Ved Ghassan Rubeiz, 27. december 2023
FN's Sikkerhedsråds mislykkede forsøg på at vedtage en resolution, der opfordrer til en våbenhvile i Gaza, skuffede hele den arabiske verden, det globale syd og et flertal af vestlige nationer. Det var svært at fejre jul for de tyve millioner mellemøstlige kristne. Det var svært at gennemskue verdenssamfundets svigt i at opfordre til øjeblikkelig ophør af fjendtlighederne. Det var stressende at se holdninger blive hårdere og muligheder forspildes. Det var foruroligende at se beslutningstagere følge den samme politik, som før i tiden førte til en forværring af konflikten. Fredens og retfærdighedens stemmer er endnu ikke i harmoni.
USA og Israel bundet sammen
Under de seneste intense forhandlinger i FN's Sikkerhedsråd var Washington og Tel-Aviv godt koordineret. Præsident Biden og premierminister Netanyahu er fortsat fast besluttet på at ødelægge Hamas, selvom Gaza måtte gå til. USA og Israel har koordineret politik, krigsstrategi, public relations og diplomati.
Udvandet resolution fra Sikkerhedsrådet
En international opfordring til at indstille fjendtlighederne ville have muliggjort tilstrækkelig og hurtig levering af humanitær bistand og åbnet forhandlinger om politiske løsninger. For at yde tilstrækkelig bistand krævedes fire betingelser, hævdede Antonio Guterres, FN's generalsekretær: et sikkert miljø; sikkerhed for medarbejdere; effektiv logistik og kapacitet til at importere fornødenheder fra udlandet.
Politisk og moralsk ville det have været mere effektivt at afvise en realistisk beslutning end at vedtage en udvandet, tandløs beslutning. Der var ikke behov for, at de fjorten medlemmer af rådet ventede desperat på, at USA sluttede sig til dem og opfordrede til en våbenhvile.
Det handler ikke om, hvem der skal bebrejdes
Det Hvide Hus' begrundelse for at slette "våbenhvile"-klausulen fra den oprindelige tekst til resolutionen er ikke overbevisende. Linda Thomas-Greenfield, USA's ambassadør i FN, klagede over, at den foreslåede tekst til resolutionen ikke fordømte Hamas for dets angreb den 7. oktober. Ville Thomas-Greenfield også have været villig til at fordømme Israel for dets uforholdsmæssige gengældelse af den 7. oktober? At bebrejde den ene eller begge sider er ikke relevant for at stoppe drabet på flere uskyldige civile, hvilket burde være hovedhensigten med resolutionen.
Det Hvide Hus’ hykleri
Uoverensstemmelsen er tydelig mellem USA’s udtrykte bekymring for menneskeheden – herunder respekt for international lov – og Washingtons støtte til Israels igangværende krigsforbrydelser. Både Israel og USA er klar over deres ansvar for sådanne forbrydelser, men de synes at antage, at de kan slippe afsted med at begå disse grusomheder, uden at det får konsekvenser. I en nylig klumme mente Colbert King fra Washington Post, at både Washington og Israel er udmærket klar over den lidelse, de påfører palæstinenserne. Med ængstelse spørger King: Kan det være, at Israel rent faktisk har kastet omkring 29.000 bomber over Gaza? Han tilføjer: Du behøver ikke at være Mellemøstekspert for at vide, at de 3 millioner palæstinensere, der bor på Vestbredden, hvoraf de fleste er under fuld israelsk kontrol, bliver behandlet som skidt af mange af de israelske bosættere. King minder os om, at: Det Hvide Hus ved det, Kongressen ved det, det internationale samfund ved det. Og mange kristne ved det også.(Washington Post, 23. december 2023)
Fem tvivlsomme påstande
Både Tel Aviv og Washington støtter fem uberettigede antagelser om, hvad retfærdighed skal være i Det Hellige Land. For det første, at Gud lovede det hellige land udelukkende til det jødiske folk. For det andet, at Israels tilstedeværelse i landet over en begrænset periode i oldtidens historie retfærdiggør dets fulde ejerskab i dag af dette land i det historiske Palæstina. For det tredje, at det er legitimt at annektere palæstinensiske områder, som er erobret i krig. For det fjerde, at Israels politiske og økonomiske resultater retfærdiggør dets besættelse af palæstinensiske områder. For det femte, at den lange historie med jødisk lidelse, før og efter Holocaust, retfærdiggør dannelsen af en jødisk stat på land, der trænger ind på palæstinensisk territorium.
Stillet overfor en sump
Der er ingen beviser for, at Sikkerhedsrådets resolution den 22. december vil resultere i forbedret sikkerhed for befolkningen i Gaza eller reducerede angreb på beboere på Vestbredden. Mere end hundrede palæstinensere i Gaza døde juleaften. Antallet af dødsfald fortsætter med at stige. Både USA og Israel står nu over for en sump, idet de hverken ved, hvordan man "afmonterer" Hamas, eller om Hamas kan afvikles, eller hvad der vil komme dagen efter.
Begivenhederne i sidste kvartal af 2023 har sat scenen for, hvad der sandsynligvis vil finde sted i hele 2024. Desværre vil begge sider af konflikten fortsat lide. I sin kommentar til Gaza-krigen forenkler NY Times’ Thomas Friedman. Alligevel byder hans analyse ofte på noget nyt og væsentligt. I en nylig artikel opfordrede han Israel til at stoppe krigen, acceptere et tilbud om at befri de resterende gidsler og forlade Gaza med det samme. Han mente, at:
Biden-holdet er nødt til at engagere israelerne i en højrøstet, ligefrem, lige-på-og-hård diskussion om, hvor meget det allerede har opnået militært, hvordan man bedst konsoliderer disse gevinster, og hvordan man afslutter denne krig med en form for ny magtbalance til Israels gunst - før Israel synker ned i Gazas kviksand og jagter en perfekt sejr, der er et fatamorgana.
New York Times
Men der mangler en væsentlig detalje i Friedmans plan. Han antager, at de resterende gidsler kan befries uden løsladelse af palæstinensiske fanger.
Palæstinensere er fast besluttet på ikke at forlade deres hjemland
På spørgsmålet om, hvorfor den kollektive afstraffelse palæstinenserne skal være så intens, fortæller Israels forsvarere os, at de ikke ønsker at opleve en gentagelse af den 7. oktober. Desværre er Israel ikke klar over, at de 29.000 bomber, der er kastet over Gaza, vil skabe nye fjender for besætteren. Endnu vigtigere er det, at trods tolv ugers drab og ødelæggelse og nægtelse af adgang til vand, mad og medicin og forsøg på eliminering og fordrivelse af mennesker, er det ikke lykkedes at få palæstinenserne til at forlade deres hjemland. De 7,2 millioner palæstinensere, der stadig lever i det historiske Palæstina, flytter sig ikke. De vil før eller siden nedbryde apartheidsystemet, blot ved at blive på jorden og kræve lige rettigheder.
Vurdering af palæstinensisk modstand og Israels jagt på demokrati
Palæstinensere kan i fremtiden beslutte at intensivere den civile modstand. De har gennem årene opbygget et imponerende repertoire af taktikker og bevægelser, der kræver retfærdighed. BDS-bevægelsen (boykot, frasalg og sanktioner) har haft stor succes. Kan denne form for modstand åbne muligheder for partnerskab med moderate israelere for at afslutte apartheid? At afvikle apartheid indefra, fredeligt, ligner den mest logiske løsning.
I øjeblikket er den israelske fredslejr blevet svækket af den igangværende Gaza-krig og fremkomsten af det religiøse højre. Men retfærdighedens jødiske stemme er stadig aktiv i Israel og i USA. Til fremtidig statsopbygning bliver israelerne nødt til at vælge mellem apartheid og demokrati.
I sidste ende vil retfærdighed og fred sejre.
Ghassan Rubeiz er tidligere sekretær for Mellemøsten i Kirkernes Verdensråd. Tidligere underviste han i psykologi og socialt arbejde i sit fødeland, Libanon, og senere i USA, hvor han i øjeblikket bor. I de sidste tyve år har han bidraget til politiske kommentarer og lejlighedsvis holdt offentlige foredrag om emner relateret til fred, retfærdighed og tværreligiøsitet.