Af Ingrid Ank, Leder af Grundtvig Akademiet og ansvarshavende redaktør for tidsskriftet Grundtvigsk Tidende.
Det er et tegn på en vis mængde visdom, når et menneske kan få øje på nuancer. Når hun kan tvivle og tøve og tænke og ikke bare inddeler verden i forsimplede modsætninger, der tilslører, at tilværelsen er kompliceret. Og der er akut brug for, at vi ikke forsimpler det komplicerede. Der er brug for, at mennesker med magt ikke forsimpler det komplicerede. At vi ikke reducerer virkeligheden til A versus B, land versus by, elite versus folk, traditionalister versus liberale, kvinder versus mænd, Israel versus Palæstina, EU versus USA. Og så videre.
Det hører med til tilværelsens kompleksitet, at kristendom og politik hører sammen – på en indirekte måde. Det er kun dem, der forsøger at forsimple tilværelsen, der bilder sig ind, at man kan skille det fuldstændig ad. ”Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er,” siger de og tror, de dermed har sat trumf på. Og overser, at bibelcitatet overhovedet ikke gør det lettere at være menneske. Det havde været meget enklere, hvis Jesus havde sagt: Lad være med at betale skat, og vend verden ryggen. I stedet fik vi en kirke, der forkynder, at det hellige er kommet til verden, er kommet ind i verden.
Så: De vise er dem, der forstår, at tilværelsen er kompliceret. De dumme er dem, der laver forsimplede modsætninger.
Men kan det også være omvendt? Kan det også være en flugt fra virkeligheden at kalde den kompliceret? Det hævder den palæstinensiske præst i den lutherske ”Julekirke” i Betlehem, Mitri Raheb. Han skriver sådan her:
”Vestlige politikere og kirkeledere tør ikke støtte Palæstina. [...] De opfatter den russiske invasion i 2022 som en klar og grusom handling, der kræver støtte til det ukrainske folk, men samtidig beskriver de den israelske besættelse som kompliceret og ignorerer sagens klarhed i international ret. Beskrivelsen kompliceret bruges til at sløre den palæstinensiske sag og fremstille den som undtagelsen fra reglen” (Mitri Raheb, ”Afkoloniser Palæstina”, på dansk i 2024).
Det, der ifølge Mitri Raheb ikke er kompliceret, er, at Israel-Palæstinas historie er parallel til Canadas, USA’s og Australiens i den forstand, at der i alle tilfælde er tale om lande, der ikke var øde og ubeboede på det
tidspunkt, hvor en ny befolkning flyttede ind. Der boede mennesker. Men mens man i de øvrige lande jo efterhånden er begyndt at diskutere den kolonialistiske fortid, så opfattes Israel-Palæstina som noget andet. Her lyder svaret ofte, at det er ”kompliceret”.
Det er det også. Og staten Israel har – selvfølgelig – en anden historie end USA. Men spørgsmålet er alligevel, om henvisningen til ”komplikation” er en undvigemanøvre. Om det er en fribillet til at slippe uden om virkeligheden. Det er det spørgsmål, Mitri Raheb rejser.
Og undviger man derved den ægte komplikation? For ligesom alle amerikanere, der er kommet til efter Columbus, jo ikke skal forlade landet, så er det heller ikke Rahebs pointe, at alle tilflyttere efter 1948 skal forlade Israel. Men vi skal kunne se, at området har en lang historie, og at der hele tiden har boet mennesker. Disse mennesker er ikke ”de andre”, ”de fremmede”. De er der. Og vi skal ikke – skriver Raheb – levere ”teologisk software”, der bidrager til at legitimere en brutal fremfærd eller gør det mere ”kompliceret” at sige fra over for den. Eller som bidrager til at tilsløre det faktum, at området på intet tidspunkt i historien har været ubeboet. Og vi skal ikke, vil jeg tilføje, lade en fornemmelse af, at ”det er kompliceret” bidrage til, at menneskeliv – ethvert og hver eneste menneskeliv – mister sin uendelige betydning og dermed lige så gyldige betydning som ethvert andet menneskeliv. Vi skal ikke bidrage til, at menneskeliv bliver vejet på forskellige vægte.
Og det er jo netop her, kirke og kristendom har noget at sige. Og måske er det ”kompliceret” at finde politiske løsninger, der vil holde i fremtiden. Det er jeg ikke den, der kan svare på. Men uanset dette, har vi ingen gode grunde til at gemme os bag komplikationens maske i forhold til den enfoldige virkelighed: Der bor mennesker i Gaza. De udsættes for en helt ekstrem brutalitet. Og nu kigger hele verden et andet sted hen – mod Iran. Og der bor stadig mennesker i Gaza.
Det er den enfoldige virkelighed, der skal ses i øjnene: Der bor mennesker i Gaza. Det er ikke kompliceret.