Gideon Levy, Haaretz, 11. maj 2022
Oversat af Uffe Gjerding
Den relative gru, der er blevet udtrykt i forbindelse med drabet på Shireen Abu Akleh er retfærdiggjort og nødvendig. Den er også forsinket og selvretfærdig. Er det først nu, du er forfærdet? Den berømte journalists blod, uanset hvor modig og erfaren hun end var – og det var hun – er ikke rødere end en anonym gymnasieelevs blod – en gymnasieelev på vej hjem i en taxa fuld af kvinder i selvsamme Jenin for en måned siden, da hun blev dræbt af israelske soldaters skud.
Sådan blev Hanan Khadour dræbt. Også dengang forsøgte militærets talsmand at så tvivl om skyttens identitet: “Sagen er ved at blive undersøgt.” En måned er gået og denne “undersøgelse” er ikke mundet ud i noget, og vil aldrig gøre det – men der blev sået tvivl og det spirede i de israelske fornægtelses- og undertrykkelses- marker, hvor igen egentlig kærer sig om en 19-årig palæstinensisk pige, og landets døde samvittighed bringes til tavshed på ny. Findes der én eneste forbrydelse begået af militæret, som retten og samfundet nogensinde vil tage ansvar for? Bare én?
Abu Akleh forekommer at være endnu en historie: en internationalt kendt journalist. Bare sidste søndag blev en mere lokal journalist, Basel al-Adra angrebet af israelske soldater i South Hebron Hills, og ingen bekymrede sig om det. Og for et par dage siden blev to israelere, som angreb journalister under Gaza krigen sidste år, dømt til 22 måneder i fængsel. Hvilken dom vil blive udmålt til soldater som dræbte Abu Akleh - hvis de altså gjorde det? Og hvilken straf blev givet til den, der besluttede og udførte det forkastelige bombardement af Associated Press kontorene i Gaza under kampene sidste år? Er der nogen, der har betalt for denne forbrydelse? Og hvad med de 13 journalister, der blev dræbt under Gaza krigen i 2014? Og sundhedspersonalet, der blev dræbt under demonstrationerne ved Gaza grænsehegnet, herunder 21-årige Razan al-Najjar, der blev dræbt af soldater, mens hun bar sin hvide uniform? Ingen er blevet straffet. Sådanne hændelser vil altid blive dækket af en sky af blind retfærdiggørelse og automatisk immunitet for hæren og tilbedelse af dens soldater.
Selvom man finder frem til den rygende israelske patron, der dræbte Abu Akleh, og selvom optagelser, der viser skyttens ansigt findes frem, vil han blive behandlet som en helt, som er hævet over al mistanke. Det er fristende at skrive, at hvis uskyldige palæstinensere nu engang skal dræbes af israelske soldater, er det bedre, hvis de er velkendte og er i besiddelse af amerikanske pas, som i tilfældet med Abu Akleh. Så vil USAs udenrigsministerium i hvert fald udtrykke en smule utilfredshed – men ikke for megen – over det meningsløse drab på en af dets borgere af soldater fra en af deres allierede.
I skrivende stund er det endnu uklart, hvem der dræbte Abu Akleh. Dette er Israels propagandas succes – at så tvivl, som israelere er hurtige til at gribe fat i som kendsgerninger og retfærdiggørelse, selvom verden ikke tror på dem, og som regel har ret. Når den unge palæstinensiske dreng, Mohammed al-Dura, blev dræbt i 2000, forsøgte israelsk propaganda også at sløre hans drabsmænds identitet; de beviste aldrig deres påstande og ingen købte dem. Erfaring fra tidligere viser, at soldaterne, der dræbte den unge kvinde i en taxa, er de samme soldater, som kunne dræbe en journalist. Det er den samme ånd; de må skyde, som det passer dem. De, der ikke blev straffet for drabet på Hanan, fortsætter med Shireen.
Men forbrydelsen begynder længe før skyderiet. Forbrydelsen starter med, at der foretages razziaer i enhver by, enhver flygtningelejr, landsby og soveværelse på Vestbredden hver eneste nat, når det er nødvendigt, men mest når det ikke er nødvendigt. Militærets korrespondenter vil altid sige, at det blev gjort for at “arrestere suspekte”, uden nærmere at redgøre for hvilke suspekte, og hvad de mistænkes for, og modstand overfor disse overgreb ses som “brud på ordre” – den ordre hvorved militæret kan gøre, som det passer dem, og palæstinenserne ikke kan gøre noget som helst og i hvert fald ikke kan udvise nogen modstand.
Abu Akleh døde som en heltinde, der udførte sit arbejde. Hun var en modigere journalist end alle israelske journalister tilsammen. Hun tog til Jenin og mange andre besatte områder, som de sjældent eller aldrig besøgte, og nu må de bøje deres hoveder i respekt og sorg. De skulle også have standset den propaganda, militæret og regeringen spreder vedrørende hendes morderes identitet. Indtil andet er bevist uden skygge af tvivl, må konklusionen som udgangspunkt være: det israelske militær dræbte Shireen Abu Akleh.