Gideon Levy, 20. november 2021
Oversættelse: Uffe Gjerding
Det første barn, jeg husker, var ikke engang en dag gammelt. Hans mor, Faiza Abu Dahuk, fødte ham ved et checkpoint. Hun blev afvist ved checkpointet og yderligere to checkpoints og måtte bære ham en hel kold og regnfuld nat igennem. Da hun nåede frem til hospitalet, var han allerede død.
Sagen blev behandlet i regeringen. En officer blev fyret, og sagen vakte furore. Dette var i april 1996: Året for håb og illusioner. Fire år senere da den anden intifada brød ud, dræbte soldater Muhammed al-Dora foran rullende kameraer, og Israel havde allerede bevæget sig over til en fase med benægtelse og løgn: Dura døde ikke. Israelske soldater dræbte ham ikke. Måske skød han sig selv. Måske er han endnu i live i dag.
På en eller anden måde hang skam og skyld dog ved. Derefter kom der 20 år med ligegyldighed og selvtilfredshed. Soldater og piloter har dræbt 2171 børn og teenagere og ingen af disse tilfælde har chokeret nogen eller ført til en egentlig undersøgelse eller retsprøvning. Mere end 2000 børn på 20 år – 100 børn, tre klasseværelser om året. Og alle – indtil den allersidste – blev fundet skyldige i deres egen død.
Enhver israeler forklarer gerne, at de var terrorister og soldaterne, og politiet havde ikke andet valg end at dræbe dem. I valget mellem børnenes liv og soldaternes hellige liv foretrækker vi selvfølgelig soldaternes, selvom der næsten altid findes en tredje mulighed: At ingen bliver dræbt.
I sidste uge blev den næste fase erklæret. Israel priser disse dræbere af børn: De er de nye helte. Dette er aldrig sket før. De var palæstinensere, terrorister, men de var stadigvæk børn. Fra nu af: Tag livet af et palæstinensisk barn og bliv avisens forsidehelt eller den største nyhed i TV, med dit eget pixelerede billede. “Helten fra Den gamle By” – en grænsepolitimand “skød en terrorist og forhindrede en stor ulykke” (avisen Yedioth Ahronoth). Selvfølgelig ingen anførelse i overskriften af den farlige terrorists alder. Pyt med det.
“Husk mig godt” skrev 16-årige Omar Abu Sab, før han gik ud med en kniv for at stikke en græsepolitimand ned. En videooptagelse fra politiet viser, hvordan han nærmer sig to politimænd bagfra og angriber dem. Han var mindre og tyndere end dem, de kunne have standset ham, de behøvede ikke at skyde ham, og de behøvede i hvert fald ikke at dræbe ham. Alligevel dræber de unødigt børn med knive før ham og efter ham. Men at gøre skydning af en 16-årig med en kniv til en stor historie er at krydse en moralsk rød linje. Det vil tilskynde til nyttesløse drab af flere børn – hvis en sådan tilskyndelse var nødvendig. Den lette finger på aftrækkeren vil blive endnu lettere. Hvis der før var frygt for en snydeundersøgelse, er der nu lagt op til en tapperhedsmedalje.
Hvor ord dog kan dræbe. Når dræbere af børn og teenagere, selv hvis de er bevæbnet med en kniv, forherliges af medierne og officererne, så opmuntrer det til det næste kriminelle drab. Der findes ikke noget barn med en kniv, som en sværtbevæbnet grænsepolitimand ikke kan arrestere uden at dræbe. Men politiet er for kujonagtige. Det er sådan drabet på Eyad al-Hallaq, en autistisk teenager fandt sted. Sande helte ville have arresteret ham ikke skudt ham ihjel. Men hvorfor gøre sig umage, hvis man kan dræbe og blive en helt? De fleste børn, som militæret og grænsepolitiet har dræbt, skulle ikke have været dræbt. Nu er det værd at dræbe dem: Medierne vil krone dig til “Den gamle Bys helt”. Dette er dine helte, O Israel, dræberne af børn og teenagere.