Israel udvider til stadighed i Østjerusalem og på Vestbredden

Kristne grupper i Norge og USA planter skov på palæstinensisk jord; Israel agter at anerkende ulovlige bosætterfarme; Israel udvider bebyggelse i Østjerusalem. Indenfor blot en uge kan man læse sådanne overskrifter i den israelske avis Haaretz.

Af Uffe Gjerding

Eksemplerne er desværre typiske for Israel fortsatte tyveri af land og byggeaktiviteter på den besatte Vestbred.

Organisationen Hayovel, grundlagt af evangelikale kristne fra USA, planlægger at plante 3000 træer på Vestbredden inden årets udgang og er allerede halvvejs i mål. 100 kristne frivillige fra forskellige steder i verden har medvirket ved træplantningen. Men 90% af jorden syd for bosættelsen Har Bracha, hvor træplantningen finder sted, tilhører palæstinensiske bønder fra landsbyen Burin. Siden den anden intifada er bønderne af bosætterne og den israelske hær blevet nægtet adgang til disse marker, der derfor har ligget brak.

Et skilt oplyser, at skoven, der er en del af ’Greening Israel’ projektet er finansieret af en norsk kristen fjernsynsstation. Ambitionen er at plante 20.000 træer årligt på Vestbredden. Træerne koster giverne USD 25 stykket. Talsmanden for Hayovel hævder, at de ikke vil skade palæstinenserne, men det drejer sig om at gøre landet levende, sådan som profeterne har talt om det. Hayovel arbejder kun i det ’bibelske hjerteland’, nemlig Vestbredden, og har sendt tusindvis af frivillige dertil over de sidste 15 år.

 

Bosætterbevægelsen, der over tid har bygget en del ’outpost’ farme, der beslaglægger store jordområder illegalt, får nu formentlig en godkendelse af de israelske myndigheder. De nedrivelsesordrer, der har hængt over hovedet på disse farme implementeres i forvejen ikke. 30-35 ulovlige farme, der befinder sig på såkaldt statsjorde vil nu sikkert blive legaliseret, ligesom det vil blive tilladt at anlægge nye farme. Der mangler endnu en endelig godkendelse fra forsvarsministeriet og justitsministeriet for en kvote på 30-40 farme. De eksisterende 50 farme råder over 7% af område C på Vestbredden, som palæstinensiske bønder så ikke længere har adgang til.

Imellem Jerusalem og Betlehem ligger den palæstinensiske bydel Beit Safafa. En ny israelsk bosættelse, Givat HaShaked, vil strække sig ind over Beit Safafas jorde. Der vil blive bygget blot 20 meter fra Beit Safafas eksisterende bebyggelse, som den vil opdele i to med planlagte 700 lejligheder med et tårn på op til 24 etager, hvor der eller kun må bygges til 6 etagers højde på palæstinensernes side. Egentlig er der brug for en udvidelse af det oprindelige Beit Safafa til brug for palæstinenserne, men regeringen forsømmer planlægning for palæstinenserne, der udgør 39% af Jerusalems befolkning. Tværtimod river de mere og mere ned i Østjerusalem.

 

Del dette: