11 palæstinensiske familier gøres hjemløse

Foto: Fra landsbyen Khirbet Humsa, November 2020. Credit: Meged Gozani

Tirsdag den 3. november blev yderligere 11 palæstinensiske familier - 74 personer, hvoraf 41 børn – hjemløse i Jordandalen.

Forkortet og bearbejdet artikel af Amira Hass i Ha’aretz 10. november 2020

Familierne I Khirbet Humsa i Jordandalen fik 10 minutter til at fjerne deres ejendele fra deres telte da militære jeeps med ansatte fra den israelske administration dirigerede bulldozere til at jævne alle bebyggelserne med jorden. Familierne skyndte sig at pakke deres mad og nogle af deres ejendele ind i presenninger for at beskytte det mod regnen. Indenfor en halv time var alt jævnet med jorden, og det, de ikke nåede at fjerne, blev begravet under ruinerne. Nyfødte lam blev læsset på bøndernes ramponerede bil. Det hele blev konfiskeret. Især børnene er endnu dybt traumatiseret af det, de var vidner til.

I tal af hjemløse er dette den mest omfattende nedrivelsesoperation civiladministrationen har udført siden 2010. Og siden 2016 er der ikke ødelagt så mange strukturer: 11 telte og hytter, 29 telte og stalde til får (omkring 1000), transportable toiletter, 2 solpaneler, 23 vandtanke. Vand og foder til dyrene gik tabt. Fårene, der er bøndernes levebrød, blev drevet ud i de omliggende bakker, hvor de fødte deres lam uden nogen form for beskyttelse.

Israel har erklæret området for militært øvelsesområde som forklaring på ødelæggelserne.

Efter ødelæggelserne havde fundet sted, kom en større EU delegation til stedet tre dage senere. Udenrigsministerierne i Belgien, Storbritannien, Irland og Luxembourg udstedte fordømmelser af ødelæggelserne og udtalte, at det er brud på international lov.

Del dette: