Oversat og lettere forkortet af Uffe Gjerding
For et kvart århundrede siden deltog jeg i nogle store demonstrationer imod apartheid. Jeg forestillede mig ikke, at vi igen ville se så store demonstrationer. Men fremmødet sidste lørdag i Cape Town var lige så stort om ikke større. Blandt deltagerne var unge og gamle, muslimer, kristen, jøder, hinduer, buddhister, agnostikere, ateister, sorte, hvide, røde og grønne… som man kunne forvente fra en levende, tolerant og multikulturel nation.
Jeg bad mængden om at råbe i kor med mig: ”Vi er imod den uretfærdige illegale besættelse af Palæstina. Vi er imod de vilkårlige drab i Gaza. Vi er imod den umenneskelighed, der udvises mod palæstinensere ved checkpoints og vejblokader. Vi er imod vold udøvet af alle parter. Men vi er ikke imod jøderne.”
Tidligere i denne uge opfordrede jeg til suspendering af Israel fra International Union of Architects, som afholdt sit møde i Sydafrika. Jeg appellerede til israelske søstre og brødre på konferencen om, at de og deres profession aktivt tog afstand fra udformning og opførelsen af infrastruktur, der opretholdte uretfærdighed, herunder adskillelsesmuren, sikkerhedsterminalerne og checkpoints samt bosættelser bygget på palæstinensisk jord.
“Jeg beder jer inderligt om at tage dette budskab med hjem: Vend jer mod vold og had ved at slutte jer til den ikkevoldelige bevægelse for retfærdighed for alle mennesker i regionen,” sagde jeg.
Vi er vidner til en massiv folkelig opbakning mod investeringer i firmaer, der tjener på Israels besættelse og/eller involveret i overgreb og undertrykkelse af palæstinensere. 17 EU regeringer har opfordret deres borgere til at undgå forretning med eller investering i ulovlige israelske bosættelser.
Denne bevægelse er ved at tage fart.
Vold avler vold og had, der igen avler endnu mere vold og had.
Vi sydafrikanere kender til vold og had. Vi forstår smerten ved at være udstødt af verden: Når det synes som om, ingen forstår eller er villig til at lytte til vores perspektiv. Vi kender også til gevinsten ved den dialog, vores ledere omsider bragte os; når organisationer, der var stemplet ”terrorister”, ikke længere var bandlyste og deres ledere, herunder Nelson Mandela, blev løsladt fra fængsel, bandlysning og eksil.
Vi ved, at da vores ledere begyndte at tale sammen, forsvandt rationalet for den vold der havde hærget vores samfund. Vores fredelige løsnings egentlige triumf var, at alle følte sig inkluderet. Og senere, da vi afslørede en forfatning, der var så tolerant, fuld af medfølelse og inklusiv, at selv Gud ville være stolt af den, følte vi os alle frigjorte.
Selvfølgelig hjalp det, at vi havde en gruppe af usædvanlige ledere. Men det, der i sidste ende tvang disse ledere sammen omkring forhandlingsbordet, var en kombination af overbevisende ikkevoldelige redskaber, der var blevet udviklet for at isolere Sydafrika økonomisk, akademisk, kulturelt og psykologisk. På et givet tidspunkt indså den daværende regering, at omkostningerne ved at forsøge at opretholde apartheid oversteg fordelene.
Samvittighedsfulde, multinationale selskaber, der i 1980erne trak sig ud af Sydafrika, var i sidste ende et af de afgørende redskaber, der ublodigt tvang apartheidstaten i knæ. Disse selskaber forstod, at de ved at bidrage til Sydafrikas økonomi var med til at opretholde en uretfærdig status quo.
De, der fortsat driver forretning med Israel og bidrager til en fornemmelse af ”normalitet” i det israelske samfund, gør Israels og Palæstinas folk en bjørnetjeneste. De bidrager til fortsættelse af en dybt uretfærdig status quo.
De, der bidrager til Israels midlertidige isolation, siger dermed, at israelere og palæstinensere har lige krav på værdighed og fred.
Det er ved at blive mere og mere klart, at politikere og diplomater ikke er i stand til at komme med svar, og at ansvaret for at mægle en bæredygtig løsning til krisen i Det Hellige Land hviler på civilsamfundet og Israels og Palæstinas befolkning.
Staten Israel opfører sig som om, der ikke er noget i morgen. Dets folk vil ikke leve det fredelige og sikre liv, de har krav på, så længe deres ledere fortsætter med forhold, der opretholder konflikten.
Jeg har taget afstand fra dem, der i Palæstina er ansvarlige for at fyre raketter af mod Israel. De bidrager til at puste til hadets flammer. Jeg er imod alle manifestationer af vold.
Men vi må også gøre det meget klart, at Palæstinas folk har enhver ret til at kæmpe for deres værdighed og frihed. Det er en kamp, der støttes af mange rundt omkring i verden.
Ingen menneskeskabte problemer er uløselige, når mennesker finder sammen med et oprigtigt ønske om at løse dem. Ingen fred er umulig, når mennesker er opsat på at opnå den.
Fred kræver at Israels og Palæstinas folk anerkender det menneskelige i sig selv og hos hinanden; at de forstår deres gensidige afhængighed.
Missiler, bomber og grove skældsord er ikke en del af løsningen. Der findes ingen militær løsning.
Løsningen vil snarere komme fra den ikkevoldelige værktøjskasse, vi udviklede i Sydafrika i 1980erne for at overbevise regeringen om nødvendigheden af, at den ændrede sin politik.
Grunden til at disse redskaber – boykot, sanktioner og disinvestering – I sidste ende viste sig effektive, var fordi de havde en kritisk masse af støtter både indenfor og udenfor landet. Den slags støtte, som vi i de seneste uger over hele verden har set i forhold til Palæstina.
Min bøn til Israels folk er, at se udover det øjeblikkelige, se udover vreden ved bestandigt at føle sig belejret, at se en verden hvor Israel og Palæstina kan leve side om side – en verden hvor gensidig værdighed og respekt hersker.
Det kræver en omstilling i sindelag. Et sindelag, der erkender, at forsøg på at fortsætte den nuværende status quo er at fordømme fremtidige generationer til vold og usikkerhed. Et sindelagsskifte, der holder op med at betragte legitime angreb på en stats politikker som et angreb på jødedom. Et sindelagsskift, der begynder hjemme og spreder sig ud i samfundet i nationer og regioner – til diasporaen, der er bredt ud i den verden, vi deler. Den ene verden, vi deler.
Mennesker, der er forenet i at stræbe efter en retfærdig sag, kan ikke stoppes. Gud blander sig ikke i menneskers anliggender, idet han håber, at vi vil vokse og lære igennem at løse vores vanskeligheder og forskelligheder selv. Men Gud sover ikke. De jødiske hellige skrifter fortæller os, at Gud er på de svages side, den der er frataget sine ejendele, enken, den forældreløse, den fremmede, der sætter slaver fri på en udrejse til et Forjættet Land. Det var profeten Amos, der sagde, at vi skulle lade retfærdighed flyde som en rivende flod.
Godhed vil sejre til sidst. Det palæstinensiske folks stræben efter frihed fra fornedrelse og forfølgelse er en retfærdig sag. Det er en sag, som Israels folk burde støtte.
Nelson Mandela sagde som bekendt, at sydafrikanere ikke ville føle sig frie før palæstinenserne var frie.
Han kunne have tilføjet, at Palæstinas befrielse også vil befri Israel.