Yaniv Kubovich (oversat og lettere forkortet af Uffe Gjerding)
18. november 2021
Efterretningsrapporten, som Israel forsynede USA med, vedrørende luftangrebet mod højhuset i Gaza den 15. maj 2021, der husede udenlandske nyhedsbureauer, blev ifølge israelske kilder efterfølgende redigeret.
Dette skete for at retfærdiggøre Israels påstande om, at bombningen af Al-Jalaa højhuset under den sidste Gaza konflikt var nødvendig, efter at det blev klart, at efterretningsoplysninger, som de israelske militær var i besiddelse af, ikke var velunderbygget. Israelske myndighedspersoner var bekymret for, om rapporten kunne påvirke relationen mellem Israel og USA negativt, især i forsvarsspørgsmål af stor vigtighed for Israel.
Al-Jalaa højhuset i Gaza by rummede Associated Press og Al Jazeeras kontorer. Israel ødelagde bygningen, idet de hævdede, at Hamas havde opereret fra bygningen på en måde, der retfærdiggjorde angrebet. USA krævede bevis for denne påstand. Israel fremsendte efterretningsoplysninger, men det overbeviste ikke USA's udenrigsminister Antony Blinken om angrebets nødvendighed.
Selvom medieorganisationerne på forhånd havde givet det israelske militær oplysninger om deres tilstedeværelse i bygningen, blev disse ikke videreformidlet til det militære efterretningsvæsen og luftvåben, da de traf beslutningen om at ødelægge bygningen. Selv da denne viden kom frem besluttede hærchef Aviv Kochavi, at angrebet skulle gennemføres. Vurderingen var, at det ikke var i strid med international lov. Andre officerer advarede dog om den negative PR effekt angrebet kunne få.
I en time var verdenssamfundet vidne til hvordan bygningen styrtede sammen. Ifølge en kilde i det israelske forsvar var de ansvarlige ikke klare over, at angrebet havde undermineret den legitimitet Israel havde haft til at underminere Hamas. Og selvom man ikke ville indrømme det, betød det, at kampene måtte standses snarest.
Efterfølgende begyndte højtstående officerer at “indsamle efterretning” i et forsøg på at underbygge bygningens betydning ved at styrke påstanden om Hamas aktivitet i Al-Jalaa. Nogle dage efter angrebet fik journalister at vide, at medlemmer af Hamas cyberkrigsførelse havde brugt bygningen til at forsøge at ændre på bl.a. Israels raketbaner, der kunne stoppe angreb fra Gaza og ind i Gaza.
Disse oplysninger overbeviste ikke amerikanerne, og Israel måtte så erkende, at der ikke var sket skade på deres luftforsvar. De indrømmede, at Hamas kun forsøgte at skabe en cyberkrigsenhed, men at den ikke var i stand til at påvirke israelske luftaktiviteter. Men man mente ikke, at man skulle vente på, at Hamas evt. udviklede sine redskaber og fandt det derfor rigtigt at angribe bygningen.
Efter den militære operation mod Gaza foretog det israelske forsvar en undersøgelse, der konkluderede, at den operationelle værdi ikke stod mål med PR skaden, den havde forvoldt. Og manglende koordinering af kommunikation mellem regering og forsvar havde berøvet Israel vigtige PR tiltag.
Undersøgelserne viste, at angrebet havde skadet Hamas, som anbringer terroristinfrastruktur indenfor områder med civil befolkning.
Netanyahu har nægtet at kommentere.