Af biskop Kresten Drejergaard, Odense
13. juli 2025
Som barn blev jeg opdraget med at få fortalt bibelhistorie samt fortællinger fra danmarkshistorien, og det blev alt sammen akkompagneret af Grundtvigs bibelhistoriske sange og danmarkshistoriske digte. I mit barnlige sind smeltede historierne sammen og blev til én historie. Begge sæt fortællinger er forenet i mine personlige historiske forudsætninger. Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg i kraft af historien er en del af det danske folk samtidig med, at jeg er opdraget med, at det jødiske folk, skal have vores helt særlige opmærksomhed, fordi det er et bibelhistorisk folk, et forfulgt folk, som man har forsøgt at udrydde, men også et dygtigt folk, som har forstået at opdyrke ørkenen.
Hvis jeg dengang havde kendt slagordet ”From the River to the Sea” ville jeg ikke have været i tvivl om, at der måtte være tænkt på det jødiske folk, som skulle have landet fra Jordanfloden til Middelhavet. Men på Roskildefestivalen genlød frasen ”Fra floden til havet” for nylig som et slagord for Palæstinasympatisører.
I begyndelsen af 1900-tallet var området mellem Jordanfloden og Middelhavet ikke en suveræn stat, men et område, der var under britisk mandat. Og før 1. verdenskrig var området under tyrkisk herredømme. Men det har i århundreder været et område med en arabisktalende palæstinensisk befolkning af landbrugere og byboere. Det var tilfældet, indtil den jødiske indvandring inspireret af den europæiske antisemitisme satte ind omkring 1900-tallet. Den jødiske indvandring blev øget betragteligt efter 2. verdenskrig og massedrabet på jøder i koncentrationslejrene. Dette førte til oprettelsen af den israelske stat den 14. maj 1948. Da jeg var barn, fik jeg at vide, at jeg var kommet til verden på Israels fødselsdag, hvilket jeg skulle være stolt af. Men det er omvendt: Det er staten Israel, der blev oprettet på min fødselsdag, eftersom jeg var fire år gammel, da staten blev oprettet.
”From the River to the Sea”. Dette slagord kunne set I bakspejlet lige så godt have været et udtryk for den moderne israelske stats ambition. I hvert fald er det aktuelt den jødiske ambition, der er tættest på at gå i opfyldelse. Det er ikke den palæstinensiske. Flere besøg i Israel har gjort det klart for mig, at en afgørende del af min barndoms opdragelse beror på en historieforfalskning. Den jødiske stat er jo ikke opstået som følge af en indvandring i et tomt og ubeboet land. ”Det tomme land” er en myte, der er opstået som en undskyldning for den jødiske indvandring i Palæstina. De første jødiske kibbutzer blev ikke etableret i et tomt og ubeboet land, men derimod ved Genesaret Sø og på den frugtbare Saronslette langs Middelhavet, hvorfra den palæstinensiske befolkning blev fordrevet til flygtningelejre i Libanon og Jordan, fordi de indvandrede jøder med Bibelen i hånden gjorde krav på det land, som i de frugtbare områder altid har været befolket, men ikke har været nogen jødisk stat siden romernes ødelæggelse af Jerusalem i år 70.
Jeg har været i Palæstina/Israel flere gange, og for hver gang har det været mere og mere forstemmende, fordi stemningen i den palæstinensiske befolkning er blevet mere og mere bitter. Ganske vist har palæstinenserne i forlængelse af Oslo-aftalerne i 1993 opnået et vist selvstyre på Vestbredden og i Gaza-striben samt efterhånden også en begrænset repræsentation i FN.
Men i modsætning til den såkaldte fredsproces har der udviklet sig en jødisk bosætterpolitik på Vestbredden, hvor man tilmed har etableret en række særlige sikkerhedsforanstaltninger samt en infrastruktur med veje, som kun må benyttes af de jødiske bosættere, men ikke af de lokale palæstinensere. Adskillige palæstinensiske familier har fået deres ejendom konfiskeret som straf for, at familiens drenge har kastet sten efter det jødiske politi. Ejendommene er derefter blevet overtaget af bosættere. Sagt med andre ord: Det palæstinensiske selvstyre er i strid med adskillige FN-resolutioner blevet udhulet af den jødiske bosætterpolitik.
Europæiske politikere med den danske regering i spidsen taler om, at fredsprocessen skal fortsætte med etablering af en såkaldt ”to-stats-løsning”. Man må spørge de pågældende politikere, hvor de har tænkt sig, at de to stater skal være. Det er utænkeligt, at man kan få Israel til at opgive sine mere end 150 bosættelser med mere end 700.000 jødiske beboere i det område, som man nu med bibelske navne kalder Samaria og Judæa. Og hvad skal der ske med Gazastriben?
I 2004 var jeg sidste gang i Israel som biskoppelig frontfigur i en delegationsrejse for Folkekirkens Nødhjælp. Vi havde undervejs kontakt med forskellige menneskerettighedsorganisationer og sundheds-institutioner på Vestbredden og i Gaza. Under et afsluttende besøg i det israelske udenrigsministerium fik vi en voldsom skideballe, fordi vi havde haft forbindelse med palæstinensiske organisationer. Det var et forræderi mod Israel, fik vi at vide. Jeg blev så vred, at jeg affyrede en kort, men umisforståelig redegørelse for min opdragelse, hvad angår Israel. Dette førte til, at mødet blev afbrudt og straks efter afsluttet.
Dermed sluttede så mit sidste besøg i Israel. Og det bliver formentlig i bogstavelig forstand det allersidste besøg. Måske er jeg heller ikke mere velkommen? I øvrigt har jeg også mistet lysten efter at have set Israels fremfærd i Gazastriben. Som hævnaktion betragtet er denne fremfærd helt uden proportioner. Og jeg er bange for, at de sundhedsklinikker, vi besøgte i Gazastriben, nu helt er jævnet med jorden.