Gideon Levy, 16. Juli 2022
Oversat af Uffe Gjerding
Dette håb trak vejret for sidste gang på Augusta Victoria. I sin tale mindedes Biden udførligt hans og familiens tid på hospitalet; han huskede intensivafdelingen. Han lærte her, at en flad linje på skærmen betød død. Omkring en time senere, i Betlehem, fladede skærmen ud. Vejen palæstinenserne begav sig ind på for 50 år siden har nået sin afslutning. De er nået til en blindgyde.
I begyndelsen af 70-erne opstod der en ny stjerne på den politiske himmel: kardiologen Issam Sartawi, en flygtning fra Akko, student i Irak og i eksil i Paris og arkitekt til flykapringerne. Han undergik en fuldstændig forvandling. Han blev palæstinensernes spydspids til vestens hjerte; indtil da havde de måtte stole på de ikke-allierede lande. Sartawi førte palæstinenserne til Bonn, Wien, Paris og Stockholm i stedet for Moskva, Jakarta, Delhi og Kuala Lumpur.
Dette blev set som et fremragende valg. Sartawi begyndte at mødes med repræsentanter for den israelske venstrefløj. Yasser Arafat sluttede sig entusiastisk til den vej han havde anvist. Det syntes mere lovende end at vinde støtte fra Karachi.
Halvtreds år senere er dette spor endt i en blindgyde med palæstinenserne liggende blødende på jorden. En amerikansk præsident tildeler dem kun nogle få timer på et besøg, hvor begreberne at gøre det mindst mulige får ny mening. Så tiden er kommet til at vågne op fra drømmen om, at Europa og Amerika nogensinde vil gøre noget for palæstinenserne der ikke passer deres uangribeligt afholdte Israel.
Det er en præsident, der ikke engang kærer sig om at udtale Shireen Abu Aklehs navn rigtigt, journalisten, der med al sandsynlighed blev dræbt af Israel og er blevet et nationalt og internationalt symbol. Jamal Khashoggi ved han, hvordan skal udtales. Palæstinenserne har ikke mere, de kan vente sig fra den kant. Da Biden citerede fra et digt, der udsiger hvordan ”håb og historie rimer” og smed USD 100 millioner på bordet til Augusta Victoria blev det klart, at USA er tabt.
Med en amerikansk præsident, der lover en to-stats løsning, men ”ikke i den nærmeste fremtid” er man nået til historiens afslutning. Man får lyst til at spørge Biden: ”Hvad vil der ske ’ikke i den nærmeste fremtid’ som vil tilvejebringe denne løsning? Vil Israel træffe beslutning på egen hånd? Vil bosætterne vende tilbage af egen drift? Når der er én million af dem og ikke blot 700.000 vil det så tilfredsstille dem?
Vil Amerika nogensinde tænke anderledes? Hvorfor skulle det ske? Med lovgivning imod BDS og de nye forvrængede definitioner af antisemitisme er USA og Europa tabt for så vidt palæstinenserne angår. Kampen er afgjort, Israel har slået dem alle sammen, og deres skæbne bliver måske den samme som den indfødte befolkning USA.
Det er tilstrækkeligt at se på billedet af mødet i Betlehem: Tolv dystre palæstinensiske mænd med slips omkring de to ledere i et gruppefoto af fortvivlelse. Det er nok at mindes Bidens ord i 1986 til daværende udenrigsminister George Shultz: ”Jeg hader at høre om en administration, der nægter at handle i forhold til et vigtigt moralsk anliggende… jeg skammer mig, at dette land fremsætter en politik, der siger intet, intet.”
Biden henviste til USAs politik i forhold til det tidligere apartheid land, Sydafrika. Forbløffende tilsvarende bemærkninger kan nu rettes mod Biden på baggrund af hans tilgang til det andet apartheid land. Men der er ikke nogen Biden, der kan kyle dem.