Leder i Haaretz, 3. maj 2022
Oversættelse: Uffe Gjerding.
De fleste drog i eksil i nabolandende, mens de ca. 160.000, der forblev i landet, blev tvunget til at leve under militært styre.
Fra et palæstinensisk perspektiv er dannelsen af staten Israel en ”nakba” – en stor national katastrofe, der fik deres verden til at bryde sammen og smadrede deres forhåbninger. Dette dybe sår skabte det problemfyldte forhold mellem den jødiske stat og dens arabiske minoritet, som i dag udgør mere end 21% af befolkningen.
Israelsk-arabiske borgere, der har fået andel i landets økonomiske vækst og i visse tilfælde endog tjent i hæren, betragter stadigvæk sig selv som en uadskillelig del af den palæstinensiske nation og dens arv, herunder den lidelse, den undergik og stadigvæk må udholde. Mange af dem har slægtninge, der blev flygtninge, som bor i arabiske stater eller de besatte områder og nogle blev internt fordrevne indenfor Israels grænser. Blandt dem er de internt fordrevne fra landsbyerne Iqrit og Kafr Bir’am. Omkring 500 indbyggere fra Iqrit og 700 fra Bir’a blev beordret til at forlade deres hjem under selvstændighedskrigen med et løfte om, at de snarest ville få mulighed for at vende tilbage, når sikkerhedssituation tillod det.
Det løfte blev aldrig indfriet. I juli 1952 beordrede Højesteret, at regeringen skulle tillade Iqrits beboere at vende hjem, men kendelsen blev ignoreret. I december 1995 anbefalede et ministerielt udvalg med justitsminister David Libai i spidsen, at man returnerede 1200 hektarer land, der havde tilhørt beboerne i Iqrit og Bir’am. Denne anbefaling blev også tilsidesat. Regering efter regering har gentagne gange hævdet, at de løfter, der blev givet under krigen om at lade beboerne at vende tilbage til deres landsbyer, ville det udgøre en sædvane, som kunne tolkes, som om Israel anerkendte alle palæstinensernes ret til at vende tilbage.
Denne påstand er ubegrundet. Israel har en historisk gæld til indbyggerne i de to landsbyer. Den må rette op på uretfærdigheden og opfylde sit løfte. Efter 74 år som uafhængig stat, en af de stærkeste i verden, som kalder sin hær for den mest moralske i verden, må Israel række ud til de internt fordrevne borgere fra Iqit og Bir’am – ikke blot som en tilkendegivelse af god vilje, men som en betaling for en moralsk gæld. Et sådant skridt vil ikke kompromittere Israels sikkerhed og vil ikke udslette mindet om Nakba, men det vil have en vigtig symbolsk værdi ved at bevise, at Israel har evnen til at undersøge sin fortid og bygge et nyt partnerskab med dets arabiske statsborgere.
Ovenstående artikel er Haaretz lederartikel, offentliggjort i den hebraiske og den engelske avis i Israel.