Sheren Falah Saab i Haaretz 27. marts 2022
Oversættelse: Uffe Gjerding
Israel har aldrig udtrykt ægte, fair og passende interesse for palæstinensiske arabere på den ene eller den anden side af Den Grønne Linje. Den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas er ikke andet end en dekoration, som venstrefløjen ynder at blive fotograferet sammen med ved passende lejligheder af hensyn til PR og indsamling af penge. ”Se, vi er for fred, vi bliver fotograferet sammen med Abbas i hjertet af Ramallah.”
Lad mig fortælle jer en hemmelighed. Jeres topmøde med arabiske udenrigsministre i Negev interessere ikke den yngre generation af palæstinensere, unge mænd og kvinder der har mistet håbet i deres ledere i både vestlig og arabisk politik, der gang på gang fejer de egentlige problemer under gulvtæppet.
Vi er en generation der forstår, at ansvaret for at skabe en bedre fremtid for os selv hviler helt og holdent på vores egne skuldre – ikke på endnu et topmøde der vil sænke det palæstinensiske problem endnu dybere ned i afgrunden. Absurd nok er dette et topmøde der tillader arabiske ledere og sheiker at trampe på palæstinenserne og fortsætte med at gøre det.
Dette topmøde er endnu en blåstempling af Israels samvittighed, der stigmatiserer palæstinenserne som mindreværdige og som et folk man ikke behøver at diskutere eller tage i betragtning. Selv arabiske udenrigsministre ser dem som de mest underlegne blandt de mellemøstlige nationer.
Udenrigsminister Yair Lapid og Israels arabisk-sprogede PR-maskineri kan fortsætte med at prale af et vigtigt skridt i retning af ”fred”, men hvilken slags fred er det egentlig? Det er en fred der omfatter et tabu, der er kendt og forstået af både israelere og lederne af de arabiske Golf stater – en uskreven aftale om, at man midt i kommercielle aftaler og andre former for samarbejde ikke diskuterer palæstinenserne.
Men selvom israelerne og lederne af de arabiske Golf stater har et uendeligt ønske om fortsat at se bort fra det palæstinensiske spørgsmål som om det ikke eksisterer, så er der en virkelighed der ikke kan glemmes og som har råbt op i mere end 70 år. Den israelske besættelse fortærer den yngre generation af palæstinenseres liv og sjæle og de nægter at tie.
Lige nu kan Lapid og andre fortsætte med at spise knafeh (arabisk kage), lovprise mansaf lammet (arabisk tilberedt lam) tilberedt i Golfen og benægte vores eksistens. Men dette er ikke intifada generationen, der handlede ud fra lunefuldhed eller følelser. Dette er en woke, veluddannet generation, der er helt bevidst om dens egen udviskning og den søger alternative måder at gøre dens stemme hørbar på, der ikke er formidlet hverken af Israel eller arabiske VIPer.
Netop nu, næsten et år efter Israel seneste militære operation i Gaza Striben, finder der et topmøde sted, der uden at skamme sig undlader at diskutere de palæstinensiske arabere i Israel og i de besatte områder. Men den yngre generation husker angrebene på Gaza og ødelæggelsen af familier der. Og netop som man er i gang med at udødeliggøre en økonomisk fred, drager de omsorg for at sikre at de angreb og de timer der gik før mennesker blev reddet ud af murbrokkerne, ikke glemmes.
I fredags berettede en ung palæstinensisk kvinde ved navn Zainab al-Qoulaq i FN om den tragedie der ramte hende da israelske jagerfly bombede hendes hus. Hun mistede sin mor og tre brødre og hun forblev selv begravet under murbrokkerne i 12 timer inden hun blev reddet.
I vil altså fortsætte med at trække vejret på jeres beslutningstopmøder og vi vil fortsætte med at stadfæste virkeligheden og fortælle folk hvad der sker i virkelighedens verden på ikke voldelige måder. Fordi vi forsvinder ingen steder hen, selvom vi ikke regnes for noget af jer.