Af: Ghassan Rubeiz 25. juni 2025
Oversættelse: Uffe Gjerding.
I stedet for at tvinge Teheran til underkastelse gennem den kirurgiske ødelæggelse af tre atomanlæg med bunkerbrydende ammunition kan disse angreb i det lange løb have intensiveret en allerede farlig optrapningscyklus, der truer med at opsluge hele Mellemøsten. På trods af den pludselige fremkomst af en Trump-importeret usikker våbenhvile mellem Iran og Israel repræsenterer den fremherskende strategi med israelsk militær dominans en grundlæggende misforståelse af, hvad denne ustabile region faktisk har brug for for at opnå varig stabilitet.
Den nuværende tilgang behandler Iran som en pariastat, der skal straffes og isoleres, indtil den kapitulerer over for israelske og vestlige krav: at opgive sit atomprogram, afvikle sine missilkapaciteter og afbryde forbindelserne med allierede grupper i Palæstina, Libanon, Irak og Yemen. Denne strategi går ud fra, at militært pres alene kan tvinge en stolt nation med årtusinders historie og kultur til at opgive, hvad den betragter som sine legitime sikkerhedsinteresser. En sådan tankegang er ikke bare naiv; den er farligt kontraproduktiv.
Irans modstandskraft bør ikke undervurderes. Selvom Teheran har lidt store tab på grund af nederlagene til de allierede modstandsgrupper og den direkte konfrontation med Israel, er landet blevet ydmyget, men ikke knækket. Regimet vil sandsynligvis omgruppere og remobilisere. Freden står ikke for døren.
Lige så bekymrende er de voksende spekulationer om et regimeskifte i Teheran, mens lignende diskussioner om det israelske lederskab tilsyneladende er forsvundet fra den diplomatiske diskurs. Besættelsen af at ændre individuelle ledere eller politiske systemer overser den grundlæggende pointe: Bæredygtig stabilitet kan ikke gennemtvinges med magt, og den kan heller ikke opstå som følge af en enkelt stats hegemoniske dominans, uanset dens militære overlegenhed eller teknologiske fordele.
Det, Mellemøsten desperat har brug for, er måske ikke de klogeste ledere eller meget forbedrede politiske systemer, men en omfattende regional sikkerhedsramme, som omfatter alle nationer i regionen uden undtagelse. Illusionen om, at Irans taktiske nederlag vil bane vejen for, at Israel kan udvide Abraham-aftalerne - og skabe en sunni-domineret koalition, som bevidst udelukker det shiitiske Iran - er en farlig fejlberegning, som kun vil uddybe de sekteriske skel og garantere fremtidige konflikter.
Effektive regionale sikkerhedssystemer behøver ikke at kræve perfektion fra medlemslandene. I stedet bør de udgøre en ramme, inden for hvilken hver nation kan udvikle sig i sit eget tempo og tage fat på interne udfordringer, samtidig med at de bidrager til kollektiv stabilitet. I dagens Mellemøsten er den lammende frygt for at gennemføre nødvendige reformer - hvad enten det er med henvisning til religiøs overbevisning, kulturel følsomhed eller bekymring for regionale reaktioner - blevet en primær hindring for meningsfulde fremskridt i retning af demokrati.
Washingtons strategi om at gøre Israel til en regional supermagt, der kan omforme Mellemøsten gennem teknologisk overlegenhed, er moralsk og politisk forfejlet. På trods af sin militære dygtighed er Israel stadig en geografisk lille og internt splittet stat. Ironisk nok er det truslen fra naboerne, snarere end en fælles national vision, der holder landet samlet og militant. Israels handlinger har gjort Gaza ubeboelig og ustyrlig, men landet kan ikke undslippe ansvaret for den humanitære, demografiske og politiske virkelighed i det palæstinensiske spørgsmål.
Desuden kan israelske ledere ikke tage USA's ubegrænsede og urokkelige støtte for givet. USA står over for sin egen voksende ideologiske, indenlandske splittelse og en stigende statsgæld, som i stigende grad vil begrænse landets evne til at projicere magt globalt. Både Israel og USA kan komme til at stå over for deres egne politiske overvejelser, ligesom Iran står over for et stigende internt og eksternt pres.
Regionen vil fortsætte sin destruktive spiral, så længe den afviser det grundlæggende princip om inkluderende regional sikkerhed. Tiden er inde til at opgive dæmoniseringen af både Iran og Israel - ikke fordi nogen af staterne er uden skyld, men fordi begge forfølger sikkerhed gennem gensidigt udelukkende strategier, der tilskynder til evig konflikt. Iran ser Israel som en illegitim bosætterkoloni, der aldrig skulle have været grundlagt, mens Israel ser Iran som et tyrannisk, fjendtligt regime, der skal afvikles. Hver side har nok dysfunktion til at overbevise sig selv om, at det både er nødvendigt og muligt at eliminere den anden. Hver side hævder at have løsningen, og at problemet er forårsaget af fjenden. Men ingen af siderne har kapacitet til at nå deres narcissistiske mål.
Den barske virkelighed er, at den strategiske tænkning med konkurrence og nulsum har nået sin grænse. Intet militært pres, økonomiske sanktioner eller diplomatisk isolation vil tvinge nogen af parterne til at opgive, hvad de anser for at være deres eksistentielle interesser. Svaret ligger ikke i jagten på individuel strategisk dominans, men i erkendelsen af, at ægte sikkerhed kun kan opstå inden for en regional, kollektiv ramme, der anerkender alle medlemslandes legitime sikkerhedsinter Det kræver et markant paradigmeskift fra den nuværende tilgang med udelukkelse og konfrontation til en tilgang med inklusion og kollektiv sikkerhed. En sådan transformation vil kræve et enormt politisk mod fra ledere, som har bygget deres karrierer på konflikt og gensidige modsætninger. Spørgsmålet er, om Trump, Netanyahu og Irans øverste leder Khamenei har visionen og viljen til at bryde ud af de destruktive mønstre, der har defineret deres respektive tilgange til regional sikkerhed. Alternativet - fortsat eskalering mod en potentielt katastrofal regional krig - gør, at denne transformation ikke blot er ønskelig, men afgørende for overlevelsen af Mellemøsten, som vi kender det.