Gideon Levy, 27. august 2022
Oversat af Uffe Gjerding
Forstyr venligst ikke Israel – de har travlt med at bekæmpe Iran. Kampen drejer sig om at forhindre Irans atomare oprustning, men tjener også Israel på andre måder. Så Israel vil fortsætte med at kæmpe, vil ikke ophøre med at sætte himmel og jord i bevægelse, vil ikke give op selv når chancerne for succes er ikke-eksisterende stillet overfor den aftale, der nu er ved at blive formuleret.
Premierminister Yair Lapid optræder på samme måde som premierminister Benjamin Netanyahu gjorde, med højrøstet og kompromisløs modstand mod aftalen. Heller ikke på det plan er der forskel på deres optræden. Og det skyldes, at igennem årene er selve kampen blevet nyttig for Israel, ikke mindre end det erklærede mål. Den første der så dette, var selvfølgelig Netanyahu, fadder til krigen imod Irans nukleare projekt.
Dette er en kamp mod et land der åbent truer Israel med et dommedagsvåben, men det er samtidig en kampagne for at fjerne, hvad Israel betragter som en ikke mindre trussel – global modstand mod besættelsen.
Lige siden Israel påbegyndte kampen mod Irans nukleare program, er det lykkedes at vende indholdet af den globale diskurs på hovedet. Hvis ethvert tidligere diplomatisk møde drejede sig om en løsning på konflikten, så er det nu skubbet til side – bortset fra tomme ord og fotoanledninger ved de palæstinensiske myndigheders hovedkvarter i Ramallah – og samtalen bevæger sig over til det virkeligt vigtige anliggende: det iranske nukleare program. Forstyr ikke Israel lige nu med international lov og med apartheid – kan I ikke se, at vi har travlt med Iran?
Iran spørgsmålet lader Israel vende tilbage til dets yndlingsposition – det evige offer, med en størrelse, der søger dets udslettelse; og når Israel råber ”udslettelse” hvem vil så ikke komme til dets forsvar? Når Israels eksistens er truet af et andet land, kan det ikke tage sig af besættelsens detaljer, bosætterne og menneskerettigheder. Og verden giver let efter. Under alle omstændigheder har den ikke nogen særlig interesse i at løse det palæstinensiske problem, den har mere påtrængende sager, der skal løses. På den måde tjener samtalen om Iran næsten alles interesser.
I årevis var det palæstinensisk terrorisme, der tjente Israels sag – man kan selvfølgelig ikke stole på flykaprere og selvmodsbombere. Hamas tjente også Israels sag: Man kan jo ikke give efter for Al- Qaida og Islamisk Stats lokale afdeling. Iran rejste sig i øst; et stort mirakel blev skabt.
Iran ikke blot overflødiggjorde det palæstinensiske spørgsmål; det hjalp også til at forene hjemmefronten: En trussel udefra og en frygtkampagne er altid godt for dem, der regerer, enhver der regerer. Og der er ingen trussel, der som den iranske kan berige forsvarsetablissementet med flere og flere midler og øge dets betydning. Fare, krig.
Iran gør det også muligt at fortsætte Israels stjernerolle på den globale scene: Der iranske nukleare projekt er et globalt anliggende, og Israel spiller en førende rolle som det primære mulige offer. Alt dette betyder ikke, at Iran ikke udgør en stratetisk trusse,l og at Israel ikke er et potentielt offer. Selvfølgelig er den det, men Israel ved, hvordan det skal presse enhver trussel til det yderste.
Den mest fornuftige aftale, der kan opnås, er nu ved at blive formuleret – og Israel anslår allerede alarmklokkerne og råber op om i hvert fald at modtage passende kompensation fra USA. Der tales allerede om mere militærhjælp i bytte for en aftale, der vil tjene Israel.
Uanset hvordan vi præsenterer det, vil det være til Israels fordel. Vi burde være stolte af en politik, der tjener Israel og også beskytter det så meget som muligt. Men som i enhver handel sker aftalen med Iran på bekostning af noget andet. Og det andet er afslutningen på besættelsen.
Det har bestemt ikke været Irans hensigt, ej heller Israels, men i de seneste år er der ikke noget, der har tjent Israels besættelse så meget og så effektivt som den iranske trussel. Nu står der kun tilbage at håbe at aftalen med Iran ikke fjerner sagen helt af dagsordenen. Måtte dette ikke ske. Israel har brug for det, som det har brug for at trække vejret.