For at markere dagen har tre danskere med tilknytning til Palæstina skrevet en kronik, offentliggjort af Kristeligt Dagblad den 13. maj, 2023.
Forfatterne er:
Peter Hansen, tidligere FN undergeneralsekretær og generalkommissær i UNRWA
Christian Balslev-Olesen, tidligere generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp og tidligere direktør for Det danske Hus i Palæstina
Uffe Gjerding, tidligere programmedarbejder for Mellemøsten i Folkekirkens Nødhjælp
Kronikken, som gengives her i forkortet form, kan læses i sin helhed på Kristeligt Dagblads hjemmeside
https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/noedhjaelpsarbejdere-forhold-palaestinensiske-flygtninge-er-stadig-en-katastrofe
Kronikkørerne minder os om, at der hermed markeres i år 75 år for en af de største, længst varende og bedst dokumenterede, uløste flygtningekriser siden anden verdenskrig, som heller ikke nu har udsigt til en snarlig løsning.
Israel har fralagt sig ethvert ansvar for palæstinensernes masseflugt, der bortforklares som en reaktion på en overdrevet fortælling om arabiske styrkeres indtrængning. Men allerede adskillige måneder før den væbnede konflikt brød ud, havde jøderne iværksat deres omhyggeligt lagte planer med at fordrive palæstinensere fra det område, de forventede skulle udgøre den israelske stat. Det gik ud over de større byer og mere end 400 landsbyer blev jævnet med jorden. I flere landsbyer fandt der regulære massakrer af befolkningen sted. I alt blev ca. 15.000 palæstinensere dræbt og ca. 750.000 drevet på flugt.
35% af alle kristne, der boede i Palæstina, mistede deres arbejde, deres jord og deres hjem. Andelen af kristne i Palæstina faldt fra omkring 8% til 2,8% indenfor få måneder. Hvis fordrivelsen i 1947-48 og årene derefter ikke havde fundet sted, ville de 170.000 kristne, der i dag bor i det historiske Palæstina, tælle næsten 600.000. De kristne i Palæstina er aldrig kommet sig over virkningen af Nakba.
FN nedsatte kommissioner, der skulle forholde sig til problemet, både politisk og humanitært. I 1949 vedtog FNs generalforsamling resolution 194. Heri står, at ”flygtninge, der ønsker at vende tilbage til deres hjem og leve fredeligt side om side med deres naboer, skal have mulighed for dette snarest muligt og kompensation skal gives for tab af ejendom for dem, der ikke ønsker at vende tilbage, og for tab eller skade til ejendom, der under international lov skal erstattes af ansvarlige regeringer eller myndigheder.”
I dag er de oprindelige ca. 750.000 registrerede flygtninge ifølge UNRWA (United Nations Relief and Works Agency) blevet til 5,9 millioner, hvoraf mere end 1,5 millioner endnu lever i flygtningelejre på Vestbredden, Gaza og i Jordan, Syrien og Libanon.
Fra 1950 sørgede UNRWA for de mange flygtninges underhold: telte, nødrationer, sundhed og uddannelse. Men opgaven var enorm, så også frivillige organisationer, herunder kirkelige organisationer trådte til. I Danmark begyndte det med Syrienskomiteen med Poul Hartling i spidsen og fra 1954 med Folkekirkens Nødhjælp. De første år blev der indsamlet og indkøbt mange tons mælkepulver og brugt tøj til palæstinenserne i Syrien og Jordan.
En nøgleperson fra starten var danskeren Christian Christiansen. Han havde været krigsfangesekretær for KFUM i Tyskland, England og Egypten fra 1941-1948 (heraf et år selv som krigsfange i Rusland). Fra 1952-1957 blev han leder af LWFs humanitære arbejde blandt palæstinensiske flygtninge. I 1952 skrev han om de palæstinensiske flygtninges vilkår: ”Aldrig i mine mere end 10 år mellem krigsfanger har jeg set mennesker ydmyget i samme grad som araberne fra Palæstina, som tvinges til at leve under forhold, som ikke er menneskeværdige.”
Allerede i 1950erne skrev Christian Christiansen også, at det ikke var en humanitær løsning, der skulle til, men en politisk løsning på hele Palæstina problemet. Efter 75 år kan vi konstatere, at FN og det internationale samfund på mange måder har håndteret de humanitære opgaver for de palæstinensiske flygtninge.
Men tilbage i 1949 blev FNs arbejde med en politisk løsning hurtigt kørt ud på et sidespor af Israel, USA og Vesten. I 1949 fandt der et møde sted på Rhodos, hvor grænserne blev fastlagt, og man forhandlede om, at 100.000 flygtninge skulle få mulighed for at vende hjem. Men det og tilløb til fredsforhandlinger løb hurtigt ud i sandet. Ved Madridforhandlingerne i begyndelsen af 1990erne kom flygtningetemaet så endelig frem igen, men blev hurtigt fejet af bordet i de hemmelige Oslo forhandlinger og er ikke siden for alvor blevet taget op igen.
Palæstinenserne føler, at FN stadigvæk giver dem en vigtig anerkendelse og legitimitet igennem det humanitære arbejde og FNs anerkendelse med resolution 3236 i 1972 af ”det palæstinensiske folks ret til selvbestemmelse, national uafhængighed og suverænitet i Palæstina” (anerkendt af 138 ud af FNs 193 medlemslande).
Men efter 75 års ventetid er fremtiden for millioner af palæstinensere stadig ikke løst, selvom de ifølge international ret stadigvæk har krav på både en kollektiv løsning og en retfærdig løsning for den enkelte flygtning. Heller ikke nu er der udsigt til at kunne råbe verdens samvittighed op. Det selvom alle ved, at det er et af de helt grundlæggende problemer i en løsning på den 75 år lange konflikt mellem Palæstina og Israel.