Amira Hass i Ha'aretz
26. oktober 2021
Oversættelse: Uffe Gjerding
Jeg erklærer og bekender hermed, at jeg finansierer terrorisme. En del af de skattepenge, jeg betaler til den israelske regering, overføres til dens terroristiske aktiviteter og til deres repræsentanter, bosætterne, mod det palæstinensiske folk.
Hvis man med “terrorisme” mener at pålægge terror og frygt, hvad gør så lederne i militæret og i Shin Bet efterretningsvæsenet, når de sender maskerede soldater til at ransage palæstinensiske hjem nat efter nat? Ledsaget af hunde og med geværer rettet mod mål vækker soldater familier fra deres nattesøvn, vender op og ned på indbo, konfiskerer ejendom og slår de voksne for øjnene af deres børn.
Hvad gør den Civile Administrations inspektører, når de vandrer omkring blandt fårehyrdesamfund og tjekker, om der er blevet tilføjet et telt eller en rutsjebane for børnene, der burde rives ned? Hvad gør overvågningskameraerne ved ethvert checkpoint ved udkørsel fra en palæstinensisk by, hvis ikke at intimidere og regulere?
Og både det mandlige og kvindelige grænsepoliti i Jerusalem, der tilbageholder alle, der for dem ligner arabere, og soldater og politifolk, der giver et spark her, en ørefigen der, til enhver, der vover at argumentere med dem eller høste deres oliven – hvad er deres bestilling, hvis ikke at indgyde frygt?
Og banderne af maskerede bosættere, med blotlagte bryster, hellige frynser og “ikke-dræbende” våben og rigtige våben – hvad skal vi kalde deres orgier af angreb på mennesker og træer hvis ikke terror? Brøkdele af de procenter af skat, jeg betaler, når givetvis til dem: Måske ender de i de bosætterråd, der billiger disse voldsmænd, måske deres embedsmænd og til embedsmænd i Forsvarsministeriet, der sammen planlagde og implementerede den vellykkede model med hyrdeudposter.
Overalt på Vestbredden opererer udposterne efter det samme mønster: En familie af veteranbosættere overtager et stykke palæstinensisk jord, får tildelt en flok får, geder eller kvæg, og så truer de palæstinenserne med rifler, sten, hunde, unge hyrder og droner og forhindrer deres flokke i at nå frem til deres græsningsområder.
Begrebet “terror” har forlængst overskredet grænsen for simple intimidering og omfatter handlinger med ødelæggelse og drab. Mine skattepenge og alle israelske borgeres skattepenge finansierer dette.
En del af mine skattepenge blev brugt til at bombardere boliger og dræbe deres palæstinensiske beboere, inklusive kvinder og børn. Min skattemidler finansierede de kugler, der dræbte og sårede demonstranter i landsbyen Beita på Vestbredden og i Gaza. Vores skat understøtter bosættelser og dækker civiladministrationens og Jerusalem kommunens omkostninger ved at rive huse ned. Under dække af at være et lovopfyldende land har Israel udført alle disse terrorhandlinger og flere til. Dag efter dag. Time efter time.
De, der kontrollerer magtens centre, har altid prøvet på og prøver stadigvæk at tiltage sig monopol på sproget, som en måde varigt at sikre deres overherredømme på. Patriarkatet afledte det medicinske begreb “hysteria” fra det græske ord for uterus, som en måde at cementere kvinders inferiøre status på. Englænderne sikrede sig at “irsk” var et synonym for dum, og senere for doven og fulderik, som en måde at forklare koloniseringen af Irland.
“Dum”, “sort”, og “terrorist” var også synonymer blandt de hvide i Sydafrika og blev brugt til at retfærdiggøre udbytningen, raceadskillelsen og terrorundertrykkelsen. Det er sådan den israelske besætter afgør, hvad der er terror, og indbefatter endnu seks palæstinensiske NGOer i begrebet.
Årsagen til forfølgelsen er meget klar: Disse civilsamfundsorganisationer står for adskillige imponerende handlinger i deres modstand mod den israelske besættelse. Det var dem, der handlede og handler for at få de israelere retsforfulgt, som er ansvarlige for krigsforbrydelser og apartheidforbrydelser ved Den Internationale Straffedomstol i Haag, og tilskynder de palæstinensiske myndigheder til at følge dette spor. Det er dem, der afslører Israels omfattende tilbageholdelser, inklusiv mindreårige, og skandalen, der kaldes for militærdomstol.
Det er dem, der støtter palæstinensiske bønder mod civiladministrationens og bosætternes chikane. De fremmer venstreorienterede og feministiske værdier og kritiserer tillige de palæstinensiske myndigheder.
De (og ikke kun de) er i en konstant kamp mod besættelsens terror. Og besættelsen, igennem dens forfølgelse af disse organisationer, har til hensigt at terrorisere palæstinensere og afholde dem fra at mønstre enhver modstand.