Amira Hass, Haaretz, 9. august 2022
Oversættelse Uffe Gjerding
Det er svært, ja, uforskammet at ringe til folk i Gaza og spørge, om de støtter Islamisk Jihads beslutning om at sende en byge af raketter ind i Israel efter drabet på hærfører Taysir al-Jaanari og hans assistent, Salame Abed. Hvorfor svært? Først de tekniske grunde: Mangel på beskyttelsesrum, “jernkuppelen” og sirener gør, at omkring to millioner indbyggere i Striben igen oplever den russiske roulette, de har lidt under siden 2008 under fire krige og utallige mindre militær “operationer”. De er optaget af deres egne liv og deres slægtninge og elskede, og de er bange for og ude af stand til at tilbageholde en forestilling om det værst mulige. De undertrykker terroren med kort søvn og sniksnak om alt andet end den pågående krig.
De er optaget af, at finde ud af hvilke af deres slægtninge i Jabaliya eller Rafah, der er blevet dræbt og hvordan deres venner, der bor ved siden af den netop udbombede bygning, har det. De udveksler oplysninger og grusomme videoer af en hånd der stikker ud af murbrokkerne, børn der skriger, kvinder der flygter og huse der styrter sammen i skyer af røg og aske. Gaza er lille og kompakt og det syntes som om, alle kender alle og er bekymrede for alle.
Imellem frygten og lyden af droner og eksplosioner driver folk deres hjems eller kvarters generator, fordi strømforsyningen på det seneste er begrænset til tre timer om dagen, eller de fylder vandtanken med badevand, da man ikke kan vide, hvornår byen igen har strøm nok til at få vandet til at løbe i rørene. Vand fra hanerne er usundt at drikke, så man risikerer at forlade sit hjem for at købe litervis af renset vand og lede efter en åben fødevarebutik – som er løbet tør for varer, fordi Israel lukkede Kerem Shalom overgangen for varer fem dage forinden.
De er bekymrede for velfærden af bedsteforældre og sønner, som ikke har haft adgang til livreddende behandling i Østjerusalem eller i Nablus, fordi Israel har holdt Erez overgangen lukket siden 2. august.
Og hvorfor er det uforskammet at spørge folk i Gaza, om de støttede Islamisk Jihads respons? Fordi det er et spørgsmål, der indebærer Israels antagelse om at “palæstinenserne startede det igen,” og at dette er en situation med ligestilling mellem to suveræne enheder, hvor den ene (Gaza) er krigsmageren, der angriber det fredssøgende land. Dette er et spørgsmål, der ikke tager i betragtning, at Israel bliver ved med at diktere palæstinensernes liv i Striben, som den gør det på Vestbredden, selvom den hævder, at den ikke gør det, og selvom de fleste israelske jøder ikke tror på det.
Når det valgte at kaste sig ud i angivelig terrorangrebsforhindrende drab, satsede Israel på, at Islamisk Jihad ville handle i overensstemmelse med den drejebog, det havde skrevet. Det vil sige, at Israel bevidst udsatte de israelske beboere i Gazas nærområder for frygten for raketter, sirener og lyden af træfninger. Når Islamisk Jihad handlede i overensstemmelse med Israels drejebog, skulle den havde taget med i betragtning, at Israel ikke ville stille sig tilfreds med én runde af iværksættelse og respons. Med andre ord må den have tænkt, at Israel gentagne gange ville iværksætte “kirurgiske” luftangreb, der også dræber og sårer ubevæbnede, ikke-kæmpende palæstinensiske borgere, angreb der er årsag til enorm skade på ejendom og bringer to millioner belejrede mennesker tilbage til en tilværelse med dødelig terror og dødelig risiko.
Ikke desto mindre blev spørgsmålet stillet: Støtter Gazas borgere Islamisk Jihads (en beundret men lille organisation) respons på de israelske attentater? Svaret er, at det ikke er tiden nu til at finde ud af det, men mennesker hvisker noget om deres tvivl og træthed efter en serie af krige og ødelæggelse, der ikke har medført noget og som ikke afsluttede belejringen. Senere vil disse røster vokse sig større, eller ikke. Erfaringen viser, at der findes en tærskel af død og ødelæggelse, som, hvis Israel krydser den igen, vil få borgerne i Striben til at støtte en hvilken som helst palæstinensisk militær respons på trods af frygt og rædsel og uanset hvor nyttesløst det måtte være at stoppe Israel fra at bombe, dræbe og ødelægge.
Lige nu er håbet i Gaza om at våbenhvilen vil vare ved et slags svar på spørgsmålet. Men det højest lydende svar er Hamas beslutning om, i hvert fald siden søndag, at holde sig tilbage med angreb. Dette er en organisation, der tilpasser sig den offentlige følelse (selvom den ikke altid handler derefter). Nogle stemmer på Facebook kalder dens svigt med at tilslutte sig Islamisk Jihads kampagne for “forædderi,” men de udgør et mindretal. En del af mine venner og bekendte i Gaza er af den formodning, at offentligheden er tilfreds med, at Hamas forholdt sig tilbageholdende og ikke sluttede sig til kampen. Dens holden sig tilbage sikrer en hurtig våbenhvile.
Hamas, der udgør de facto regeringen i Gaza, går ingen steder hen. De har til hensigt en dag at lede hele det palæstinensiske folk under israelsk kontrol og i diasporaen i stedet for PLO og Fatah, som er blevet tømt for alt indhold.
Som det regerende parti må Hamas være bekendt med undersøgelsen foretaget af Red Barnet, udgivet i juni måned under overskriften “Indespærret.” Undersøgelsen viser, at efter 15 års israelsk påtvunget belejring med deraf følgende udbredt arbejdsløshed og fattigdom og fire omfattende militære konflikter, lider fire ud af fem børn i Gazastriben – hele 80% - under depression og lever i frygt og sorg.
I organisationens tidligere lignende undersøgelse i 2018 var raten 55%. Sengevædning, talevægring, manglende evne til at finde positive måder at håndtere vanskeligheder på, en følelse af, at familier og venner ikke støtter en, manglende opmærksomhed, er blot nogle af de ikke-overraskende psykiske symptomer nedfældet i rapporten, som de fleste børn lider af. Andre iagttagelser var, at halvdelen af alle børn i Striben tænker på selvmord og tre ud af fem på at skade sig selv.
Almisser fra Qatar og militært bravado vil ikke løse op for denne plage. Selv hvis Hamas har en tendens til at tvivle på nøjagtigheden af “vestlige” undersøgelser, der baserer sig på “vestlige” psykologiske teorier, kan den ikke fuldstændig se bort fra disse data og den direkte kobling til krigene. Israel og dets borgere er ligeglade, ligeså vestlige regeringer, der taler om “Israels ret til at forsvare sig”, alt imens de ser bort fra dets kontrol over Striben. Hvem, om ikke de facto regeringen i Striben, vil nå frem til den konklusion, at en udvidelse af den pågående militære konfrontation er dårligt for dets eget folk.