Hvis man lytter nøje til pressemødet med EU's udenrigspolitiske chef, Josep Borell (link), kan Levys kritik forekomme overdrevet. Borell understregede f.eks.at international lov under alle omstændigheder må gøres gældende og EU vil se nærmere på mulige tiltage, hvis Israel beslutter sig for annektering.
Levys skarpe kommentar svarer under alle omstændigheder til den bekymring også mange palæstinensere giver udtryk for, nemlig, at Europa, som er deres eneste tilbageværende håb, måske ikke vil optræde bestemt og kontant nok overfor Israel, f.eks. med sanktioner, hvis annekteringen finder sted. Der er altså al mulig god grund til, at presset opretholdes overfor den danske regering/udenrigsminister og EU i denne afgørende skæbnes stund for palæstinenserne.
Gideo Levy i Ha’aretz 16. maj 2020
Europas skuffende respons på Israels annektering af Vestbredden
(Oversættelse: Uffe Gjerding)
Klarsignalet er lydt for dem, der var bekymret: Israel kan annektere Vestbredden lige så meget som det har lyst – Europa vil ikke stå i vejen for det. Enhver der troede at der var grund til at frygte for Europas reaktion til annektering har glemt hvad Europa er, hvor paralyseret Europa er, hvor meget under tvang Europa er, frygtsom, delt og hjælpeløs stillet overfor Israel.
Tidligere Meretz forkvinde, Sehava Galon, sendte en Tweet efter EU udenrigsministermødet i fredags: ”Til enhver der mener, at annekteringen vil foregå stille og roligt for os…” kan det siger: Ja, det vil ske helt stille og roligt. Regn ikke med Europa. Der er intet og ingen der kan regnes med. Europa vil, som sædvanligt, formulere erklæringer, holde konsultationer, tilkalde ambassadører – og stille sig på sidelinjen
Det klassiske Europa er et neutralt Europa, der ikke intervenerer i noget uretfærdighed, der begås af Israel. Vi har ingen forventninger til USA, i hvert fald ikke mens Donald Trump er præsident, men heller ikke under hans forgængere, for den sags skyld. ”Ikke-klassiske” Østeuropa understøtter med beundring enhver voldelig handling fra Israels siden. Det eneste håb er at finde på den nordvestlige del af kortet, som Premierminister Netanyahu har får vane at udpege og sige: ”Dette er det eneste sted vi har problemer.” Dette er det eneste sted, hvor der er håb, troede vi engang. Det er også en skuffelse nu.
Udfaldet af fredagens forhandlinger mellem udenrigsministrene er Klassisk Europa når den er værst. ”Kortlæggelse af fælles projekter”, ”vende bladet” i forhold til den nye israelske regering; sanktioner er et ”komplekst emne”; og det ”betyder ikke, at vi vil gøre det i morgen”. Intet overraskende her. 53 år med besættelse, der fortsætter under jeres stiltielse, jeres finansiering, jeres våben, og så siger talsmanden for EU's underigsanliggender til jornalister, der spørger til sanktioner, at man ikke skal spænde vognen for hesten. Der er tid. 53 år med besættelse, hvis legitimitet ingen international institution i verden anerkender, og så siger chefen for EU's udenrigspolitik, Joesp Borrell, at der ikke er noget sammenligningsgrundlag med Ruslands besættelse af Krim. Der tilhører territoriet en suveræn stat. Israels afgående propagandaminister, Gilad Erdan, kunne ikke have sagt det bedre. Europa holder med Israels højrefløj. Da det drejede sig om Krim vidste Europa nok hvordan man skulle handle omgående. Men Europa er ikke nær så bange for Rusland som for Israel.
Når det drejer sig om Israel gælder der andre regler og en anden international lov og en anden optræden. Frygt for USA på den ene side og dårlig samvittighed over Holocaust på den anden, sammen med den zionistiske propagandamaskines ufattelige effektivitet og afpresning, stærkere end enhver forpligtelse på international lov, den forpligtelse Europa har på palæstinensernes skæbne, og stærkere end Europas folkelige opinion, som er meget mere kritisk overfor Israel end nogen regering.
Den europæiske Erasmus+ uddannelses fond og dens Horizon 2020 forskningsprogram er truet. Det er Europas svar på annektering. At standse fælles forskningsprojekter vil forhindre besættelse. Lad ikke Israel og dens bosættere grine af jer. I steder for at indføre egentlige sanktioner – lige fra bandlysning af bosættere fra indrejse til Europa og igennem økonomiske sanktioner – truer de med Erasmus+. Europas insisteren på en to-stats løsning – som nogle af dens ledere allerede ved og til tider indrømmer i fortrolige samtaler – bidrager til apartheid Israel, som også forstår at mumle udtrykket ’to stater’, hvis blot der var en partner, og bygger så titusindvis flere huse på Vestbredden.
Man kan selvfølgelig argumentere, at det ikke er Europas rolle at bringe fred i verden eller rydde op efter Israel. Men EU har, trods alt, større ambitioner end blot et fælles marked. Europa, som har været tavs og lukket øjnene i fortiden, gør det nu igen. Måske vil det snart stævne den forventede udenrigsminister Gabi Ashkenazi, og han vil love dem, at Israel vil arbejde for en to-stats løsning. 4½ million mennesker vil fortsætte med at blive kvalt uden rettigheder og uden fremtid, og Bruxelles vil fortsætte med at klappe sig selv på ryggen og have det godt med sig selv. Det truede trods alt med at suspendere Erasmus+.
Note 1: Meretz er et venstreorienteret, socialdemokratisk og grønt politisk parti i Israel.
Note 2: Erasmus+ er et EU program, der skal gøre det lettere for studerende at tage en del af deres uddannelse i udlandet. Erasmusprogrammet er opkaldt efter Erasmus af Rotterdam og blev oprettet i 1987.