Yossi Klein i Ha’aretz, 22.oktober 2021
Oversættelse Uffe Gjerding
Disse bander angriber ikke deres egne lokalsamfund, kun deres naboer. De ødelægger, river op ved rode, de brænder af og de giver bank. Deres ledere ved ikke hvad de skal gøre. Denne voldelige adfærd opfylder måske nogle skjulte ønsker de besidder, men de vil helst selv se ”normative” ud.
Lederne af dette samfund “fordømmer” svagt disse kriminelle med lunkne forbehold. De forsøger så at nedtone alvoren i disse forbrydelser, idet de beskriver forbryderne som ”vild ukrudt”. De er klare over, at skarpere ord ville portrættere dem som det foragtede regimes medskyldige. Når de bliver bedt om at reagere mere håndfast trækker de på skulderen og siger: er vi da politiet? Tværtimod, lad politiet komme ind i vores landsbyer og få styr på tingene.
Politiet vil ikke. De er bange. Der er for mange våben der, med mange fingre der sidder løst på udløseren. Det er ikke nogen stor sektor, men dens magt er intimiderende. Den er godt sammenknyttet og repræsenteret i Knesset og regeringen. Politiet har ikke nogen interesse i sammenstød med dem. De vil ikke involveres i det. Indtil nu har kriminelle elementer fra denne sektor myrdede børn blandt deres ofre, kidnappet og myrdet en og brændt en anden. De har også andre måder at håndtere deres naboer på. Deres findes ingen præcise opgørelser over deres forbrydelser, for hvem kan ofrene klage til? Til hæren, der sanktionerer de kriminelle? Til de apatiske, svage og eftergivende medier?
Vi, der står på sidelinjen, er hjælpeløse. Det er åbenlyst, at forbrydelser begået af disse samfund ikke begås i vores navn, men de er vores ansvar. Disse forbrydelser generer ikke blot bosættersamfundene, en også os. Vi kan ikke længere ryste dem af os. Vi er opmærksomme på, at så længe der er bosættere vil der også blive begået forbrydelser på Vestbredden. De kriminelle vil en skønne dag erstatte dem der nu tier.
Dem der tier er klare over, at disse forbrydelser ikke blot skal intimidere araberne, men også jøderne. De er til for at advare regeringen og afskrække hæren, så de tænker sig om to gange inden de tager sig af problemet. De er immune, urørlige. Sikkerhedsstyrkerne kan dræbe nogen i Syrien for forbrydelser vedkommende måtte begå, men ikke en for forbrydelser han allerede har begået. Shin Bet (det israelske efterretningsvæsen) er gode til at vifte med hænderne, som om de gør umage med at finde frem til disse kriminelle, men i virkeligheden træder de vande.
At træde vande er en politik ingen vil indrømme at de omfavner. Der findes ikke noget dokument hvor det nævnes og de øverste i de forskellige sikkerhedsafdelinger har ikke nogen koordineret stillingtagen. Politikken består i, at gøre livet miserabelt for araberne, at intimidere dem. De sætter deres lid til, at folk hvis oliventræer er blevet revet op med rode eller deres marker er blevet brændt, ikke ønsker at leve her et minut længere.
Det er ikke nogen politik, det er en kultur. En kultur af løgn og prætention. En kultur af dem, der ønsker at dræbe alle (”ekstremisterne”) eller fordrive dem til Jordan (de ”moderate”). De ønsker alle – ekstremister som moderate – at araberne forsvinder, at fordampe (siden ”der er ikke nogen anden løsning”), men hvad vil verden sige? Det er derfor de drypper vold dag efter dag, en konstant kinesiske vandtortur. Den ene dag river de træer op med rode, den næste dag giver de børnene bank. Lad dem blot vænne sig til det.
Og hvem sender hæren afsted for at udføre denne politik om at gøre livet miserabelt? Unge soldater, oplært af 12 års skolegang i had, hævn og en følelse af overlegenhed. De er blevet fortalt, at de skal beskytte alle, men dette var efter, at de havde fået indprentet, at jøder altid har ret og araberne altid uret. Så hvorfor forundres når de hjælper kriminelle og udøver skade mod araberne?
Det er dem, der er ansvarlige for den florerende kriminalitet i dette samfund. Skræl anonymiteten væk fra begrebet ”IDF soldater” og du finder din nabos søn, din egen søn og hans venner. De behøver ikke ordrer. At foragte araberne er naturligt for dem, det kommer fra hjertet. De er ikke ”børn”, de er magtfulde mænd, som kan kuldkaste en ældre demonstrant eller træde på ryggen af en anden. De hjælper de kriminelle fordi de i årevis er blevet bombarderet med budskabet om, at araberne er mindreværdige og at de kriminelle ”drives af værdier”. De har deres egne ordre og retningslinjer, men de fejlagtige værdier de er blevet opdraget på overvinder enhver humanistisk ordre de modtager. Kun senere, når de bliver voksne og klogere, stemmer de for Bibi (Netanyahu) og ikke Ben-Gvir (Knesset medlem, leder af det ekstreme højre parti Otzma Yehudit).