Yuli Novak, 12. februar 2022
Oversat af Uffe Gjerding.
Efter årelang undersøgelse af hvordan et sådanne regimes rationelle handlinger påvirker ens sjæl og tænkemåde er jeg sikker på, at det ikke er muligt at begribe hvad apartheid betyder uden at tage dets essentielle bestanddele i betragtning: Frygt og blindhed. Disse bestanddele er så grundlæggende for dette regime at når man lever i dets skygge er enhver tanke, ide eller samtale præget af dem. Apartheid som en type regime, som et rationale der driver et statsapparat er en sofistikeret fælde, der griber alle dets borgere, selv de der nyder godt af en indbygget fordel. Apartheid regimet i Sydafrika blev skabt af hvide afrikanere på baggrund af en national fortælling om udslettelse og heltemod. I deres narrativ prøvede briterne brutalt men uden held at udrydde dem. Briterne byggede i virkeligheden i begyndelsen af det 20. århundrede historiens første koncentrationslejre, hvor Boer-familier, som afrikanerne blev kaldt inden deres nationale identitet blev udformet, blev overladt til at dø af sult eller af sygdom. Dannelsen af apartheid regimet i Sydafrika var for afrikanerne en fortsættelse af deres ret til selvbestemmelse og en national uafhængig eksistens i deres hjemland. Ikke mindre vigtigt var at apartheid var det politiske svar på det "demografiske problem". I 1952 forklarede en afrikaner journalist baggrunden for etableringen af et regime der omfavnede rumslig og juridisk adskillelse. "Ligesom jøderne i Palæstina og muslimerne i Pakistan kæmpede afrikanerne ikke for befrielse fra britisk overherredømme for blot at opleve, at de blev regeret af et andet flertal. "
Det sydafrikanske regimes planer for at dele pladsen at oprette bantustaner der med tiden skulle blive autonome såvel som at fremme en politik om "separat udvikling" for de forskellige etniske grupper gav plads til at liberale kunne leve fredeligt med tanken om "apartheid" eller adskillelse. De betragtede ikke sig selv som racister og betragtede ikke apartheid som noget ondt eller antidemokratisk. For mange af dem var Sydafrika med dets apartheidregime det eneste demokrati i Afrika, en model på en velordnet stat med en hurtigtvoksende økonomi og den stærkeste hær på kontinentet, hvor alle 18-årige stolt aftjente værnepligt for at kæmpe retfærdige og nødvendige krige med de omliggende lande. De havde meget at være stolte af og end mere at være bange for. Når hvide i Sydafrika iagttog post-koloniale processer i andre afrikanske lande var de skrækslagne. De var overbeviste om, at hvis det sorte flertal fik magten i Sydafrika ville dette signalere deres eget endelige. Apartheid var deres måde at bevare et hvidt flertal på ved at dele pladsen. Frygt var limen der holdt sammen på det sydafrikanske regime. Under apartheid drev frygten en kæde af begrundelser der førte til ubevidst uvidenhed. Det var frygt der klassificere enhver ide der fraveg fra de grundlæggende præmisser som "ubegrundet". Har vi nævnt "fælde"?
I lys af en sådan sofistikation var det nødvendigt med en ny form for mod, en følelsesmæssig og ikke blot et intellektuel en, et mod formet af oprigtighed. Det er nødvendigt som et første skridt at se denne frygt lige i øjnene og ikke blot at reagere ud fra en frygtposition. Når jeg vover at spørge mig selv hvad der er så frygtindgydende ved at tænke om os selv, om Israel, som en apartheid stat, kan jeg identificere mig selv med forskellige former for sammenblandede ængsteligheder.
Et sammenstød af identiteter er det den grundlæggende og primært frygt. Jeg blev født til at være en zionistisk israeler. Hvad betyder det at se i øjnene at Israels regime, som jeg voksede op i og blev uddannet i, og som altid forsynede mig med sikkerhed, optræder som det gør? Hvad siger det om de fem år jeg tjente i hæren under et regime der ikke har nogen legitimitet? Hvad siger det om vores "højesteret"? Hvad siger det om skolesystemet under hvilket jeg studerede? Det gik gradvist op for mig, at næsten alt hvad jeg havde udrettet i mit liv var indlagret i den gift, der var forbundet med regimet. Det var i sandhed frygtindgydende!
Og fra identitet bevæger vi os til omkostninger: Det omfatter omkostninger allerede betalt for at holde denne fortælling intakt og tabene og ofrene, vores, tidligere generationers, og de der endnu skal komme. For hvis vi indrømmer for os selv, at Israels regime i sandhed er et apartheid regime, så har folk der er viet til demokratiske værdier to valgmuligheder. Enten må de arbejde for udskiftning af regimet alt imens man ser bort fra de fordele dette regime indebærer for en, eller de må anerkende, at de er del af et uretfærdigt og ondt system og alligevel vælger at leve på denne måde. Begge muligheder er frygtindgydende. Men for mig er den ene af dem langt mere frygtindgydende.
Frygten er der. Den forsvinder ikke. Men bør den have lov til at nære blindheden? Hvad hvis denne frygt ikke beskytter os, men kun indfanger os i en fælde der ikke tillader os a forestille os en anden politisk realitet? For eksempel en realitet hvor et skift af regime ikke fører til nationalt nederlag? Eller en realitet hvor vi fortsætter med at leve her, mellem Jordan floden og havet, i et demokrati hvor der ikke tildeles jøderne særlige fordele. Eller for mænd. Eller for hvide mennesker. Med andre ord: Et slags regime der ligger ud over grænserne for en politisk forestilling dikteret af apartheid.