det forsømte.

Frank Chikane kommer nemlig til Danmark til Himmelske Dage 2025 fra 30. maj-1.juni, hvor han vil deltage i flere diskussioner, bl.a. med Mitri Raheb fra Palæstina. Frank Chikane var initiativtager til den nye Global Anti-Apartheid Movement som udsprang af konferencen “Global Anti-Apartheid Conference on Palestine i maj måned 2024 i Sydafrika. Så der er store forventninger til hans kommende besøg i Danmark. Her vil han også fortælle om sit liv, som det findes beskrevet i den fine lille bog ”No Life of My Own”. Man må håbe at bogen snart kan udkomme også på dansk. For selvom den er fra 1986/2009 udgør den stadigvæk spændende og brandaktuel læsning. 

Frank Chikane voksede op i pinsekirken Apostolic Faith Mission of South Africa (AFM), hvor han også blev præst indtil han blev fyret for at være for ’politisk’ i 1981 (men genindsat i 1990). Chikane forenede åndeligheden fra pinsetraditionen med en ny sydafrikansk kontekstuel befrielsesteologi. Han arbejdede for, at den vertikale dimension skulle hænge sammen med den horisontale i teologi og i menighedspraksis. Han blev leder af Institute for Contextual Theology i Sydafrika, en af de fremtrædende fortalere for det sydafrikanske Kairos dokument fra 1985, og ledende figur i United Democratic Front, hvis skabelse i 1983 han betegnede som ”et vendepunkt i kampen for frihed”. I 1999 blev han generaldirektør for Presidency of South Africa under Thabo Mbeki (Mandelas efterfølger). Han er i dag bl.a. moderator for Kirkernes Verdensråds Commission of the Churches on International Affairs.

Men det egentlig spændende ved Franch Chikane er hans teologi og hans dybe personlige engagement i kampen mod apartheid, som flere gange var ved at koste ham livet, når styret torturede ham ubarmhjertigt under adskillige fængslinger (1977-1986) og forsøg på forgiftning (i 1989). Men det er sagen og ikke personen Frank Chikane der hele tiden står i centrum for hans beskrivelse (deraf titlen ”No Life of My Own”). Når man læser hans selvbiografi kan man ikke andet end gang på gang tænke på de mange linjer til og paralleller til situationen i Palæstina. Bogen er oprindelig skrevet i 1986, altså før den første Intifada, så han nævner ikke Palæstina for han står selv stadigvæk midt i det indædte opgør med apartheid styret i Sydafrika. 

Bogen er i dag ligeså relevant at læse som dengang den først blev udgivet.

Frank Chikane: ”No Life of My Own” – An Autobiography

WIPF & STOCK, Eugene, Oregon 1988/2009 
Pris 195 kr. 
Køb bogen på Saxo

Anmeldt af Uffe Gjerding, marts 2025

Det er almindeligt i disse tider at høre borgere og politikere sige, at de hver morgen vågner op med bæven for at undersøge hvad præsident Trump har sagt eller foretaget sig mens vi sov. Forståeligt nok. Men er det på sigt sundt for os psykologisk eller i forhold til at udvikle en fornuftig udenrigs- og sikkerhedspolitik?

Med Lars Erslev Andersens doktordisputats ”Den amerikanske mission” får vi i hvert fald et indblik i amerikansk historie og politik, som perspektiverer USA’s politik igennem tiderne og frem til i dag. Der bliver pludselig en logik i den måde selv en præsident Trump optræder på og mange spørgsmål til os europæere og resten af verden til hvordan vi skal agere i den aktuelle situation.

I bogens indledende kapitler ”mytologi, verdensanskuelse og identitet” indføres vi i Lars Erslevs politiske tænkning og analyseredskaber. Med sin baggrund som idehistoriker er han nemlig kritisk overfor den herskende tilgang hos fagfolk i statskundskab, som er baseret på rationel og logisk analyse. Han viser, at skal man forstå amerikansk politik må man skaffe sig indsigt i nogle af de mytologiske fantasmer, som er gennemgående træk. Nok har USA altid holdt fast i at stat og kirke skulle holdes adskilt, men det er slet ikke ensbetydende med, at religion og politik ikke har noget med hinanden at gøre. Tværtimod: alle de store amerikanske præsidenters politikker har været dybt forankret i en religiøs tankegang med udspring i hvid europæisk, protestantisk calvinistisk tankegang. Og selv i en mere sekulariseret tidsalder er det den samme grundlæggende mytologi, der ligger til grund for amerikansk politik i dag.

En kort anmeldelse som denne kan fint sammenfattes som det sker på bogens omslag: ”I Den amerikanske mission analyserer Lars Erslev Andersen USA’s ambition om at være en unipolær global magt, og han argumenterer for, at den truer med at splitte USA og den vestlige civilisation indefra. Bogen er den første samlede undersøgelse på dansk grund af amerikansk sikkerhedspolitisk historie fra USA’s grundlæggelse og frem til den aktuelle rivalisering med Kina. Forfatteren trækker sikkerhedspolitikkens tråde tilbage til USA’s ekspansion i 1800-tallet, og gennem en læsning af Woodrow Wilson’s forfatterskab fra 1800-tallets slutning dokumenterer han, at politikeren og den senere præsidents tanker om en fred til at slutte al krig mere var funderet i en religiøs vision end i et politisk gennemtænkt projekt. Den amerikanske mission ser politiske myter som en nøgle til forståelse af såvel national identitet som internationale konflikter: I civilisationsbegreber væver mytologi og magt sig ufravigeligt ind i hinanden.”

I praktisk politik betyder det med Lars Erslevs egne ord: ”Har ikke alle amerikanske præsidenter altid stræbt efter uafhængighed af andre magtpoler i verden… at dersom USA skal være en del af en verdensorden, skal det være som uafhængig leder af denne orden? Det udelukker ikke alliancepolitik og internationalt samarbejde eller opbygning af internationale institutioner, for så vidt som USA sidder for bordenden…Unipolaritet udtrykker, at USA er den stærkeste magt i verden, og at USA fortsat må have magt til at sætte sin vilje igennem. Dette skal sikre den amerikanske mission, USA’s exceptionalisme og universalisme, sikre, at USA er verdens bedste civilisation som norm for menneskeheden… Biden-strategien gentager Trumps NSS (National Security Strategy) i karakteristikken af Kina som a revisionist power, der stræber efter at overhale USA økonomisk og politisk.”

Lars Erslev Andersen har skrevet en doktordisputats som kan læses også af lægfolk. Jeg blev meget klogere af læsningen og kan varmt anbefale bogen.

Lars Erslev Andersen: Den amerikanske mission – mytologi og magt
Aarhus Universitetsforlag, 2023, 417 sider.
Køb bogen her.

Anmeldt af Peter Lodberg, dr. theol. professor emeritus

Den israelske historiker Ilan Pappe tilhører gruppen af de såkaldte ’nye historikere’, der arbejder på at gøre op med den zionistiske historiefortælling om, at jøderne blev fordrevet fra Jerusalem i år 70 og derfor har en historisk og måske lige frem guddommelig ret til at komme tilbage og indtage Israel og opbygge en jødisk stat i et land, der ikke er beboet.

Ikke mindst Pappes arbejde med at afdække den såkaldte Plan D, hvor David Ben-Gurion og folkene omkring ham planlagde og gennemførte fordrivelse af palæstinensere i udvalgte områder før statens Israels etablering i maj 1948 har påkaldt sig international opmærksomhed og skabt ham mange fjender i Israel, så han i dag må undervise i historie uden for Israel ved universitetet i Exeter, England.

I sin nyeste udgivelse på dansk tager Pappe læseren med på en tour de force gennem konfliktens historie på kun ca. 150 sider. Han stadfæster begyndelsen til den israelsk-palæstinensiske konflikt til slutningen af det 19. århundrede med etableringen af den zionistiske bevægelse i Europa og den begyndende indvandring af europæiske jøder til Palæstina.

Pappes postzionistiske kortlægning af det historiske forløb, der fører til dannelsen af staten Israel og den stadig mere omfattende undertrykkelse og marginalisering af den oprindelige palæstinensiske befolkning hænger ifl. Pappe sammen med, at zionismen skifter karakter fra midten af 1920’erne.

Fra at have været en bevægelse, der skulle redde jøderne fra pogromer i Europa og modernisere jødedommen ved etablere en national identitet, bliver jødisk zionisme til et bosætterkolonialistisk projekt, hvor kolonisatorerne stiler mod at erstatte det indfødte samfund med kolonisatorernes samfund.

I tilknytning til den australske forsker i bosætterkolonialisme Patrick Wolfe betoner Pappe, at så længe Israel opretholder en bosætterkolonialistisk etos, vil det aldrig kunne sameksistere fredeligt med palæstinenserne.

Pappes postkoloniale analyse af konfliktens historie består i at anlægge et bosætterkolonialistisk blik på de politiske begivenheder, der indtil videre er kulmineret i Hamas’ angreb ind i Israel d. 7. oktober 2022. Pappe forsøger ikke at retfærdiggøre terrorangrebet, men ønsker at sætte det ind i en historisk kontekst, så man bedre kan forstå baggrunden for krigen om Gaza.

Pappe konstatere afslutningsvist, at først når Israel accepterer sin virkelige fortid og landets nærhed med sine umiddelbare geografiske naboer, kan det deltage i skabelsen af en bedre fremtid for det historiske Palæstina og for hele Mellemøsten.

Pappes konsekvente og indsigtsfulde analyse af konfliktens historie kan være med til at forklare Israels og USA's aktuelle ønske om at deportere de 2 millioner indbyggere i Gaza til først Jordan og Egypten – men nu senest til Sudan. Forstået ud fra Pappes optik er fordrivelsesplanerne en fortsættelse af bosætterkolonialismen, der ikke kan stoppe, før den har nået sit mål, dvs. total kontrol over landet. Der er tale om det, som Wolfe har kaldt for ’udslettelsens logik´.

 Lige nu er det svært at se, hvem der kan bryde den logik, men man kan læse Pappe således, at han mener, at det må Israel selv, før det er for sent, og at andre bør hjælpe til.

Ilan Pappe: En kort historie om Israel-Palæstina-konflikten
Klims Forlag, 2025.
Pris 160 kr.
Køb bogen her.

Anmeldt af  cand.teol og cand.mag, provst Kirsten Jørgensen, Frederiksberg.

Den franske professor i socialvidenskab ved College de France Didier Fassin udgav for nogle måneder siden bogen, der på engelsk har fået titlen ”How the World failed to stop the Destruction of Gaza”. I en samtale med Informations redaktør Rune Lykkeberg, bragt i avisen den 15.3.2025, fortæller han, at han har skrevet bogen for at efterlade ”et dokument over, hvad der var sket de første seks måneder efter den 7. oktober 2023”. Han var forfærdet over de ødelæggelser, der fulgte efter; antallet af døde – kvinder, børn, nødhjælpsarbejdere og sundhedspersonale; bygninger, der blev ødelagt – monumenter, infrastruktur, skoler og hospitaler. Men det er Vestens bidrag til ødelæggelserne, der er hans virkelige ærinde i bogen. Han vil gøre rede for ”det rystende politiske og moralske svigt fra de vestlige regeringer. Det er det værste siden 1945”. Fassin syntes ikke, han kunne være tavs. Han oplevede det som en ”forpligtelse af efterlade et spor af det, der var sket”. Især i lyset af den censur og selvcensur der præger hele verden, siger han.

Et sådant vidnesbyrd er også Carlo Hansens bog ”Gaza. Portræt af et drab”, som forfatteren har udgivet på eget forlag her i begyndelsen af 2025. Carlo Hansen er journalist og var i mange år ansat på Århus Stiftstidendes udlandsredaktion med Mellemøsten som særligt område. Han udgav i 2002 bogen ”Kaktussens land: En rejse i selvbedrag” (Klim). Jeg har selv haft mange diskussioner med mennesker, der mente, at min vinkel på konflikten mellem Israel og palæstinenserne var forkert. Jeg er glad for at kunne sige, at én af mine mest stædige modstandere ændrede holdning, da han havde læst Carlo Hansens bog og forstod, at der ikke er tale om et symmetrisk magtforhold, og at palæstinenserne er blevet forrådt af de vestlige stormagter gennem årtier, helt tilbage til 1. verdenskrig.

”Gaza. Portræt af et drab” er en lille, men glødende bog. Den dirrer af vrede over det, der er sket i Gaza siden Hamas’ angreb i oktober 2023. Også af vreden over selve angrebet: ”Da Hamaskrigerne tidligt lørdag morgen den 7. oktober 2023 brød gennem hegnet til de israelske kibbutzer og landsbyer og åbnede helvedes port med massakrer og kidnapninger og sanseløs terror mod de forsvarsløse israelske beboere, underskrev den islamisk-palæstinensiske oprørsbevægelse Gazas dødsdom og banede vejen for Israels massedrab på palæstinenserne” (p.11). Men Israels modsvar var frygteligt og ikke proportionelt. I femten korte kapitler beskriver Hansen, hvordan Israels officielle militære mål om at udrydde Hamas, i virkeligheden afspejler den zionistiske plan om at overtage så meget af Palæstinas jord og areal med så få palæstinensiske beboere på som muligt.

Israel har brugt alle krigens midler i Gaza – belejring, beskydning, ødelæggelse af hjem og infrastruktur i form af veje, vand, el mm, uddannelsesinstitutioner og sundhedssystem. Alt sammen med Vestens aktive hjælp i form af våben eller passive hjælp i form af politisk tavshed og accept. I kapitlet ”Våben” redegør han fx for, hvor mange tons bomber, der er kastet over Gaza, nemlig 70.000 tons alene indenfor de første otte måneder – det er flere, end de allierede kastede over Dresden, Hamborg og London tilsammen under hele 2. verdenskrig. Han redegør for, hvilke typer våben, der bruges, for omkostninger og leverandører. I kapitlet ”Sult” fortæller han, hvordan sult bruges som våben, når Israel blokerer for levering af nødhjælp. Han skriver om de døde og forældreløse børn; om de ødelagte gravpladser; om sorg og sult og om islams rolle.

Et af de sidste kapitler handler om den kulturarv, der er blevet destrueret og som ikke kan erstattes. Kirkelige bygninger er ødelagte, som fx Sankt Porphyrios-kirkens menighedshus, hvor 17 kristne mistede livet den 19. oktober 2023. Selve kirken, som er grundlagt i år 425 og menes at være den 3. ældste kirke i verden, blev stående. Museer og arkæologiske strukturer er bombet i stykker. Mange moskeer er ødelagt eller beskadiget. En 2000 år gammel romersk gravplads, fundet for nylig, er næsten udslettet. Vi hører ikke så meget om ødelæggelse af kulturarv i Gaza. Men jeg husker, hvor oprørte vi med rette var, da Taliban i 2001 ødelagde to gigantiske Buddha-figurer i Bamiyan-provinsen nord for Kabul. I Gaza har israelerne bombet den historiske havn Anthedon Havn, som er på UNESCO’s liste over verdensarv. Hvor er oprøret over det?

I Carlo Hansens indignerede bog bliver det tydeligt, at drabet på Gaza både er et drab på Gazas fortid, nutid og fremtid.  At nutidens Gaza er ødelagt, kan enhver se af TV-billederne. At fremtiden i høj grad er skrøbelig for Gaza og stribens indbyggere er alt for tydelig. At Israel også forsøger at slette Gaza og palæstinenserne fra historien, skal man se bedre efter for at opdage, men det er ikke et nyt tiltag, men er pågået i mange årtier både på Vestbredden, i Østjerusalem og i Gaza. Carlo Hansen afslutter sin bog med et citat af den palæstinensiske journalist Bisan Owda: ”Vi har ikke noget tilbage. Fremtiden er ukendt, nutiden er ødelagt, og vores fortid er ikke længere vores fortid” (p. 154). Jeg tror, at Hansen vil være enig med Didier Fassin, der skriver i Information, at vi i Vesten har svigtet vores egne moralske standarder. Det er slemt, men det er palæstinenserne, der skal tåle konsekvensen af vores svigt. Carlo Hansen skal have tak for at gøre det samme som Didier Fassin, nemlig at sætte et tegn og dokumentere et omfattende drab og et svigt i håbet om, at vi ikke glemmer det.

Der er ikke meget håb at finde i Carlo Hansens bog. Og som en gammel Palæstina-kender har sagt, så svinger man mellem pessimisme og ubehersket pessimisme, når det gælder palæstinensernes situation og fremtid. Deres modstandsvilje og livskraft har jeg dog aldrig være i tvivl om efter mange besøg. Et glimt af den så jeg på det foto, verden kunne se på de sociale medier den dag, ramadanen begyndte i år, og som viste et langt bord, opstillet midt i ruinerne af det, der engang var et boligkvarter i Gaza. Her havde palæstinenserne dækket op til den første iftar, den første fastebrydelse efter solnedgang på ramadanens første dag.  Tænk, at have overskud til det.

Carlo Hansen: Gaza - portræt af et drab.
Forlaget Voldgade, 2025.
Hent en gratis pdf-version af bogen her.