Bent A. Koch deltog aktivt i modstandsorganisationen Holger Danske i 1944, herefter fra 1945 journalist ved Morgenbladet. I blev i 1948 knyttet til Kristeligt Dagblad, i 1959 chefredaktør og fra 1961 tillige administrerende direktør. Fra 1971 til 1982 chefredaktør og direktør for Ritzaus Bureau, fra 1982 til 1995 chefredaktør og adm. direktør for Fyens Stiftstidende.
”Det må være noget i retning af 3.000 ledere, jeg har skrevet, siden Edv. Petersen på Kristeligt Dagblad for 50 år siden første gang på bladets vegne bad mig kommentere en aktuel situation. Men ingen af disse har vakt som megen opstandelse som en ikke specielt velskrevet navngiven kommentar, der engang i 1967 stod at læse i Kristeligt Dagblad.
Den handlede om Israel-Palæstina-konflikten og kunne lige så godt have stået på den ledende artikels plads. Jeg husker ikke længere den nøjagtige begrundelse for, at den ikke gjorde det. Måske har der ikke været plads, måske har jeg ment, at bladet hæftede mindre for dens indhold, hvis jeg stod som forfatteren. Hvis det var begrundelsen - og det var det nok - var det lidt naivt. Om en ansvarhavende redaktør skriver under navn eller ikke i sin egen avis, er principielt underordnet. Han hæfter under alle omstændigheder for indholdet.
Indholdet var set med datidens øjne kontroversielt. I dag ville artiklen ikke have vakt opsigt, slet ikke. Men dengang var det i høj grad tilfældet. Det var lige efter Seksdageskrigen i juni 1967 - og for at forstå det ramaskrig, artiklen vakte, må man erindre sig, at opinionen i Danmark dengang var ekstremt pro-israelsk. Alle aviser, med undtagelse af det kommunistiske Land og Folk var på Israels side, herunder Politiken med chefredaktør Herbert Pundik - som er af jødisk herkomst - i spidsen. Men at også Berlingske Tidende, der med Franz V. Jessen som pennefører havde advaret imod staten Israels dannelse, var det, kunne nok overraske. Forklaringen hed Henning Fonsmark, der på det tidspunkt sad i chefredaktionen, og på hvis væg der angiveligt hang et skilt med inskriptionen: Glem aldrig Israels sag. Det gjorde han heller ikke.
Aktuelt sang med i koret, fordi socialdemokraterne dengang betragtede Israel som et politisk helligt land. Specielt drog Niels Matthiasen, kulturministeren, og Viggo Kampmann ved enhver given lejlighed en lanse for Israels sag, præcis som hele den socialdemokratiske arbejderbevægelse i alle lande gjorde det. Det var i de år, at Socialistisk Internationale med Bruno Kreisky, Østrigs mangeårige socialdemokratiske leder, spillede en betydelig rolle.
Hvad stod der da i artiklen? Ikke andet, end at man i Danmark skulle huske, at også denne strid havde to parter, og at alt ikke var sort eller hvidt. I underrubrikken blev der spurgt: »Hvorfor søger ingen i dagens debat at forklare de arabiske synspunkter?«, og essensen var, at »den orientering, som dansk offentlighed igennem mange år har fået om Mellemøsten, holder med få undtagelser langt fra de saglighedens og objektivitetens mål, som ellers kendetegner dansk presse«. Endelig hed det under et portræt af præsident Nasser, at han var »andet og mere end en diktator og fredsbryder«.
I dag forekommer det uforståeligt, at så beskedne pip kunne fremkalde så stor opmærksomhed. Som så mange andre havde jeg levende fulgt med i udviklingen i Mellemøsten og flere gange været i Israel, dels på redaktørrejser, dels som turist. Ved disse besøg havde jeg fattet interesse for palæstinenserne og hæftet mig ved, at de fleste danske, der arbejdede i området, rejste derned begejstret for Israel, men vendte hjem fulde af sympati for palæstinenserne.
Men det var nok mest mit bekendtskab med professor Svend Holm-Nielsen og cand.theol. Christian Christiansen, der for alvor havde fået mig til at interessere mig for palæstinenserne. Holm-Nielsen, som jeg kendte fra hans tid som præst ved Jægersborg Kirke, var søn af den højt respekterede Østerlandsmissionær, Alfred Nielsen, der livet igennem virkede i Syrien. Her var Holm-Nielsen delvis vokset op, så han talte arabisk, og som gammeltestamentlig forsker med Davids salmer som speciale havde han ofte opholdt sig i Israel. Han havde tidligt talt palæstinensernes sag.
Det samme havde Christian Christiansen. Han var som ung under krigen krigsfangesekretær i Tyskland og blev efter krigen selv krigsfange i Rusland. Siden helligede han det meste af sit liv til et arbejde for og iblandt flygtninge, bl.a. som leder af Det Lutherske Verdensforbunds arbejde blandt arabiske flygtninge i Syrien og Mellemøsten. Han ledede siden et kontor i Danida og sluttede med at arbejde for Folkekirkens Nødhjælp i Mellemøsten og Swaziland. Uden at være fanatisk var han også en varm fortaler for palæstinensernes sag.
Jeg havde således to gode manuduktører, da jeg i 1967 rykkede i felten. Det var også nødvendigt, for artiklen gav meget større ekko og kaldte langt flere på gaden, end jeg havde troet. Det gjaldt blandt Kristeligt Dagblads læsere, hvoraf nogle mente, det ligefrem var ukristeligt ikke at støtte jøderne 100 pct. Især var kredsen omkring foreningen Ordet og Israel oprevet. Den består af kristne fundamentalister, der mente, at Skriften gik i opfyldelse med staten Israels oprettelse.
Da Ritzaus Bureau kort efter citerede store uddrag af artiklen, fandt den vej videre ud. Ikke mindst formiddagsbladene dyrkede den. Dagen efter var der et officielt arrangement på Københavns Rådhus i forbindelse med et statsbesøg, og en masse repræsentanter for det officielle Danmark, heriblandt mange politikere, var udkommanderet. Artiklen var det almindelige samtaleemne, og blandt dem, der kommenterede den, var statsminister Jens Otto Krag. Det var tydeligt, at indholdet passede ham godt, fordi Danmark officielt var neutral i konflikten, men alle beretninger, de arabiske ambassader sendte hjem, fortalte om, at den danske opinion var stærkt pro-israelsk. Nu lød omsider en anden røst.
Om ikke før, så nu var jeg med artiklen placeret. For nogle ikke blot som palæstinenserven, men også som antizionist, ja antisemit! I betragtning af min indsats, så beskeden den var, i oktober 1943, var det grove løjer at lægge ører til anonyme stemmer i telefonen, der slyngede påstanden ud. Gang på gang måtte jeg forklare, at man godt kan kritisere staten Israel og dens politik uden at være antisemit.
Kristeligt Dagblad mistede mange abonnenter på grund af mine synspunkter i sagen. Og i bestyrelsen mumlede nogle lidt, men heller ikke mere.
De følgende år forfægtede jeg naturligvis samme synspunkter som i artiklen, men nu på lederpladsen, i foredrag og diskussioner. jeg opfordrede også Holm-Nielsen til at skrive en bog, hvor han kort og klart gav udtryk for sine - og dermed mine - synspunkter. Den kom i 1968 på Kristeligt Dagblads Forlag og hed Israel i den arabiske verden.
Derudover var det lidt af et problem ikke at blive omklamret af de arabiske diplomater. Specielt som Ritzauchef blev jeg inviteret til næsten alle ambassader, og jeg kom naturligvis også i de arabiske, men aldrig i Libyens. Da jeg flere gange i lighed med andre journalister og redaktører havde været på officielle informationsrejser i Israel, men aldrig besøgt den arabiske verden, accepterede jeg i midten af 70'erne en invitation fra en række arabiske nyhedsbureauer til at besøge Ægypten, Algeriet, Marokko og Saudi-Arabien. Det var nyttigt, om end samtaler med de danske ambassadører rundt om i landene gav større udbytte end møder med officielle repræsentanter.
Jeg fik på ny bekræftet, at Danmark råder over en højt kvalificeret udenrigstjeneste, til hvis mange fortjenester hører, at danske ambassader rummer guldgruber af viden, som gerne deles med seriøse pressefolk. De nyhedsbureauer, vi besøgte og de pressefolk, vi fik lejlighed til at møde, var elskværdige, men deres opfattelse af situationen temmelig stereotyp. De tilhørte et regime, og fortalte, hvad de havde fået besked på. At der først bliver ro i området den dag, palæstinenserne får deres stat, stod dog allerede dengang lysende klart.
Rejsens største udbytte var den indføring, den gav, i arabisk tankegang, som unægtelig er meget forskellig fra vestlig. Mest overraskende var besøget i Saudi-Arabien med de store rigdomme og den høje tekniske standard, der fx prægede hospitalernes udstyr, men hvor en kvinde ikke kan gå gaden utilsløret, ikke må køre bil - i hvert ikke dengang - og hvor et møde på nyhedsbureauet blev afbrudt, fordi alle gik til bøn. Pludselig så jeg flere hundrede journalister ligge med en vis legemsdel i vejret, hengivende sig til bøn. Jeg stirrede vantro og betaget, vel vidende, at et sådant syn ville jeg aldrig opleve i et dansk bladhus.
En kvindelig tv-journalist var attacheret os. Hun var gift med en fremtrædende officer, og til deres hjem blev vi indbudt til et selskab. Hele dagen havde hun gået tilsløret, og stor var derfor vores overraskelse, da hun modtog os i kort kjole, sorte strømper og med makeup. De øvrige kvinder i selskabet var også tro kopier af vestlig overklasseelegance. Under hele opholdet havde vi drukket frugtsaft til måltider, men nu flød whisky og gin i stride strømme, og til overmål hang et stort larmende tv på væggen. Og her var det ikke minareter, der kaldte til bøn, men det amerikanske Lucy Show, der gik over skærmen. Selskabet fortalte, at når man rigtig skulle more sig i Riyadh tog man natflyet til Beirut - Mellemøstens Paris - men netop nu var det desværre umuligt på grund af krigshandlinger, der havde lukket lufthavnen.
I Damaskus var en ung, venlig universitetslærer udpeget som ledsager. På bagsædet af en bil på vej til et institutionsbesøg bad han om et interview med mig til et blad, han var knyttet til, hvad han naturligvis fik. I interviewet blev jeg naturligvis afæsket mit syn på Israel, og jeg svarede, at det kunne diskuteres, om det var rigtigt at give jøderne en stat i det Palæstina, som palæstinenserne betragtede som deres land. Herefter føjede jeg en standardbemærkning, hvilket er grunden til, at jeg kan huske den. »Men når nu staten Israel er oprettet, må de arabiske stater anerkende den, lige som Israel må anerkende et frit Palæstina«.
Så var der igen ballade. Jeg burde have forudset, at der i avisen kun kom til at stå, at det var tvivlsomt, om FN burde have givet jøderne deres egen stat. Nogen tid efter at jeg var kommet tilbage til København, lå der på mit skrivebord hos Ritzau et brev fra Herbert Pundik. Han fandt det betænkeligt, at Ritzau - dette af alle danske dagblade i fællesskab ejede nyhedsbureau - havde en chef, der ikke anerkendte Israel. I betragtning af, at Politiken var en af Ritzaus betydende ejere var jeg påvirket heraf. Jeg svarede, og der kom ikke mere ud af sagen, men mange år senere var Pundik ilde berørt over, at jeg i en artikel i Kristeligt Dagblad havde talt om »Israels drevne politikere«.
Jeg nævner denne kontrovers, som aldrig spolerede vort venskabelige forhold, fordi det siger lidt om, hvor følelsesladet Israel-Palæstinakonflikten også dengang var. Men måske også for at få lejlighed til at sige, at Pundik, som jeg beundrer både som menneske og journalist, efter mit skøn de sidste mange år har stået for den mest informative og sobre vurdering af konflikten, der har været at læse i dansk presse. At jeg så synes, det er ham, der har flyttet sig, og ikke mig, er naturligvis en anden sag.
Også med mange andre fremtrædende Israelvenner krydsede jeg i de år klinger, således professor Isi Foighel og overrabbiner Marcus Melchior. Melchior sagde, jeg var døv for argumenter, jeg svarede, at hvis jeg var døv, var han enøjet. Men til personlige modsætningsforhold kom det aldrig. Jeg har gemt et brev med hans lille sirlige skrift, som han sendte mig, da jeg med dedikation havde sendt ham Holm-Nielsens bog. Han takkede i udsøgte vendinger og medgav, at »den var mindre arg, end jeg havde ventet”.