Gideon Levy i Haaretz 13. marts 2021
Oversat af Uffe Gjerding
Bemærk f.eks. hvordan lederne af alle de zionistiske partier har reageret på beslutningen i Haag (Den internationale krigsforbryderdomstol, ICC) om at undersøge Israel for krigsforbrydelser. Ellers en beslutning, der på en god dag ville kunne medføre en kæmpe forandring i Israels opførsel. Alle fra Benjamin Netanyahu til Merav Micaeli og alle de andre efteraber den samme sætning: De stoler på IDF (Israeli Defence Forces) og stoler på dens egne efterforskninger. Med andre ord: De er alle enige om, at der ikke er begået krigsforbrydelser. Kun lederen af Meretz, Nitzan Horowitz, har sagt noget andet, men alligevel ikke tilstrækkeligt anderledes. Og Meretz spiller ikke nogen rolle i valget.
Denne blinde opbakning til hæren og staten omkring et emne så væsentligt som besættelsen er fortvivlende. Flertallet af centrum-venstre politikerne kender jo sandheden. De ved alt om hæren og dens forbrydelser og den måde, den ”efterforsker” sig selv, men de mangler modet til at sige sandheden. De lyver overfor sig selv i deres tavshed og i den opbakning, de giver til hæren.
I modsætning hertil mener højrefløjen, at Israel og hæren kan gøre, som de vil, uden at nogen noget sted i verden har lov til at stille spørgsmålstegn ved det. Og enhver kritik af staten stemples som antisemitisme. Men der er i sidste ende ikke forskel på de to blokke: Støtte til alt, der forårsages af besættelsen og uvillighed til at tage noget ansvar.
I to generationer har der været en besættelseshær på besat område, og ikke en dag er forløbet, uden at dens soldater har overtrådt international lov med et helt lands billigelse. En bosættervirksomhed har eksisteret i 53 år og resulteret i 700.000 bosættere, etableret under venstrefløjsregeringer og styrket under højrefløjsregeringer. Det meste af verden siger, at dette er et klokkeklart brud på international lov, og det israelske kor overfalder enhver, der ønsker en undersøgelse, og straf til dem, der er ansvarlige for den forbrydelse, bosættelserne udgør.
Tag for eksempel i lørdags: En smuk weekend. En palæstinensisk familie, forældre og otte børn, der tager på en picnic ud på deres egen jord, hvor de angribes og stenes af maskerede bosættere fra bosættelsen Mitzpeh Yair i Sydhebrons bakkeland. Frygtlige skrig kan høres på en video optaget af B’Tselem (israelsk menneskerettighedsorganisation), hvor man ser faderen, der bliver bragt til et hospital med blod over hele ansigtet.
Er det en forbrydelse, eller er det ikke en forbrydelse? Det er ikke første gang, der er kommet et angreb fra denne voldelige bosættelse. Og sikkert heller ikke sidste gang. Der er ingen hær, intet politi og ingen retfærdighed. Besættelsesmyndighederne bemærker blot, at ”Israel har noteret sig hændelsen”. Ingen er blevet arresteret, og ingen vil blive det, ligesom ingen blev arresteret efter angrebet på Khalil Haryani, en 78-årig hyrde, der blev angrebet med kæder, køller og sten for to måneder siden af bosættere fra samme Mitzpeh Yair.
”Israel har noteret sig hændelsen”. Denne opmærksomhed fører ikke til handlinger. Opmærksomhed og opmuntring. Det er sådan Israel undersøger sig selv. Lederne af centrum og venstre ved det udmærket. De ved, at kun et international organ kan gøre en ende på dette, men de mangler retskaffenhed og mod til at sige det.
Det er netop her domstolen i Haag må komme ind i billedet. Det er præcis her venstrefløjen burde have bedt domstolen om dette og det er præcis her, hele Israels politiske kor synger den samme fortvivlende sang. Næsten hele vejen rundt.
Hvem der bliver den næste dirigent for dette kor, har meget mindre betydning, end man skulle tro. Måske bliver stilen og opsætningen anderledes, men koret og sangen bliver uforandret.