Gideon Levy, Ha'aretz, 3. februar 2022
Oversættelse Uffe Gjerding
Blev Israel ikke grundlagt på en udtrykkelig politik om at bevare jødisk demografisk hegemoni, alt imens antallet af palæstinensere indenfor dets grenser blev bragt ned? Ja eller nej? Eksisterer denne politik ikke stadigvæk den dag i dag? Ja eller nej? Opretholder Israel ikke et undertrykkelses- og kontrolregime af palæstinensere i Israel og i de besatte områder til gavn for den israelske jøde? Ja eller nej? Sandt eller falskt? Afspejler retningslinjerne for forholdet til palæstinenserne ikke en politik om at skyde eller i det mindste lemlæste? Ja eller nej? Sandt eller falskt? Er fordrivelsen af palæstinensere fra deres hjem og nægtelse af byggetilladelser ikke en del af den israelske politik? Ja eller nej? Sandt eller falskt?
Er Sheikh Jarrah ikke apartheid? Er nation-stats loven ikke apartheid? Og nægtelsen af familiesammenføringer? Og de uautoriserede landsbyer? Og ’judaiseringen”? Er der et eneste område, i Israel eller de besatte områder, hvor der er sand og absolut lighed undtagen af navn?
At læse (Amnesty) rapporten er at fortvivle. Det er alt det, vi vidste, men sammenfattet. Og alligevel føltes der ikke fortvivlelse eller fortrydelse i Israel. De fleste medier marginaliserede og udviskede den, og “(bort)forklaringskoret” slog den hen. Propagandaminister Yair Lapid lirede noget af og gik til angreb, endnu inden rapporten var offentliggjort. Diasporaminister Nachman Shai fulgte hurtigt efter. Vi har endnu til gode at se tilblivelsen af en international rapport som Israel ikke fordømmer, alt imens man nægter at svare på et eneste af de punkter, der behandles. Den ene organisation efter den anden, mange af dem vigtige og ærlige, kalder det apartheid, og Israel siger: Antisemitisme.
Vær så venlig at bevise, at Amnesty ikke har ret. At der ikke er to retssystemer i de besatte områder, to sæt rettigheder og to formler for fordeling af ressourcerne. At legitimeringen af Evyatar (illegal israelsk forpost på Vestbredden) ikke er apartheid. At en grøn bosættelse op og ned ad et hyrdesamfund uden vand og strøm ikke er apartheid. At Israels arabiske borgere ikke oplever systematisk, institutionel diskrimination. At den Grønne Linje ikke er blevet udslettet. Hvad er ikke sandt?
Selv Mordechai Kremnitzer (venstreorienteret israelsk akademiker) blev afskrækket af rapporten og angreb den. Hans argumenter: Rapporten skelner ikke mellem Israel og De besatte Områder, og den behandler fortiden, som var det nutid. Sådan er det, når selv venstreorienterede akademikere indrulleres i forsvaret for zionistisk propaganda. At anklage Israel for synderne fra 1948 og kalde det apartheid er som at anklage USA for apartheid på grund af Jim Crow fortiden, skrev han i gårsdagens Haaretz.
Forskellen er, at den institutionaliserede racisme i USA langsomt er forsvundet, hvorimod den i Israel er mere levende og stærk end nogensinde. Den Grønne Linje er også blevet udvisket. Det har i nogen tid nu været én stat. Hvorfor skal Amnesty så lave en skelnen? 1948 fortsætter. Nakba (katastrofen) fortsætter. En direkte lige linje forbinder Tantura med Jiljilya. I Tantura foretog de en massakre (i 1948) i Jiljilya forårsagde de en 80-årig mands død (i slutningen af januar 2022). I begge tilfælde er palæstinensiske liv ikke en døjt værd.
Der findes selvfølgelig ingen propaganda uden hyldest til retssystemet. “Vigtigheden af regeringens lovlige råd og domstole, som imod et stort politisk flertal forhindrede bandlysningen af arabiske kandidater og lister til Knesset…Et arabisk parti, der slutter sig til koalitionen, latterliggør beskyldningerne om apartheid,” skrev Kremnitzer.
Det er så godt at fremhæve Højesteret, som ikke har forhindret en eneste besættelsesforbrydelse, og Masour Abbas (leder af arabiske enhedsparti) for at bevise, at der ikke er nogen apartheid. 74 års statsdannelse uden en eneste ny arabisk by, uden noget arabisk universitet eller togstation i en arabisk by undertrykkes af den store hvidvasker af besættelsen, Højesteret, og et mindre arabisk koalitionspartner, som endog anses for at være illegitim.
Verden vil fortsætte med at slynge med skældsord og Israel vil fortsat ignorere det. Verden vil sige apartheid, Israel vil sige antisemitisme. Men bevisbyrden vil fortsat hobe sig op. Det, der står i rapporten, stammer ikke fra antisemitisme, men vil hjælpe med at styrke den. Israels politik udgør den største bevæggrund for antisemitiske strømninger i verden i dag.