Den ene var på vandretur. Den anden var bare en dreng. Begge blev dræbt af israelske soldater.

Der er et billede af et hjerte gennemboret af en pil på Amar Abu Afifas værelse på loftet; og endnu et hjerte gennemboret af en pil i mindehjørnet i Mohammed Salahs forældres stue. Ved siden af den første pil står bogstavet ”A” indskrevet, det første bogstav i Amars navn, men der er ikke noget bogstav ved den anden ende af pilen. Hans venner siger, at han i de seneste uger endog havde nævnt én han måske gerne ville giftes med. Der er heller ingen navne ved siden af pilen i det andet hus: Mohammed var blot en dreng.

Amar og Mohammed havde aldrig mødtes og vil aldrig mødes. Den ene af dem var en ludfattig student fra en flygtningelejr; den anden søn af en metalarbejder i en nærliggende by. Kun få kilometer adskilte deres hjem, det ene i Al-Aroub flygtningelejren det andet i byen Al-Khader nær Betlehem. 19-årige Amar var på vandretur i naturen med en ven. 13-årige Mohammed havde tilsyneladende til hensigt at kaste en Molotov cocktail på en 20-meter høj mur – en modstandshandling der i Ukraine ville være blevet betragtet som heroisk og rosværdig. Kun en uge adskilte de to drab, som var omtrent lige kriminelle, og efterlod to knuste familier ramt af sorg.

Tirsdag d. 1. marts begav Amar Abu Afifa, en regnskabsstuderende på en afdeling af Kadoorie College i sin flygtningelejr, sig afsted med sin ven Mohammed på en vandretur mellem den palæstinensiske by Beit Fajjar og den israelske bosættelse Migdal Oz. Han vendte aldrig tilbage.

Den morgen stod Amar op kl 8.30 og gik med sin søster Asama til den læreanstalt de begge læste på, i gåafstand fra deres hjem i lejrens centrum. De vendte tilbage kl. 12.30, og spiste frokost, som deres mor, Samiha på 47, havde tilberedt. Hun skildrer nu begivenhedsforløbet af sin søns sidste timer alt imens hendes mand, Shafiq på 50, sidder krøbet sammen fortabt i egne tanker. Parret har 7 børn inklusiv Amar.

Første marts var forårssemesterets første dag; Abu Afifa vendte glad og munter hjem. Han fortalte sin mor, at han hade været glad for at møde sine lærere og medstuderende og lovede, at han i det nye semester ville få bedre karakterer end i det første. Han havde sagt, at han ville studere medicin, men hans forældre har ikke midler til at kunne betale for det. Alligevel håbede han på at studere medicin efter at han var blevet regnskabsfører.

Efter en kort middagshvil gik han ind i huset ved siden af, hvor hans fætter, Ahmed Abu Afifa bor. Ahmed fortalte i denne uge, at Amar havde sagt til ham, at han næsten ikke kunne vente på at hans ældre bror Issa på 23 skulle blive gift, så banen blev åbnet for at han kunne forlove sig. Bagefter fortalte han forældrene, at han ville gå på vandretur med sin ven, Mohammed Abu Haniya på 18, der boede overfor.

Al-Aroub er en tæt befolket flygtningelejr. Fra cementvagttårnet ved hovedvejen, der overvåger den, kan man se alt; der er også en befæstet militærpost ved indgangen til lejren. Det eneste sted man kan slippe ud af de trange omgivelser og få lidt luft er mod sydøst i retning af lundene og de sidste tilbageværende lommer af natur imellem landsbyerne, bosættelserne og bosætter udstederne.

Næsten en uge efter at hans ven var blev dræbt var Abu Haniya i choktilstand og bange og havde nægtet at tale eller reagere på sit eget navn, men gav denne uge tilsagn om at fortælle os om sine sidste timer sammen med Abu Afifa og også tage os med til hændelsesstedet.

De to unge mænd havde taget en termokande med kaffe, éngangskopper, købt solsikkefrø i lejren og begivet sig på vej. Klokken var 15.30. Da de havde gået ca. to kilometer nåede de til en bakke, hvor der ligger en lund med fyrretræer; nedenfor ligger der en vingård og mandeltræer, nu i fuld hvid flor. Dette er stedet hvor familier fra flygtningelejren holder picnic – lejrens grønne lunge.

Abu Haniya standsede ved siden af en bunke sten da vi klatrede op af bakken med ham i denne uge. Dagen før han døde havde Abu Afifa stavet sit navn her med små sten; nu er det et minde over ham. De to venner stoppede også op her på hans dødsdag, fortsatte så opstigningen til toppen bag ved hvilken der står et israelsk militær kommunikationstårn sammen med et udkigspunkt bygget af bosættere til minde om Ari Fuld fra Efrat bosættelsen, som blev dræbt i et terroristangreb i 2018. Overfor ligger bosættelsen Migdal Oz, omhegnet som en militær barrak og ved siden af den en bosætter udpost med det poetiske navn Oz Vegaon (”mod og stolthed”)

Mens de stod der I skyggen af fyrretræerne trådte en israelsk soldat frem ud af det blå, råbte til dem på hebraisk, som de ikke forstod, og begyndte at skyde op i luften. Skræmte til døden løb de to for deres liv i retning af byen Beit Fajjar ved føden af højen. ”Det var instinktivt” siger Abu Haniya nu. Efter nogle meter så han, at hans kammerat var faldet sammen. Han råbte til ham: Er du såret? Abu Afifa sagde, det var han ikke. Mohammed var sikker på, at hans ven var snublet og faldet, men obduktionsrapporten fortalte en anden historie: Abu Afifa faldt fordi han var blevet skudt i benet. Han prøvede at rejse sig op, men så dukkede der fire soldater mere op. En af dem skød ham i baghovedet og han faldt død om.

Abu Haniya fortsatte med at løbe indtil han nåede en bilvask i udkanten af Beit Fajjar og bad om at få et lift, men de lokale var bange for at soldaterne ville jagte dem og også skyde på dem. Så Abu Haniya løb indtil han nåede flygtningelejren. Der traf han Abu Afifas fætter, Shadi, og fortalte ham, at Amar var blevet såret i benet. Mere vidste han ikke.

En militærlæge, Dr. Nofit Shmuel, medicinsk officer i 890th Paratroops Battalion havde erklæret Abu Afifa død på stedet hvor han blev skudt. ”Ploni Almoni (John Doe),” skrev hun i dødsattesten. ”Hovedlæsion fra levende ammunition. Udgangsskudsår over venstre øjenbryn, skudsår i venstre lår, meget blod omkring hovedet, udvidede pupiller.” Årsag: Ingen mistanke om selvmord, ingen mistanke om mord, ikke trafikuheld, ikke arbejdsuheld – dette et valgmulighederne i formularen. ”Andet uheld,” noterede lægen.

En militærkilde fortalte Haaretz journalist Hagar Shezaf uofficielt, at soldater fra 890th Battalion havde skudt Abu Hafifa da de forfulgte ham, efter at de havde set palæstinensere i nærheden af Ari Fuld udsigtspunktet. Ingen i hæren påstod at manden selv havde kastet med sten eller forsøgt at angribe civile eller soldater. Som ved næsten alle sådanne drabstilfælde begået af hæren vil også denne blive undersøgt af militærpolitiet.

Nogle få minutter efter at vi var klatret op til toppen af højen med Abu Haniya til drabsstedet kom en militærjeep farende imod os. Løjtnanten der steg ud spurgte os hvad vi lavede. Han sagde, at palæstinensere ikke havde lov til at være der. Hvorfor? ”Der er en fortid her i området hvor kameraer på tårnet (nogle snese meter væk) var blevet ødelagt,” forklarede løjtnanten. Måske var det årsagen til Abu Afifas død.

Kl. 3 om morgenen blev hans lig overført til hans familie ved en militær kontrolpost nær Migdal Oz. Hans soveværelse i familiehjemmet i Al-Aroub lejren forbliver forældreløst. Et rødt-og-sort tæppe dækker sengen, skinnende fitness vægte ligger på gulvet, skrivehæfterne og lærebøgerne fra Kadoorie College ligger i en skuffe. Amars mor, Samiha, viser os Nike skoene hun havde købt til sin søn og som han endnu ikke havde brugt; hans rugende far forblev indhyllet i tavshed. Den blå pil igennem hjertet er også forældreløs. Farvede noter er klistret til væggen over sengen – påmindere om eksamensdatoer.

En indrammet plakat i stuen i et hus få kilometer herfra bærer ordene (på engelsk) ”Ingen drab af børn”- del af et lille mindehjørne oprettet af Mohammed Salahs berøvede forældre, han som blev dræbt en uge tidligere af israelske soldater. De har oprettet et imponerende mindesmærke i deres hjem i Al-Khader: en samling af utallige fotografier af drengen, der endnu ikke var fyldt 14, som elskede at tage billeder, at danse og synge samt dokumentere alt muligt på TikTok. Hans far, Rizak 48 år, metalarbejder, og hans mor, Maryam, husmor, havde også syv børn indtil for to uger siden.

Mohammed Salah gik i 8. klasse og var i gang med at lære autolakering efter skole - som han tilsyneladende havde tænkt sig at forlade - i sin fætters værksted overfor sit hjem. Tirsdag d. 22. februar, nøjagtig en uge før Amar Abu Afifa blev dræbt, tog han hen til værkstedet for at arbejde i stedet for at gå i skole. Hans mor ringede midt på dagen og fik at vide, at alt stod vel til. Hun siger nu, at hun havde en følelse af forudanelse i sit hjerte den dag. Drengen kom hjem kl 18.15 den dag, tidligere end normalt. Hans mor var bekymret for om han havde skændtes med nogen på arbejdet, men han sagde til hende, at alt var vel. Han tog et bad og fortalte sine forældre, at han skulle være sammen med nogle venner. Hans forsigtige mor og far rådede ham til at holde sig på afstand af konfrontationer med soldater. ”Første skud - jeg er hjemme,” svarede han. ”Hamudi” kaldte de ham - et kælenavn.

Nogle få minutter før kl. 19 ringede en slægtning for at sige, at drengen var blevet såret. Rizaq susede i sin bil i retning af adskillelsesbarrieren, der indelukker Al Khader vestfra, til stedet hvor sammenstød med soldater finder sted. Ved foden af muren så han otte militærkøretøjer og to ambulancer. Han havde også en følelse af frygt. Han tiggede soldaterne om at få lov til at se sin søn men de jagede ham væk med sigtede geværer. ”Hvis du ikke fjerner dig herfra skyder jeg dig og så vil du ligge ved siden af din søn,” sagde en officer til ham. Implicit i ordene var kendsgerningen at hans søn var død.

“Jeg forstod, at hvis jeg blev der, ville vi have to katastrofer og ikke én,” siger han nu. Idet han vendte hjem så han en menneskemængde, der forsamledes ved hans hus, og han indså det hele. I mellemtiden bragte en slægtning hans chokerede mor den blodplettede jakke hendes søn havde haft på. ”Mit hjerte forlod min krop,” sagde den sortklædte Marjam til os i denne uge. Hun viste os sin søns røde jakke, med skudhul og blodpletter.

Familien fik først Mohammeds lig udleveret kl. 14 næste dag ved et checkpoint nær Beit Sahour, øst for Jerusalem. Den unge mand var blevet skudt i ryggen med én patron. Ifølge militæret havde soldater fået øje på tre mistænksomme personer, hvoraf en havde kastet en Molotov cocktail mod israelske køretøjer. ”Soldaterne skød mod en af de mistænkte da han var ved at kaste en Molotov cocktail og ramte ham,” stod der i militærets udtalelse. Ifølge en militærkilde trak de to personer der var sammen med Salah ham nogle hundrede meter efter at han var blevet skudt. Soldaterne forfulgte dem indtil de blev tvunget til at efterlade ham. Han blev senere erklæret død.

Vi kørte med de efterladte forældre til åstedet. Det var første gang de havde samlet mod til at besøge stedet hvor deres søn var død to uger tidligere. Ved siden af de sidste huse i Al-Khader er der en menneskeskabt jordrampe med en masse kampesten og med adskillelsesbarrieren allerøverst – hævet ca. 20 meter over stedet hvor Salah og hans to venner stod. Det er helt umuligt at han kunne have kastet en Molotov cocktail over barrieren på biler på vejen nedenfor fra det sted hvor han blev skuddræbt. De var tre drenge på omtrent samme alder og soldaterne lå på lur bag et af husene og ventede på dem. De skød drengen med levende ammunition uden at betænke sig.