Carolina Landsmann, Ha’aretz, 25. december 2021
Oversat af Uffe Gjerding.
I sidste uge fortalte han på hebraisk til journalisten Mohammad Magadli hvad andre palæstinensiske ledere længe har nægtet at erklære: ”Staten Israel blev født som en jødisk stat og spørgsmålet er hvordan vi integrere det arabiske samfund ind i den.”
Hans kommentarer fremprovokerede voldsom kritik bade fra arabiske politikere - i Enhedslisten og i sit eget parti, Den Forenede Arabiske Liste – og fra den palæstinensiske ledelse på Vestbredden og i Gaza. Men Abbas gav ikke efter. Han ønskede ikke at ”klargøre” eller at ”sætte tingene ind i kontekst”. Han gentog hvad han sagde på hebraisk og tidligere på arabisk (i et interview i Nazaret avisen og hjemmesiden Kul al-Arab). Som en sand leder.
I årevis er det i Israel og i udlandet blevet fastslået, at vejen til fred i Mellemøsten går igennem en løsning af den israelsk-palæstinensiske konflikt. Benjamin Netanyahu prøvede at ændre paradigmet: palæstinenserne kan forbigås og regional fred fremmes uden at løse den lokale konflikt. De arabiske israeleres status har været fastlåst for enden af den historiske linje imellem disse to paradigmer. Abbas har vendt dette paradigme på hovedet og sat de arabiske israelere på toppen af den palæstinensiske dagsorden.
Så Netanyahu i horisonten en eller anden form for palæstinensisk stat – ”autonomi plus” eller ”stat minus” – som han talte om i sin tale i 2009 om en to-stats løsning på Bar Ilan universitetet? Det betyder egentlig ikke noget eftersom hans mål var at forhindre etableringen af en palæstinensisk stat. Netanyahus far afslørede i et interview i Kanal2: ”Benjamin støtter ikke oprettelsen af en palæstinensisk stat med mindre det er under betingelser, som de aldrig vil acceptere. Jeg har hørt ham sige dette.”
Måske repræsenterer Abbas kun arabiske israelere og ikke engang dem alle. Alligevel er hans villighed til at acceptere moderen af alle krav – anerkendelse af Israel som en jødisk stat – af betydning, fordi den vil kunne afsløre israelerenes sande ansigt.
Generationer af israelere har talt om hvordan de søgte fred, men at palæstinenserne ikke vil have to stater, en jødisk og en palæstinensisk, men snarere en palæstinensisk stat side om side med en bi-national stat. Disse israelere hævder: ”De er ikke villige til at anerkende Israel som en jødisk stat.”
Hvad vil modstanderne af fred, de der støtter status quo eller et større Israel gøre nu? Abbas vil måske afsløre deres iboende modstand mod fred, som ikke afhænger af at palæstinenserne opfylder den ene eller den anden betingelse?
Abbas er af den overbevisning, at man må ændre sig for at skabe forandring og han forandrer sig og ændrer realiteten for vores øjne. Derfor har han positioneret sig som en relevant leder i Israel, mere end Ayman Odeh og Ahmad Tibi, og som et redskab for sand forandring, mere end den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas og Hamas lederen i Gaza, Yahya Sinwar.
Det er ikke nogen overraskelse at han nævnte sine livvagter i interviewet og talte om fare for sin person. Abbas er den farligste leder for modstandere af fred og forsoning, både i Israel og i Palæstina. Og vi ved alle hvordan fredselskende ledere i Mellemøsten gengældes.
Premierminister Naftali Bennett sagde i sin tale i FN i efteråret at hans regering som ”startede som et politisk uheld, kan nu vende sig til at blive et formål. Og det formål er enhed.” Denne udtalelse minder mig om Fidel Castro der citeres for at have sagt: ”Mennesker skaber ikke skæbnen. Skæbnen skaber dagens mand.”
Hvem ved om skæbnen ud af dette politiske miskmask, som sikkert var skabt af at Netanyahu slog historiens bremser i, har frembragt ikke blot en mand men to mænd der kan give svar på tidens krav.