Amira Hass, Ha'aretz 11. December 2021
Oversættelse: Uffe Gjerding
Imad Asmaa al-Ghouj er kun fire år gammel og er allerede kriminel: Han bor i et hus, der blev bygget uden tilladelse. Lejligheden hvor han blev født og bor i bygningen med 10 boliger har fået nedrivningsordre. Adressen er: Khalat al-Ayn området i Jerusalems A-Tur bydel.
“Han er bange for at lægge sig til at sove om aftenen i fald de river bygningen ned når vi er indendørs, og han kommer hjem fra forskole med den mad jeg havde forberedt til ham fordi han ikke kan spise på grund af stress,” sagde hans mor, Asmaa, tidligere på måneden.
”Min mands yngre bror, som er 12 år, og bor her sammen med sine forældre og søstre, er bange for, at når han kommer hjem fra skole er huset revet ned. Og når folk spørger min lille søn, Yanal, hvor vi vil tage hen hvis de river huset ned siger han til et telt udenfor, fordi vi ikke har noget andet sted at gå hen.”
Bygningen hvor al-Ghouj familien bor blev bygget for ca. 10 år siden. Der er flere dusin af samme slags i Khalat al-Ayn, der er hjem for omkring 4.000 mennesker. De blev opført uden byggetilladelse fordi Jerusalems kommune ikke reviderer byplanerne for de palæstinensiske kvarterer i Østjerusalem, så de vil modsvare befolkningstilvækst og lokale behov.
Uden byplan udstedes der ikke byggetilladelse, men da folk jo skal bo et eller andet sted skaffer de sig tag over hovedet på grunde de selv ejer eller køber lejligheder bygget af byudviklere. Sådan forholder det sig i A-Tur og enhver anden palæstinensisk bydel i Østjerusalem
Kommunen har forbløffende nok flere gange givet indtryk af, at Khalat al-Ayn ville blive det område i A-Tur, hvor byggeri med tiden vil blive tilladt. ”Så hvorfor insistere på, at rive bygningen ned og ødelægge vores liv?” spørger Asmaa, der er 24 år gammel.
“Min mands forældre arbejdede hårdt I mange år så det kunne købe denne lejlighed. Min svigerfar har haft rengøringsarbejde, min svigermor passede ældre mennesker, og de sparede enhver skilling. Før det boede de i Den gamle By i et rum, der engang var stald for æseler.”
I begyndelsen af oktober mødte politiofficerer og inspektører op ved bygningen og kundgjorde, at den skulle rømmes; den ville blive revet ned indenfor en uge. Beboerne er fortvivlede og lever på lånt tid så længe sagen føres fra den ene retshøring til den næste.
”Jeg var her da patruljevognen kom kl. 10. Der var politi, grænsepoliti og to til fra indenrigsministeriet. Jeg følte mig kastet tilbage til felt et”, sagde Asmaa.
”Da jeg blev gift for fem år siden, kunne vi på grund af de høje huslejer ikke leje en lejlighed i selve Jerusalem. Vi overvejede ikke engang at købe en. Også fordi vi som palæstinensere ikke er borgere og derfor ikke kan optage lån. Vi besluttede at stuve os sammen her med min mands forældre og søskende indtil vi kunne spare lidt penge op,” sagde Asmaa, som studerede jura ved Hebrons Universitet.
”I første omgang fortalte jeg ikke børnene, at de muligvis ville rive huset ned, men da journalister begyndte at komme på besøg hele tiden, havde vi ikke andet valg end at forklare situationen for dem.”
Af de 60 beboere I bygningen er 27 børn. De leger omkring bygningen, som om alt var normalt, alt imens forældrene fortæller besøgene om deres frygt og mareridt.
Mødre fortæller om børn der er begyndt at tisse i sengen om natten, men andre tilbringer natten i deres forældres biler, af frygt for at en gravko vil vise sig. Den 4-årige Imad har foreslået at indsmøre fliserne ved indgangen med sæbe så de der kommer for at rive huset ned vil glide i den.
Økologisk og social katastrofe
Før 1967 udgjorde A-Tur et areal på 8,8 km2. Efter Israels besættelse af Vestbredden eksproprierede staten det meste af landsbyen jorde efter at have annekteret den til Jerusalem. Der blev ifølge rettighedsgrupperne Bimkom og Ir Amim kun 1,7 km2 tilbage. 1,4 km2 er del af udviklingsplaner godkendt igennem årene. På det meste af dette areal har man kun tilladt sporadisk byggeri af højst 2 etagers højde.
I 1967 havde A-Tur 4.000 eller 6.000 indbyggere (forskellige kilder angiver forskellige tal). Ifølge Israels Centrale Kontor for Statistik havde bydelen 28.000 indbyggere i 2016. Lokale embedsmænd vurderede tallet til 35.000,
Advokat Hussein Ghanayem, der har repræsenteret A-Turs indbyggere i næsten to årtier, herunder beboerne af Imads bygning, vurderer at tallet nærmer sig 45.000.
Oprindelige indbyggere i bydelen såvel som tilflyttere fra resten af Østjerusalem, der for år tilbage flyttede til bydele udenfor Jerusalem vendte tilbage til A-Tur efter at Israel byggede adskillelsesmuren; de var bange for at miste deres opholdstilladelse.
Dette øgede overbefolkningen og forværrede problemer, der stammer fra forsømmelse af infrastruktur så som vejen, kloakering og dræning, sammenlagt med mangel på skoler og andre offentlige institutioner. Khalat al-Ayn i den nordøstlige del af A-Tur dækker 0,2 km2, som var det sidste jordområde, der var tilbage.
Da en privat entreprenør i 2011 opførte bygningen hvor al-Ghouj familien bor på land han købte fra Abu Sbeitan familien var det en udbredt formening, at myndighederne snart ville godkende en byplan. I 2000 blev der fremstillet den første plan for hele byen siden 1967. Den blev forelagt i 2004 og fik foreløbig godkendelse i 2009. Siden da er den blevet indefrosset ”fordi den omfattede muligheden for at visse palæstinensiske bydele kunne blive udviklet,” som det konstateres i en rapport fra Bimkom, der stræber mod at opnå ligestilling i planlægning.
I 2005 da man endnu var under indtryk af, at kommunen og Indenrigsministeriet var begyndt at forstår den planlægningsmæssige, økologiske og sociale katastrofe, der var ved at opstå i Østjerusalem på grund af mange år forsømmelse, bestilte A-Tur befolkningen en byudviklingsplan for egen regning. Ghanyem, der repræsenterede beboerne, fik fra professionelle at vide, at Khalat al-Ayn havde ”bygge potentiale.”
Det kræves ikke af jødiske indbygge at de får foretaget byudviklingsplaner på egen bekostning, men i Østjerusalem, hvor dette er meget bekosteligt, er der blevet almindeligt da man ikke har noget andet valg i håb om, at kommunen og domstolene ville give indrømmelser til dem, der har bygget uden tilladelse. Håbet er, at myndighederne vil forstå at det ikke var bevidste lovbrud men resultat af fortvivlelse, som borgerne ikke har skyld i. Beboerne, der for det meste af lønmodtagere med lave indkomster, indsamlede 1,5 millioner kroner for at finansiere byplanen, siger Ghanayem.
Processen forsinkes
Planen var på vej igennem distriktsplanlægnings komiteen da det viste sig, at det var en konkurrerende plan. ”For at spænde ben for planerne fra Khalat al-Ayn og Isawiyah beboerne fremlagde Israels naturparkmyndighed med støtte fra Jerusalems kommune en anden plan: en naturpark på Mount Scopus skråningen omfattende 0,7 km2, herunder områder, der oprindeligt var tiltænkt de to palæstinensiske forstæder,” siger Aviv Tatarsky, der koordinerer lobbyaktiviteter hos Ir Amim.
I januar 2012 fortalte parkmyndighederne Nir Hasson fra Ha’aretz, at de ikke var noget politisk organ men kun interesseret i at beskytte naturen og landskabet og bevaring af den sidste del af den Judæiske Ørken grænsende op til byen. Kommunen sagde, at den planlagte nationalpark havde stor arkæologisk værdi på grund af huler, cisterner og begravelsespladser fra Det andet Tempels tid.
I 2015 besluttede en komite under Det nationale Planlægnings og –bygningsråd, at planerne for en park ikke kunne godkendes, før kommunen havde undersøgt de to forstæders udviklingsbehov. Denne undersøgelse har endnu ikke fundet sted. Kommunen er nu ved at forberede en master plan for A-Tur, men både Tatarsky og Ghanayem siger, at planen udarbejdes uden konsultation med beboerne eller deres repræsentanter og uden at forsøge at afgøre deres behov.
Tatarsky anfører endvidere, at “en master plan er blot et kommunalt politik dokument. Den ændrer ikke på planlægningssituationen og gør det ikke muligt, at få udstedt byggetilladelser.”
Parallelt med forventningen om en realiserbar plan for hele Khalat a-Ayn bydelen har beboerne i bygningen hvor al-Ghouj familien bor påbegyndt en omstændelig juridisk-bureaukratisk proces med Ghanayem som sagfører. En administrativ nedrivningsordre blev udstedt tre år efter at byggeriet blev påbegyndt, men en domstol har kritiseret denne ordre fordi, som Ghanayem forklarer, ”en administrativ nedrivningsordre kan ikke udfører så længe der bor familier der.”
Mens sagen endnu verserede udstedte anklagemyndighederne en anklage mod beboerne for at bygge uden tilladelse. Ghanayems appeller blev underkendt. I onsdags vedtog Jerusalems lokaldomstol efter anmodning fra en anden sagfører at udsætte nedrivningen med en uge. Sagføreren repræsenterede en anden beboer blandt de 10; denne beboer havde ikke fået en nedrivningsordre og var således ikke blandt dem domstolen havde erklæret skyldige.
”Da jeg blev gift og flyttede ind her vidste jeg, at min mands familier betalte bøder til kommunen fordi der ikke forelå nogen byggetilladelse, men jeg vidste, at der var håb om at vi ville få en,” sagde Asmaa. ”Jeg troede vi sparede penge op så vi kunne flytte og bo for os selv, men med al gælden og bøderne var det ikke muligt. Vi måtte sige til os selv, at i hvert fald ville huset blive stående, men så blev vi klar over at det ikke var tilfældet, men at vi ville blive sat på gaden.”
Hvis Finansministeriets myndigheder foretager nedrivningen, vil beboerne skulle betale 4,5 millioner kroner. De har mulighed for selv at rive bygningen ned, men de har ingen anelse om hvordan man river en 5-etagers bygning med 10 lejligheder ned.
“På et tidspunkt sagde jeg til mig selv: Så er det nok, jeg ønsker at forlade dette land,” siger Asmaa. ”Jeg udfyldte formularer på et kontor i Tel Aviv, de fremmer emigration til Canada. Jeg så det i en annonce på arabisk i Facebook. Min mand fandt ud af det og sagde ”Er du tosset?”