Af: Ghassan Rubeiz 21. maj 2025
Oversættelse: Uffe Gjerding.
Præsident Trump gør forretninger og lover fred. Imens udvider den israelske premierminister krigen og lover sejr. Under et firedages besøg i tre arabiske golfstater (Saudi-Arabien, Qatar og De Forenede Arabiske Emirater) i sidste uge indgik præsident Trump forretningsaftaler til en værdi af mindst 700 milliarder dollars og muligvis meget mere. Aftalerne omfattede salg af store varer inden for forsvar, luftfart og kunstig intelligens.
For at forsøde aftalerne gav præsidenten to store politiske løfter til statsoverhovederne i Den Arabiske Golf: Han sagde, at han var villig til at indgå en ny atomaftale med Iran og til at ophæve USA's mangeårige og omfattende sanktioner mod Syrien. Under rejsen tvang de voksende spændinger mellem Israel og den arabiske verden Trump til at sætte Israel, hans nærmeste allierede i regionen, ud på sidelinjen.
Men den manglende opmærksomhed fra Trump eller hans værter på de grusomme forhold i Gaza og på Vestbredden var bemærkelsesværdig. Mens Trump talte om at genoplive Syrien og Iran, havde Israel travlt med at udslette Palæstina fra landkortet. Israels premierminister Benjamin Netanyahu ignorerede Trumps besøg i Golfen og fortsatte stort set uanfægtet med sin egen plan om at give Hamas det endelige slag ved at udvide besættelsen af Gaza. I weekenden iværksatte Israel et massivt luft- og landangreb på enklaven med planer om at skubbe en betydelig del af befolkningen uden for grænsen, muligvis til Libyen.
Med udsigterne til krig og fred i Mellemøsten på vippen, hvor realistiske er så Trumps løfter under dette besøg? Trump har ikke på egen hånd bemyndigelse til at indgå en aftale med Iran: Den amerikanske kongres skal ratificere enhver ny aftale med et fremmed land. Israels magtfulde lobby i Washington vil være stærkt imod at give Iran en chance for at genvinde sin politiske status i regionen, medmindre Teheran går med til at afvikle sit atomprogram og indstille sin militære støtte til de forskellige militante modstandsbevægelser i regionen.
Med Syrien er situationen endnu mere kompliceret. Kongressen bliver nødt til at vedtage lovgivning for at ophæve sanktionerne mod Damaskus. Og igen er det sandsynligt, at Israel vil modsætte sig en ophævelse af sanktionerne. For at slippe for sanktioner kan Damaskus blive bedt om at anerkende staten Israel og give afkald på ethvert krav på Golanhøjderne, som Israel mistede i krigen i 1967 og ensidigt annekterede i 1983. Israel er grundlæggende imod at hjælpe nogen arabisk stat med at komme sig politisk eller økonomisk, især en arabisk nabostat.
Jerusalem sætter spørgsmålstegn ved troværdigheden af den syriske præsident, som er en tidligere Al Qaeda-kriger; for Israel ledes Syrien nu af en terrorist. Netanyahu argumenterer for, at sanktionerne mod Syrien ikke bør ophæves, før landets ledelse bliver troværdig. Netanyahu har selvfølgelig selv været under anklage i sit eget land siden 2020 for bedrageri og modtagelse af bestikkelse, for ikke at nævne internationale menneskerettighedsorganisationers anklager om israelske menneskerettighedskrænkelser.
Hvis Israel erobrer Gaza, forflytter befolkningen og fortsætter med at annektere en betydelig del af Vestbredden, vil verdens opmærksomhed flytte sig fra Iran og Syrien og tilbage til Palæstina. Det internationale samfund har endnu ikke handlet beslutsomt for at stoppe palæstinensernes lidelser. Trump har måske for meget at se til til at kunne følge op på de løfter, han gav i sidste uge. Desuden har Trump ikke for vane at bruge politisk kapital i den sociale retfærdigheds tjeneste, hverken for Palæstina eller andre sager. Han er, i den mest imødekommende analyse, en forretningsmand. At ignorere Palæstina og sætte Israel ud på sidelinjen kan have hjulpet ham med hans aftaler i Den Arabiske Golf, men tiden vil vise, om en sådan politisk opsplitning var effektiv eller klog.