Gideon Levi 23. maj 2022 i Middle East Eye
Oversat af Uffe Gjerding.
Et samfund kommer ikke lang med hovedet begravet i sand og vil helt sikkert ikke kunne klare de egentlige udfordringer, det står overfor.
Er der noget, der helt mangler i den offentlige dagsorden i Israel, så er det et langsigtet perspektiv. Israel ser ikke fremad – ikke engang en halv generation frem.
Børn er vigtige i Israel, og den tid og de ressourcer, der bruges på dem, overgår formodentlig langt det, der er typisk i de fleste andre samfund. Alligevel er der ingen, der taler om, hvad der venter dem eller deres egne fremtidige børn.
Der findes ikke en eneste israeler, ikke én, der ved hvor deres land er på vej hen.
Spørg den jævne israeler, enhver journalist eller videnskabsmand, fra den politiske midte eller til højre eller til venstre: Hvor er I på vej hen? Hvordan vil jeres land se ud om 20 år? Eller om 50 år? De kan ikke engang beskrive, hvordan det vil se ud om 10 år. Få israelere ville kunne sige, hvor de gerne ser deres land bevæge sig hen, bortset fra de tomme slagord om fred, sikkerhed og velstand.
Foruroligende spørgsmål
Meget afslørende er det ene spørgsmål, der opstår omkring det langsigtede: vil Israel stadigvæk eksistere om 20 eller 50 år? Det er det eneste, man vil høre betvivlet i Israel vedrørende fremtiden. Alt imens et andet spørgsmål: “Vil der nogensinde komme fred?”, som var allestedsnærværende for en generation eller to siden, ikke længere er på dagsordenen og næsten aldrig stilles.
Der er meget få steder hvor folk spørger om deres land vil eksistere om et par årtier ind i fremtiden. Det spørger folk ikke om i Tyskland, i Albanien eller i Togo eller i Chad. Måske er spørgsmålet heller ikke relevant for Israel – en stærkt bevæbnet regional magt, imponerende forbundet, med teknologisk formåen og velstand, vestens yngling.
Overvej kendsgerningen at så mange israelere fortsat stiller dette spørgsmål, hyppigere på det seneste end nogensinde før. Tænk på de utrolige bestræbelser, israelere lægger for dagen for at erhverve sig et pas nummer to for dem selv og deres børn – et hvilket som helst pas! Hvad enten det er fra Portugal eller fra Litauen; det vigtigste er at være i besiddelse af en anden mulighed end et israelsk pas, som om et israelsk pas er en slags foreløbig tilladelse, der nærmer sig sin udløbsdato, som det ikke er muligt at blive ved med at forny det uendeligt.
Alt dette antyder, at den israelske skik med at begrave hovedet i sandet vedrørende deres lands fremtid dækker over en dybtliggende, og måske meget realistisk, frygt for, hvad fremtiden måtte indeholde. Israelere er bange for deres lands fremtid. De praler med deres lands magt og evner, en retfærdig nation, et udvalgt folk, et lys for alle nationer. Men samtidig er der en grundlæggende frygt, der gnaver indvendig.
Deres lands fremtid er skjult for dem i et tågeslør. De holder af at tale i religiøse termer om evighed, “et evigt forenet Jerusalem” og “Guds evige løfte til Israel”, mens de dybt nede ikke har begreb skabt om, hvad der vil ske med deres land i morgen, eller senest dagen derefter.
Selvbedrag giver ikke noget svar
Det drejer sig om fortrængning, benægtelse, selvbedrag på en målestok ukendt i andre samfund, man kan komme i tanke om. Ligesom der for de fleste israelere ikke findes nogen besættelse og bestemt ikke nogen apartheid – på trods af bjerge af beviser, der bestandig tårner sig op – så for de fleste israelere er i morgen ikke nogen sag. I morgen er ikke nogen sag i forhold til miljøet eller klimaforandring i Israel; i morgen er ikke nogen sag i forhold til relationer med den anden nation, der lever side om side med os med vores knæ på dens hals.
Spørg blot israelerne, hvordan det vil blive her den dag, der er et palæstinensisk flertal imellem Jordanfloden og Middelhavet. I bedste fald får man ikke andet end et skuldertræk. Hvor er det alt sammen på vej hen? Skal vi for evigt leve ved sværdet? Er det prisen værd?
Hvad man vil opdage er – gæt hvad? – israelere har aldrig stillet sig selv dette spørgsmål, og der er heller aldrig nogen, der har spurgt dem. Deres udtryk vil sige dig, at de aldrig har hørt et så mærkeligt spørgsmål. Under alle omstændigheder vil der ikke komme noget svar. Israelere har ikke noget svar.
Situationen er selvfølgelig meget usund. Et samfund når ikke langt med hovedet begravet i sandet, og vil givetvis ikke kunne håndtere de egentlige udfordringer, det står overfor. Besættelsen, som mere end noget andet definerer hvad Israel er i dag, udgør mange udfordringer, som Israel nægter at forholde sig til. Hvad vil der ske med besættelsen? Hvor vil det tage de to samfund (israelske og palæstinensiske) – besætter og besat – hen? Kan besættelsen fortsætte i al evighed?
Indtil for nylig var jeg overbevist om, at besættelsen ikke kan vare evigt. Historien har lært os, at et folk, der kæmper for at blive frie, generelt vinder og at rådne regimer, som Israels militære besættelse af det palæstinensiske folk, vil falde sammen: Smuldre indefra ved de forfald, der altid gennemtrænger det. Men efterhånden som den israelske besættelse varer ved og dens afslutning hele tiden fjerner sig, gnaver tvivlen i min engang så sikre overbevisning om, at noget snart vil ske, der vil bringe besættelsen til en afslutning: Ligesom et robust træ, der ser robust ud, men som er rådnet op indefra.
Det mest afskrækkende eksempel er Amerika og de oprindelige amerikanere – en historie om en besejring, der blev permanent, hvor de besejrede blev drevet ind i reservater, hvor de kun i teorien har uafhængighed og selvbestemmelse, og hvor deres nationale rettigheder tilsidesættes.
Endeløs besættelse
Med andre ord: Der er i virkelighedens verden besættelser, der mod al fornuft og alle forudsigelser fortsætter i det uendelige, idet de holder ved og holder ved indtil et besejret folk ikke længere har nogen nation og bliver til et antropologisk kuriosum, der bor i et bur i et reservat. Dette sker, når besættelsen er særlig magtfuld, og de besejrede særligt svage, og verden mister interessen for deres skæbne. En sådan fremtid truer nu palæstinenserne. De befinder sig i deres mest fortvivlede time siden Nakba i 1948.
Splittet, isoleret, manglende stærk ledelse, blødende ved vejsiden og langsomt ved at miste deres mest værdifulde værdi i form af den solidaritet, de vakte over hele verden, især i det globale syd.
Yasser Arafat var et globalt ikon; der var intet sted i verden, hvor man ikke kendte hans navn. Ingen palæstinensisk leder i dag kommer i nærheden af ham. Endnu værre: Deres sag er gradvis ved at forsvinde fra verdens dagsorden, der vender sig mod påtrængende emner som migration, miljøet og krigen i Ukraine. Verden er træt af palæstinenserne, den arabiske verden har længe været træt af dem, og israelerne har aldrig været interesseret i dem. Det kan endnu nå at ændre sig, men de nuværende tendenser er meget lidt opmuntrende.
Fortsætte med bosættelser? Hvorfor ikke? De fleste israelere er ligeglade. De har aldrig været i bosættelserne, vil aldrig begive sig derhen og er ganske ligeglade om Evyatar rømmes eller ej. Endnu en Nakba efter 1948-modellen forekommer ikke en realistisk valgmulighed for Israel lige nu; den anden Nakba er fortløbende, en der foregår snigende hele tiden, men uden drama. Der er givetvis i Israel folk, der leger med ideen om, at Israel under dække af en eller anden fremtidig krig, ville kunne “afslutte arbejdet”, der kun blev delvist gennemført i 1948. Truende røster i den retning er blevet mere højlydte på det seneste, men forbliver et mindretal i israelsk diskurs.
Kampen har for længst flyttet sig til den internationale front. Det afgørende skifte kan kun komme derfra, som det skete i Sydafrika. Men en del af verden har ganske enkelt mistet interessen, og resten klynger sig til tostatsløsningen, som om det er en formel, der er indviet ved et religiøst edikt. Og alligevel ved de fleste beslutningstagere, at tostatsløsningen for længst er død, hvis den nogensinde har levet og åndet.
Lighed er vejen frem
Den eneste vej ud af denne deprimerende blindgyde er ved at skabe en ny diskurs, en rettigheds- og ligheds diskurs. Folk må holde op med at synge forgangne års sange og favne en ny vision. Dette burde være indlysende for det internationale samfund; for israelerne og i mindre grad for palæstinenserne er denne ide revolutionerende, truende og usædvanlig smertefuld.
Indtil for få år siden blev denne ide betragtet som undergravende, forræderisk og illegitim. Sådan ses den stadigvæk om end med mindre styrke. Det er muligt at bringe det på banen. Det er afgørende, at civilsamfundet i vesten og derefter politikerne tager forandringen til sig. Mange ved, at dette er den eneste løsning, der står tilbage, men er bange for at indrømme det af frygt for at miste den magiske formel for fortsat israelsk besættelse skabt af den nu afdøde tostatsløsning. Lighed. Lige rettigheder fra floden til havet. En person, en stemme. Så grundlæggende og dog så revolutionær. Denne vej kræver et opgør med zionismen og forkastelsen af jødisk overherredømme og at man slipper hele selvdefinitionen hos begge folk – men den udgør det eneste glimt af håb.
Nutiden er dybt nedslående og fremtiden ikke mindre. Men at fortsætte med at forestille sig, at der endnu kan håbes på noget, at handling af en slags er mulig, er utroligt vigtigt. Det værste, der kan ske i denne del af verden, vil være, hvis alle mister interesse for, hvad der sker her og lader stå til i forhold til den nuværende realitet. Det må ikke ske.
Synspunkterne i denne artikel er forfatterens egne og afspejler ikke nødvendigvis Middle East Eyes redaktionelle politik.