Af Malene Sønderskov og Anne Hjul
6. juni 2025
I årtier efter oprettelsen i 1948 blev Israel båret frem af et venstreorienteret zionistprojekt. Staten blev bygget op af socialister, fagforeninger og kollektivister med en vision om et retfærdigt og moderne samfund for det jødiske folk. Kibbutzbevægelsen, Histadrut og Arbejderpartiet skabte institutioner, hvor arbejde og kultur skulle gå hånd i hånd med demokrati og sekularisme.
Fra 1950’erne og op gennem 1980’erne rejste tusindvis af danske unge – til Israel for at arbejde frivilligt på kibbutzer. For mange blev det en form for politisk dannelsesrejse, hvor kollektivt arbejde, lighed og international solidaritet blev oplevet i praksis. Kibbutzen blev i den danske venstrefløj og fagbevægelse fremhævet som et ideal for social retfærdighed og demokratisk socialisme. Samarbejdet blev understøttet af et nært forhold mellem LO og den israelske fagbevægelse Histadrut.
Der var også udvekslinger og fælles seminarer med israelske ungdomsorganisationer med fokus på demokrati, fred og ligestilling. kibbutzbevægelsens fokus på kvinders deltagelse i både produktion og beslutningstagning blev betragtet som forbillede for ligestillingskampen i Danmark.
Det er således næppe mærkeligt, at man i Socialdemokratiet i dag finder nogle af de mest hårdnakkede forsvarere for Israel, på trods af de krænkelser af menneskerettighederne, der finder sted i området i dag.
Det sekulære Israel på retur
Siden Menachem Begins valgsejr i 1977 er højrefløjens og den religiøse zionismes indflydelse i Israel imidlertid vokset eksplosivt. Likud har siden sin dannelse i 1977 arbejdet på et Israel fra ’floden til havet’ og støtte bosættelser i de besatte palæstinensiske områder.
Ved det israelske parlamentsvalg den 1. november 2022 fik Arbejderpartiet – de danske socialdemokraters søsterparti 3,69 % af stemmerne. Det var det dårligste valgresultat nogensinde og kun lige over den nødvendige spærregrænse på 3,25 %. Og ser man på det israelske parlament samlet, er det desværre også et mindretal, der eksplicit arbejder for en sekulær retsstat med lige rettigheder for alle.
Alligevel synes kibbutzopholdene og samarbejdet med det, der engang var et stolt og stærkt arbejderparti i Israel at have efterladt et historisk spor i den danske arbejderbevægelses kollektive hukommelse.
F.eks. skrev Mads Hvidbjerg Kristensen, international sekretær i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) i januar 2025 et indlæg til netavisen PioPio, hvor han beklagede at langt de fleste europæiske socialdemokratier i dag ’ensidigt har vendt det progressive Israel ryggen’. Herunder det arbejderparti, der ifølge ham er gået forrest i protesterne imod Netanyahus bestræbelser på at svække retsstaten og fortsætte krigen i Gaza.
Er Israels politik formet af det gamle testamente?
Hvor sympatisk – og vigtigt – en socialdemokratisk støtte til et hensygnende Israelsk arbejderparti end må forekomme, så er det svært at komme udenom, at Israel i dag er domineret af helt andre kræfter. Den israelske regerings ideologiske rygrad er ikke længere sekulær zionisme, men en religiøs nationalisme, der sætter jødisk overhøjhed over demokratiske normer og lige rettigheder.
F.eks. præsenterede Bezalel Smotrich, den nuværende israelske finansminister, i 2017 sin såkaldte underkastelsesplan foran en forsamling af religiøse zionister. Planen havde ifølge ham selv til formål at udslette al palæstinensisk nationalt håb, og Smotrich angav Josvabogen fra Bibelen (det gamle testamente) som kilde til sine ideer . Josvabogen skildrer, hvordan Guds udvalgte folk indtager det land, som Gud havde lovet dem. Dette sker – med hjælp fra Gud, vel at mærke – ved den ene historie efter den anden, som i dag ville blive defineret som folkemord ifølge FN’s folkedrabskonvention fra 1948.
Bezalel Smotrich repræsenterer en politisk yderfløj og en ekstrem tolkning af Josvabogen. Men ideen om at sammenkæde det moderne Israels historie og bibelske fortællinger er både ældre og mere udbredt end den bølge af religiøs nationalisme, der præger israelsk politik i dag. Det moderne hebraiske ord for den israelske besættelse (כיבוש/kibbush) stammer eksempelvis fra det bibelske ord for, at Josva underlægger sig (eller snarere underkuer) landet. På samme måde er det moderne hebraiske ord for bosættelserne i de besatte områder (התנחלות/hitnahalut) dannet på roden af det bibelske ord, som beskriver de israelitiske stammers arvelod, dvs. den jord, der ifølge Gud tilkommer dem (Havrelock 2020).
Et andet eksempel på denne sammenfiltring af bibelsk og moderne sprog så vi få dage efter seneste valg i Israel. Her skrev Benjamin Netanyahu på det daværende twitter, at en grundlæggende linje for nye regering var, at det jødiske folk har en eksklusiv og ubestridelig ret til hele landet Israel. Derfor ville regeringen fremme og udvikle bosættelsen af hele Israel, herunder Judæa og Samaria – de bibelske navne for det område, vi, der orienterer os efter international lov og ret, kalder Vestbredden.
Sidste år slog Den Internationale Domstol (ICJ) fast, at Israels besættelse af de palæstinensiske områder er ulovlig, og Israel blevet bedt om at standse al bosættelsesaktivitet. Nu har Israels regering netop godkendt 22 nye bosættelser på den besatte Vestbred for – som forsvarsminister Israel Katz siger – at styrke Israels tilstedeværelse i Judæa og Samaria (DR 2025). Det synes klart, at ord uden handling fra det internationale samfund ikke er nok. En af grundene til dette er måske, at FN og al international ret i sidste instans er menneskeskabt. Buddet om at bosætte hele landet finder man derimod i Bibelen; ikke bare som en guddommelig tilladelse, men som en direkte ordre.
Hvornår vågner de danske politikere op?
På trods af denne udvikling taler danske politikere – herunder statsministeren – stadig om Israel som en demokratisk retsstat der ligner den danske og skaber modstillinger mellem den og islamisk funderet militarisme. Således kunne man, under folketingets afslutningsdebat høre hende - fejlagtigt - påstå at Hamas som en islamisk funderet terrorbevægelse ikke blot ville Israel til livs, men også at Hamas 'heller ikke vil os i Danmark'.
Det skete helt uden at nævne hvordan den religiøse zionismes undergraver liberale retsstatsprincipper, bosættelserne, apartheid-anklagerne og nedbrydningen af de samfundsinstitutioner, vi selv betragter som demokratiske minimumskrav andre steder i verden. Det vidner om en politisk fortælling, der er blevet stående i 1960’erne og en - desværre - forældet forståelse af at Israel og Danmark ideologisk set er på samme side når det gælder forsvaret for den liberale, og sekulære retsstat.
Hvis danske politikere vil gøre det, der er tilbage af det sekulære Israel en tjeneste, er det i den grad på høje tid, at de reviderer deres syn på Israel. Ikke af ideologisk fjendskab, men af politisk redelighed. Danmark – og socialdemokratiet – bør ikke støtte et regime, der i stigende grad bygger på religiøs ekstremisme og systematisk undertrykkelse – uanset hvor stærke historiske bånd der måtte være. Sådan et land bør boykottes.