Han prøvede at flygte fra sammenstødene, men blev ramt af et israelsk skud

I deres øjne var han udset til at udrette store ting. Hver dag efter at have samlet ham op tog hans far ham med på kontoret, der er ejet af selskabet, han ejer, Gulf Emirates Investment, hvor Khalil forventede, at sønnen skulle arbejde i fremtiden. Men på denne dag, den 11. maj, blev den strejke, som lærerne så småt havde påbegyndt i dagene forud, til en fuld strejke, og eleverne blev sendt hjem straks ved ankomsten. Det var det, der afgjorde Thaers skæbne.

Kort før kl. 8 steg han ud af sin mors bil og gik ind i skolen, hvor han fik at vide, at timerne var aflyst. I de forløbne dage havde undervisningen kun varet et par timer til kl 10, det tidspunkt hvor hans far også skulle hente ham denne dag. Men Thaer og hans klassekammerater forlod skolebygningen i den østlige ende af El Bireh og begav sig i retning af området, hvor der var regelmæssige sammenstød med de israelske soldater ved den gamle – nu afspærrede – indgang til bosættelsen Psagot nogle få minutters gang fra skolen.

Thaer blev dræbt mellem Lily’s Hair Salon og Mariam’s Beauty Centre på en beboelsesvej, der normalt er helt rolig. Men sten og granathylstre strøet over vejen, sammen med smadrede ruder og udbrændte dæk viser, at denne stilhed blot er en illusion. Dette kvarter i El Bireh er en slags grænse, der næsten dagligt udvikler sig til en krigszone.

Mandag i denne uge, da vi var i El Bireh, drev en gruppe unge mennesker omkring ligesom den dag Thaer døde. Bosættelsen for enden af vejen udgør et surrealistisk syn: en palæstinensisk vej, der ender ved indgangen til en jødisk bosættelse. Psagot blev grundlagt for at hindre El Birehs udvikling og ser ud, som var det en direkte og naturlig udvidelse af byen, måske endog en forstad. Men Psagot er en af de fæleste bosættelser. Dens vin er blevet et kendt mærke for dem, der ikke ved, eller ikke bryder sig om at vide, at dens giftdruer dyrkes på stjålet jord, og den forbandede vin ældes i tønder på land, der blev frarøvet ved magt fra deres ejere i El Bireh. Vingårdens ejere bor også i et rummeligt træhus på stjålen jord.

Den gamle indgang til Psagot via El Bireh har været blokeret i årevis: en gul jernport, pigtråd, betonblokke, militære vagtposter. Palæstinensiske unge kommer her næsten hver dag for at kaste sten mod hegnet, brænde dæk af og i øvrigt at provokere soldaterne, der dukker op fra deres armerede stillinger og skyder efter dem, nogle gang med tåregas andre gang med levende ammunition, nogle gange sårer de, andre gange dræber de.

Den 11. maj forlod Thaer og 10-20 andre unge skolen kl. 8.30 og delte sig i to grupper. En gruppe begav sig direkte i retning af indgangen til Psagot; den anden gruppe, herunder Thaer, gik forbi dem længere oppe, tilsyneladende for ikke at nærme sig farezonen eller tage for store risici. Thaer og hans venner gik den korte afstand fra skolen og nåede gadehjørnet mellem hårsalonen og skønhedssalonen. Sammenstødene fandt sted mere end 100 meter fra dem.

Med hjælp fra øjenvidner har feltarbejder Iyad Hadad fra den israelske menneskerettighedsorganisation B’Tselem rekonstrueret, hvad der skete fra det øjeblik, skridt for skridt. Soldaterne, der kom fra Psagot, delte sig i to grupper. Den ene placerede sig lige over for de unge, den anden ville overraske dem bagfra. Den første gruppe soldater forsøgte at drive de unge væk med tilråb og tåregas; de unge kastede med sten og satte ild til dæk.

Den anden gruppe, som inkluderede Thaer, så til fra den øverste del af gaden, alt imens de pressede sig op imod husmurene og gemte sig bag parkerede biler. En lille fabrik for rengøringsartikler lå imellem gymnasieleverne og soldaterne. En bil, der var på vej, vendte om da fabrikkens ejere advarede chaufføren. Fabriksejeren fortalte Hadad, at han havde på fornemmelsen, at noget dårligt var under opsejling. Soldaterne, der ville overraske de unge, benyttede sig af bilen, der forsøgte at vende om, og gemte sig bag den. Gruppen af unge, der stod længere oppe, ville ikke kunne have set dem.

En, der boede over Lily’s Hair Salon, sansede også faren og opfordrede gymnasieeleverne til at forlade stedet. En af dem gik ned ad gaden for at hente sin egen og Thaers skoletasker, som de havde efterladt ved siden af et af husene. Thaer skjulte sig bag en parkeret bil. I mellemtiden trak de unge under dem sig tilbage af frygt for soldaterne og de to grupper smeltede sammen. De ønskede tilsyneladende at forlade området; måske fornemmede de også, at de var i fare.

Thaer kiggede ud imellem bilerne, formentlig for at se, om hans ven var kommet med skoletaskerne. Det var bogstaveligt talt hans fatale fejl. En soldat, der gemte sig længere nede ad gaden, fyrede tre skud af mod ham. To af dem ramte en bil ved siden af fabrikken, den tredje ramte Thaer i brystet. Han tog nogle få skridt, inden han faldt sammen på fortovet, idet blodet strømmede ud af hans næse og hans mund. Han blev hurtigt bukseret ind på bagsædet af en bil, der tilhørte Muad Quran, naboen der bor oven over hårsalonen, og blev kørt hurtigt til regeringshospitalet i Ramallah.

Thaer trak endnu tungt vejret; vennerne, der fulgte med ham i bilen, talte til ham for at forsøge at holde ham ved bevidsthed, men han responderede ikke længere. Omkring 100 meter fra hospitalet standsede hans vejrtrækning. Forsøg på at genoplive ham på hospitalet var forgæves. Han var død. Det var ikke længe efter drabet på journalist Abu Akleh, som var fokus for al opmærksomhed den dag. Drabet på Thaer tiltrak tilsyneladende ikke nogen medieopmærksomhed, hverken lokalt eller internationalt.

Hadad fra B’Tselem er overbevist om, at soldaterne eller deres overordnede var fast besluttet på at dræbe en af de unge for at afskrække de andre og få dem til at sprede sig. Ifølge Hadad findes der ikke nogen anden forklaring på, at soldaterne skød Thaer på 100 meters afstand, uden at Thaer var til nogen som helst fare for dem, og ramte ham midt i brystet. Han skød for at dræbe, siger Hadad, og der var ikke nogen begrundelse for det.

Militærets talsmand udstedte i denne uge følgende udtalelse til Haaretz, sådan som de gør næsten hver uge: “Efter hændelsen er en militærpolitiundersøgelse blevet iværksat. Ved dens afslutning vil dens resultater blive overbragt til undersøgelse hos den militære anklagers kontor.”

Khalil, en pæn mand i sportsjakke, så sin søn for sidste gang aftenen før hans død. De gik begge i seng ved midnatstid. Khalil sov endnu, da Maria tog Thaer og nogle af hans søskende til deres skoler. Klokken var 9.30, da en af brødrene, der arbejder i det palæstinensiske sikkerhed, ringede for at informere deres far om, at Thaer var blevet dræbt.

I børneværelset, hvor hans seng står ved siden af hans yngre bror Laits seng, er der måner og stjerner malet på loftet. Laith, der er 14 år gammel, bærer en træmedaljon om halsen med et billede af sin bror, med et gabende hul i brystet.