Amira Hass i Ha'aretz 4. januar 2022
Oversat og forkortet af Uffe Gjerding
Hvorfor kritisere Israel når Kinas fængsler er værre end dem, palæstinenserne tilbageholdes i for at modstå den israelske besættelse? Udbytning af fremmedarbejderne i Qatar og Emiraterne er mindre kontrolleret end israelske arbejdsgiveres udbytning af palæstinensiske arbejdere. I Rusland og Tyrkiet dræber man dissidenter eller fængsler dem med falske anklager. I Israel kan den kritiske opposition ytre sig uden fare for lange fængslinger eller død. Og de fleste af dem mister ikke deres arbejde og løn. Måske får de ikke nogen akademisk forfremmelse, måske får de bank af politiet, hvis de demonstrerer f.eks. i Sheikh Jarrah, måske bliver de overfaldet af bosættere på Vestbredden. I Brasilien dræber politiet flere fattige i slumområderne end der dræbes israelske palæstinensere eller palæstinensiske indbyggere i Østjerusalem. I lande som Australien og Nordamerika fordrev og dræbte kolonialister hele befolkninger. Og så videre, og så videre…
Så hvis Israel ikke er den værste af dem alle, sammenholdt med andre landes fortid og nutid, hvorfor er det så den mest afskyelige af dem alle?
Fordi nu er ansvaret vores og det er vores eget værk. Vi, jøderne, er dette lands foretrukne borgere. Vores institutionaliserede vold med våben og lovgivning, der er dødbringende både fysisk og psykisk, har skadet og vil skade millioner af mennesker. Også i skrivende stund.
Sammenligningen med det, der er værre i andre lande (“Palæstinenserne skulle se hvad der sker i Syrien, så vil de holde op med at beklage sig”) laves ikke blot af intellektuelle grunde, men for at legitimere fortsættelsen af vores institutionaliserede uretfærdighed.
De fleste af de nævnte stater hævdede ikke eller hævder ikke at være demokratiske, slet ikke “det eneste demokrati” i deres region. Og ligheden mellem os og det unge USA i slutningen af det 18. og begyndelsen af det 19. århundrede er ikke nogen tilfældighed. Alt imens de talte om frihed og lighed, var de i gang med at uddrive og frarøve “indianerne” og fremmede et kvalmende slaveregime. Det var demokrati for de hvide mænd (i begyndelsen skulle de også være ejendomsbesiddere), ligesom Israel i dag er et demokrati for jøderne, et kvasi-demokrati for dets arabiske borgere og intet for alle de øvrige palæstinensere.
Fordi Israel føler sig så veltilpas med at udgøre et led i fortsættelsen af det globale historiske fænomen af europæisk bosætter-kolonialisme. Siden 1990erne har den en gang for alle vist, at dens bosættelses/berøvelses-foretagsomhed er naturlig og hellig for den, idet den under dække af forhandlinger med palæstinenserne, forpurrede en fredsaftale, der var accepteret af PLO (baseret på to stater, der følger 4. juni 1967 grænsen). Den beherskes af et begær efter ejendom, der indebærer fordrivelse. Og dette i verden efter nationale befrielseskrige og efter at stater har udtrykt en vis grad af anger for de forbrydelser mod indfødte befolkninger, som var en del af disse staters tilblivelse.
USAs indenrigsminister Deb Haaland er et indskrevet medlem af Laguna Pueblo Nation i New Mexico og den første indfødte amerikaner, der leder et ministerium. Hendes udpegning ved præsident Joe Biden er et vidnesbyrd om den historiske, institutionelle og juridiske anerkendelse af de folkemord, der blev begået af europæisk kolonialisme. Vi, hvis kolonialisme er anakronistisk (den begyndte efter at kolonialisme begyndte at forsvinde i andre lande, og den varer ved i dag), fortsætter med at bemyndige vores indenrigsminister og forsvarsminister mandat til at frarøve og uddrive palæstinensere. Vi er meget langt fra – afstanden, der er årsag til stadig mere lidelse – at udnævne lovgiver Aida Touma-Sliman eller forhenværende lovgiver Heba Yazbak til indenrigsminister.
Fordi vi både terroriserer og disciplinerer historien: Vi drog omsorg for at skabe en fejende definition af antisemitisme, der indbefatter kritik af Israel og opposition til zionismen, og ve den, der tænker anderledes. For eksempel undlod den britiske avis The Guardian i sin første nekrolog over Ærkebiskop Desmond Tutu al omtale af hans vedholdende kritik af Israel og sammenligning af dets regime med det, der torturede de sorte i Sydafrika i apartheid-tiden. Efter en online appel, der protesterede imod denne udeladelse og forlangte en rettelse og en undskyldning, offentliggjorde avisen “Da Desmond Tutu stod frem i forsvar for palæstinensernes rettigheder, kunne man ikke se bort fra ham,” skrevet af Chris McGreal, en tidligere Guardian korrespondent i Jerusalem og Johannesburg.
Fordi vores dissidenter ikke er i fare for at miste deres liv eller deres lønninger, eller fængsling – pålægger tavsheden, det at man står på sidelinjen og uvilligheden til at vide og blive involveret (de fleste israeleres valg) større ansvar for at være medskyldige i forbrydelse, for os og for fremtidige generationer.
Fordi vi uddrager vores begrundelse for vores uretfærdigheder og vores insisteren på at fortsætte med dem fra de seks millioner jøder, der blev dræbt af Nazi-dominerede Europa.