Det er svært at forestille sig, at der kan komme noget godt ud af et politisk projekt, der er udtænkt af Israels status quo vagthund, premierminister Benjamin Netanyahu, den unilaterale amerikanske præsident Donald Trump og nogle hensynsløse ledere fra de arabiske Golf stater. Og dog er det seneste mellemøstlige “fredsprodukt” fra Tel Aviv, Washington og Golfen blevet relativt gunstigt modtaget af vestlige medier.
Det drejer sig om de såkaldte Abraham-aftaler, de nyeste “normaliseringsaftaler” mellem Israel og De Forenende Arabiske Emirater, Bahrain, Sudan og Marokko. Disse aftaler har fået en smart indpakning, så de harmonerer med den offentlige opinion. De markedsføres som initiativer, der skaber fred og forsoning (imellem religiøse grupperinger) og som et rimeligt forsvar mod en fælles “krigerisk” modstander, nemlig Iran.
Hvor vestlige medier for det mest er kritiske overfor præsident Trump, har de været blide overfor præsidenten, når det drejer sig om hans politik overfor Israel. Og Abraham-aftalerne har fået usædvanlig opbakning fra amerikanske kommentatorer; “fredsindpakningen” har været effektiv. For eksempel skriver Marc A. Thiessen 1. januar i Washington Post om De 10 bedste ting, Trump udrettede i 2020. Klummeskriveren hævder, at Trump “forandrede Mellemøsten” med Abraham-aftalerne: Den amerikanske præsident “forhandlede” fire fredsaftaler på plads mellem Israel og araberne. En sådan “Nobelprisværdig” handling viser, at der kan skabes en “separat fred uden palæstinenserne”. Thiessens partiskhed bliver åbenbar, når man ser på de øvrige af hans 10 “bedste ting”; det mest imponerende resultat er “forbedrede levevilkår for flertallet af amerikanere”. Ligesom resten af analytikerne, der finder tegn på “håb” i disse aftaler, forklarer Thiessen ikke, hvordan Israel fremmer freden i regionen. Er det ved at se bort fra den nøgterne kendsgerning, at den palæstinensiske befolkning under Israels kontrol – de, der lever mellem Jordanfloden og Middelhavet – allerede overgår den jødisk-israelske befolkning i antal? Vil apartheid blive ignoreret for evigt? Hvordan opnås fred ved konstant at udvide bosættelser, promovere dobbeltstandarder og bryde med veletablerede internationale aftaler om krig og regeringsførelse?
Man må spørge sig selv, hvor abrahamitiske (økumeniske) disse aftaler er. Det bibelske navn Abraham bruges normalt til at fremhæve fællesnævnere mellem de tre monoteistiske religioner, der har rødder i Mellemøsten: jødedom, kristendom og islam. Aftaler, der forbinder det stærke Israel med fire utrygge sunni-arabiske lande, angiveligt for at imødegå den shiitisk-islamiske Iranske Republik, harmonerer ikke med den gammeltestamentlige patriarks ånd. En moderne Abraham handler om økumeni, ikke om politiske aftaler.
Og hvor “normale” er disse normaliseringshandlinger? Abraham-aftalerne repræsenterer ikke ægte skridt til forsoning mellem arabere og jøder, som dets skabere vil give indtryk af. Der er absolut ingen heling i at fremme regional spænding, sådan som disse aftaler gør. Siden fremkomsten af disse aftaler har internationale iagttagere holdt øje med om Trump og/eller Netanyahu vil iværksætte et luftangreb på Irans nukleare anlæg. Washington og Tel Aviv provokerer i stigende grad Teheran til at gå til modangreb, muligvis for at iscenesætte et fælles modangreb på den islamiske stat. Hold øje med de daglige nyheder i de kommende uger, hvor Trump og Netanyahu ser sig om efter måder at bevare legitimitet, magt og indflydelse.
Hver af de fem stater, som er omfattet af Abraham-aftalerne, har sine egne særlige grunde til at ønske normalisering. Israel afleder verdens opmærksomhed fra dets besættelse ved at indgå “fredsaftaler” med “moderate arabere” dvs. ikke-palæstinensiske sunnier. Bahrain søger ly for Iran og fra voksende indre problemer; i Manama regerer et sunni-kongedømme over et shiitisk flertal i befolkningen. Marokko normaliserer med Israel delvis for at få Trumps anerkendelse af deres påståede suverænitet over Vestsahara. Washington belønner Sudan for normaliseringen ved at slette dem fra listen over terroriststater. Og Washington belønner De Forenede Arabiske Emirater ved at sælge tunge, dødbringende våben, som de skrøbelige Emirater har brugt skødesløst i den katastrofale krig i Yemen.
Summa summarum: Aftalerne mellem Israel og UAE, Bahrain, Sudan og Marokko normaliserer uretfærdighed.
Det Arabiske Forår skabte baggrunden for Abraham-aftalerne. Aftalerne ligner desperate træk fra højst usikre regimer i den Arabiske Golf, der søger beskyttelse fra en magtfuld, kolonialistisk stat. Og Israel, der ironisk nok fremstår som agenten for tryghed og tilflugt, legitimerer sin besættelse ved – sammen med sunni-arabiske stater – at mobiliserer imod det shiitiske Iran
Drømmer Marc A. Thiessen om en Nobelpris for Abraham-aftalerne?
Ghassan Rubeiz
Blogger, skribent ved The Arab Daily News online. Dr. Ghassan Rubeiz er libanesisk-amerikaner, journalist og kommentator på emner som udvikling, fred og retfærdighed. Han er tidligere Mellemøstensekretær i Kirkernes Verdensråd.
Har bl.a. udgivet: Justice and the Intifada: Palestinians and Israelis Speak about Peace, Friendship Press, 1991; Unified in Hope: Arabs and Jews Talk about Peace, WCC Publications, 1987.