Oversættelse: Uffe Gjerding
Ahmad Zahi Bani-Shamsa var det første offer i Vestbredslandsbyen Beita i konfrontationen med bosættelsen Evyatar i den afgående regerings tid. Han blev dræbt, før han kunne fejre sin 16-års fødselsdag, efter at han var blevet skudt i hovedet bagfra. Han blev skudt, mens han forsøgte at hænge et palæstinensisk flag op i et oliventræ. Han døde næste dag, den femte dag efter at “forandringens regering” havde fået overdraget magten. Til dato har demonstrationerne i Beita mod Evyatar ført til tab af syv menneskeliv.
Processen med at legitimere tyveriet af Beitas land til fordel for Evyatar begyndte i den afgående regerings tid og vil sandsynligvis fortsætte og accelerere på den nordlige Vestbred og i resten af det område under den nye regering. Man kan gå ud fra, at indenfor få dage vil en israelsk soldat åbne ild og dræbe det første offer for Israels 37. regering. Det vil blive efterfulgt af flere dødsfald. Under et regime af jødisk overherredømme er der visse ting, der aldrig ændrer sig imellem Middelhavet og Jordanfloden.
Og alligevel fortjener det et øjebliks videre overvejelse, før den afgående regering synker hen i glemslen. Hvad er der egentlig blevet tydeliggjort i det sidste halvandet år, og hvad siger det om fremtiden?
I et interview med Yonit Levi fra (israelsk) TV Kanal 12 og Jonathan Freeland fra The Guardian forklarede Premierminister Naftali Bennetts politiske rådgiver Shimrit Meir, at forudsætningen for den afgående regerings overlevelse var udelukkelsen af den israelsk-palæstinensiske konflikt, eftersom regeringens skæbne ville være berseglet, så snart det emne kom på banen. Åbningsgambitten i etablering af koalitionen var, at “ideologi” ikke kunne diskuteres, uden nogen (israelsk) annektering (af de palæstinensiske områder) eller etablering af en palæstinensisk stat, og ingen forandring i statens “jødiske og demokratiske” karakter. Det er værd at dvæle ved Meirs ord på grund af den uforbeholdenhed, hun fra kernen i premierministerens kontor beskriver den politiske realitet, der herskede i “næsten et år med normalitet”, den periode den afgående regering herskede i, indtil koalitionen faldt sammen.
Det, der blev hævdet, var i virkeligheden, at realiteten i Beta og i ethvert andet område, der kontrolleres af Israel, ikke er et spørgsmål om “ideologi”, eftersom det jødiske overherredømmes regime ikke er et politisk eller ideologisk anliggende. Det er simpelthen den måde, tingene er på, den måde det allerede var på og den måde det vil forblive at være på. En situation, hvor den ene palæstinensiske borgere efter den anden bliver dræbt ved skud i Beita, eller hvor som helst ellers, er lig med en latent konflikt, eftersom man ikke kan have de overlegnes regime uden en afmålt udgydelse af den underlegnes blod. Endnu et år med total israelsk kontrol er ganske enkelt et udtryk for normalitet.
I interviewet udtrykker Meir den herskende politiske opfattelse, som afspejler holdningen i brede kredse i den jødiske offentlighed i Israel. En opfattelse, der ikke ser det jødiske overherredømmes realitet, apartheid eller besættelse som noget usædvanligt, men som en normal realitet, der har travlt med at forankre sig, ekspropriere mere og mere palæstinensisk jord i et forsøg på at koncentrere palæstinenserne i tætte enklaver, der er lettere at kontrollere, forvaltet af underleverandører (det palæstinensiske selvstyre), der finansieres af internationale kilder.
Dette standpunkt, dette verdenssyn, er ikke blot umoralsk i ordets dybeste betydning, men også et der er uden forbindelse med virkeligheden. Det, der kaldes “konflikten”, er jo i virkeligheden det utvetydige magtforhold, hvor den jødiske halvdel af befolkningen mellem Jordanfloden og Middelhavet kontrollerer jorden, demografien og den politiske magt på bekostning af den palæstinensiske halvdel. Denne konflikt er ikke blevet “suspenderet” et eneste øjeblik. Den er i live og trives hele tiden, i øjeblikke, hvor skud dræber en palæstinenser, og i øjeblikke med endeløs bureaukrati, med tilladelser og tjekpoints, påbud og regelsæt, der bebyrder palæstinenseres liv i et jødisk overherredømmes navn.
I denne kontekst skal man forholde sig til det kommende kabinetmedlem Itamar Ben-Gvir og tidligere hærchef Gadi Eisenkrot, fortaler for og antagonist af det nyligt afholdte valg. Eisenkrot taler på statsmandsmaner om “regeringsførelse”, alt imens Ben-Gvir spørger direkte “hvem er herre her på stedet?” Men den statsmandslignende tone er kun en gennemsigtig kode alle forstår, eftersom når jøder i Israel klager over manglende “regeringsførelse” i Negev og i Galilæa, i område C og Jerusalem, så mener de, at de ikke føler sig som “ejere” i disse områder.
Diskussionen drejer sig ikke egentlig om demokratiets afslutning. Demokratiet findes jo trods alt ikke her i kraft af, at alle palæstinensere er udelukket, delvist eller fuldstændigt, fra den politiske proces. Det er en diskussion, der drejer sig om måden og omfanget af anvendelsen af magt imod palæstinenserne. Eisenkrot og hans slags tror på, at deres mere afmålte tilgang til kraftfuld undertrykkelse af palæstinenserne sikrer både vellykket undertrykkelse og stabilitet; Ben-Gvir og hans slags tror på, at denne proces kan fremskyndes, og et stigende antal vælgere er enige med ham. Men det store flertal, der har forbehold overfor denne, accepterer den eksisterende situation og dens processer, idet de er enige i at jødisk overherredømme udgør grundlaget for den politiske, geografiske og demografiske orden mellem Jordanfloden og Middelhavet, hvilket finder støtte i ethvert zionistisk selskab. Yesh Atid, Labor og Meretz var trods alt del af den 36. regering da en ung palæstinenser hængte et flag op i et oliventræ med jorden gennemblødt af hans blod.
Dette betyder ikke, at de “alle er ens”. Kendsgerningen, at virkeligheden allerede var utålelig for palæstinenserne selv før valget, betyder ikke, at tingene ikke kan blive værre og hurtigt blive mere forfærdelig og gennemblødt af blod. Ozma Yehudit (Ben-Gvirs højre-ekstremistiske parti) udgør et punkt på et spektrum; at sige dette betyder ikke at striben af holdninger er et marginalt spørgsmål, der ikke er værd at gennemtænke. Spektret af forskellige stillinger har betydning, men det er også af betydning, hvilken lighed der er imellem de forskellige standpunkter i dette spektrum.
Man kan råbe op – og det gøres der – imod Ben-Gvirs opstigen. Men hvem mere præcist er ansvarlig for dette? Ikke blot i den snævre politiske situation, der skabte dette, men i en dybere betydning. Hvad der forårsagede den afgående regerings sammenbrud var ikke optøningen af konflikten fra en forestillet optøning, og det der førte Ben-Gvir frem var ikke en begrænset hændelse. Den drivende kraft er selveste realiteten. Denne realitet må ændres. Helt fra grunden af.