Kronik af Birgitte Rahbek, Kultursociolog, medlem af Mellemøstnetværket.
Men i virkeligheden tegner disse begivenheder et helt misvisende billede af palæstinensernes kamp for deres land og deres rettigheder. Det følgende er nogle nedslag i palæstinensernes fredelige modstandshistorie efter staten Israels oprettelse.
27. november 1947 vedtog FN en deling af Palæstina med 55 procent til zionisterne, men da krigen sluttede, havde Israel erobret ikke 55 procent, men 78 procent af det historiske Palæstina, hvor der ud over jøder boede 160.000 palæstinensere, som havde undgået fordrivelsen. Resten af palæstinenserne var flygtet eller var blevet fordrevet til de omliggende lande.
I de følgende år og indtil 1956 forsøgte mange at snige sig tilbage til deres landsbyer enten for at besøge slægtninge eller i håb om at kunne forblive der eller i det mindste høste nogle af deres afgrøder. Det lykkedes en del at komme ind uden at blive opdaget, men hvis de blev pågrebet, blev de henrettet på stedet, som det skete for 3.000-5.000 palæstinensere.
Med Junikrigen i 1967 kom hele det historiske Palæstina under israelsk herredømme. Palæstinenserne strejkede og protesterede mod besættelsen, men både på Vestbredden og i Gaza slog IDF, den israelske hær, tilbage med husødelæggelser, bombardementer og mord på civile. Nogle palæstinensere svarede igen med fredelige midler, som da 107 fremtrædende palæstinenserne på seksårsdagen for besættelsen appellerede til FN om at bringe besættelsen til ophør og sikre palæstinensernes ret til selvbestemmelse. Andre havde mindre tålmodighed med verdens passivitet over for deres skæbne og greb i stedet til voldelige aktioner i form af flykapringer eller kidnapning af olympiske atleter.
En af de venstreorienterede palæstinensiske modstandsgrupper, Den Demokratiske Front til Palæstinas Befrielse (DFLP), foreslog i 1970, at der blev oprettet en palæstinensisk stat ved siden af Israel.
Oktoberkrigen var endnu et nederlag for de arabiske lande og endnu et hårdt slag for den palæstinensiske drøm om frihed. Alligevel – eller måske derfor – blev den en drivkraft for den folkelige palæstinensiske modstand mod den israelske kolonisering.
Det blev især studenterbevægelserne på de nyoprettede palæstinensiske universiteter i Bir Zeit og Betlehem, der førte an, men stafetten blev også grebet af PLO, der vandt stigende international anerkendelse. Det kulminerede med, at FN’s Generalforsamling i oktober 1974 anerkendte PLO som det palæstinensiske folks eneste legitime repræsentant, 105 lande stemte for, kun 4 imod.
Imens fortsatte modstanden og undertrykkelsen i de besatte områder. I 1976 forsøgte Israel at skifte strategi og tillod lokalvalg, hvor de fik kollaboratører til at stille op. Det lykkedes imidlertid ikke. Palæstinenserne valgte folk, der var respekteret og kendt for at stå imod besættelsen.
I denne periode begyndte oprettelsen af frivillige arbejdskomiteer, som var en form for folkelig modstand og solidaritet, der undertiden indgik som en del af undervisningen på universiteterne. For eksempel husker forfatteren til en bog om palæstinensisk folkelig modstand Mazin Qumsiyeh, at 40 studerende på hans hold blev ’indkaldt’ til en sådan komité for at holde gaderne rene.
I 1979 grundlagde en gruppe palæstinensiske læger og sundhedspersonale The Palestinian Medical Relief Society,der igennem årene har været et vigtigt bidrag til det palæstinensiske sundhedsvæsen i alle de besatte områder.
Organisationen blev ledet af lægen Mustafa Barghouti, der i dag også er leder af det palæstinensiske parti The Palestinian National Initiative. Partiet blev oprettet i 2002 som en reaktion imod militariseringen af Den Anden Intifada og som et forsøg på at vise en anden vej end Fatahs korrupte og Hamas’ fundamentalistiske politik. Partiet ønsker med ikkevoldelige midler at skabe et Palæstina på basis af FN’s resolutioner om tilbagetrækning af den israelske hær og flygtningenes ret til at vende tilbage.
I dette århundrede er konflikten i de besatte palæstinensiske områder vokset i styrke og grusomhed
I 1979 oprettede en gruppe jurister den palæstinensiske menneskerettighedsorganisation Al-Haq der trods Israels forsøg på at miskreditere organisationen stadig nyder stor international respekt og anseelse. En af grundlæggerne, Raja Shehadeh, er foruden sit arbejde for menneskerettigheder kendt og anerkendt som forfatter til mange bøger.
I 1983 besluttede en gruppe fremtrædende palæstinensere at åbne et palæstinensisk center i Jerusalem for studiet af ikkevold; de afholdt workshops med titlen ’Hvordan du kan opnå dine rettigheder uden at affyre et eneste skud’ og uddelte pjecer som ’Ikkevold i de besatte områder’. Centrets leder, Mubarak Awad, havde amerikansk statsborgerskab, og med den begrundelse nægtede Israel i 1988 at forny hans turistvisum, arresterede ham og deporterede ham dagen efter.
Op igennem 1980’erne fortsatte palæstinenserne med at demonstrere og protestere mod undertrykkelsen og mod de nye bosættelser, der skød frem, og den israelske hær vedblev med at svare igen med at dræbe og såre demonstranter og indføre udgangsforbud. Men i 1987 havde palæstinenserne fået nok, og Den Første Intifada brød ud.
Oprøret begyndte i Gaza-striben, men bredte sig senere til både Vestbredden og selve Israel. Mønsteret var hver gang det samme: Børn og unge mennesker kastede med sten mod det israelske militær, som svarede igen med at såre og dræbe og bruge kollektiv afstraffelse. I oprørets første år blev 204 palæstinensere, næsten halvdelen af dem børn, dræbt, ingen israelske soldater mistede livet.
Men det palæstinensiske oprør antog mange andre former end demonstrationer: boykot af israelske produkter, nedsættelse af undervisningskomiteer, når israelerne lukkede skoler og universiteter, endvidere forsyningskomiteer, der sørgede for, at der kom mad ind til områder, som den israelske hær (IDF) havde omringet; sundhedskomiteer, landbrugskomiteer og mange flere.
I Beit Sahour, en lille kristen landsby uden for Betlehem, indledte indbyggerne en skatteboykot. De israelske myndigheder reagerede med 7. juli 1988 at sende stærkt bevæbnede tropper ind i byen, folk blev hevet ud af deres senge og blev præsenteret for en regning med et tilfældigt beløb, der skulle betales inden for en uge.
Men indbyggerne i Beit Sahour lod sig ikke tryne. Nogen foreslog dem, at de skulle aflevere deres id-kort, som Israel ellers krævede, hver gang en palæstinenser skulle have kontakt med det offentlige. En stor folkemængde gik hen til rådhuset for at diskutere situationen, og da hæren ankom, var der blevet indsamlet næsten 1.000 id-kort.
Viceborgmesteren fik besked på at sende folk hjem, og det blev meddelt, at militærguvernøren ville møde op kl. 16 samme eftermiddag og forhandle. Mere end 2.000 indbyggere mødte op kun for at få at vide, at militærguvernøren alligevel ikke ville forhandle, og soldaterne beordrede folk til at gå hjem.
Da de ikke straks parerede ordre, begyndte soldaterne at arrestere folk og skyde gummikugler og tåregas ind i mængden. 1. juli året efter, i 1989, arresterede IDF 14 fremtrædende personer fra Beit Sahour og påstod, at det var dem, der stod bag skatteboykotten. Fra 19. september og 42 dage frem blev byen belejret af hundredvis af israelske soldater, og der blev ligefrem oprettet en militærlejr i nærheden. Efter 42 dages belejring, hvor der ikke kom mad og medicin ind, hvor telefonforbindelser og strøm blev afbrudt, og hvor ingen udefra kunne komme ind, besluttede palæstinensernes lokale ledere at stoppe strejken.
Beit Sahours fredelige protester blev kendt viden – blandt andet fordi byen var et smukt eksempel på sameksistens mellem muslimer, katolikker og ortodokse kristne. Men selv om den israelske stat brugte al sin magt til at slå oprøret ned, bredte det sig til mange andre byer og landsbyer i de besatte områder.
Mens Den Første Intifada udadtil var symboliseret ved stenkastende drenge, var den indadtil blevet meget mere, en slags livsform, hvor man dyrkede alt palæstinensisk og bekæmpede besættelsen gennem selvforsyning, undervisning i private hjem (når IDF lukkede skolerne), strejker og meget mere af den fredelige skuffe.
Men alt blev besvaret med vold. Yitzhak Rabin, der døde som fredsikon, havde som forsvarsminister beordret sine soldater til at brække demonstranters arme og ben.
I løbet af intifadaens første to år dræbte IDF og bosættere 824 palæstinensere, sårede over 80.000, deporterede 58, arresterede over 50.000, indførte 6.163 dages udgangsforbud, rev 77.689 træer op med rode og ødelagde eller forseglede 1.225 hjem. I samme periode blev 8 israelske soldater og 3 bosættere dræbt.
Før Golf-krigen 1990/91 havde der hersket udbredt enighed i de besatte områder om at bekæmpe besættelsen med fredelige midler. Men Israels voldsomme reaktion med drab, fængslinger og deportationer medførte, at flere satte spørgsmålstegn ved effektiviteten af fredelig modstand versus væbnet oprør. Alligevel fortsatte den palæstinensiske frihedskamp længe med i altovervejende grad at være folkelig og fredelig.
Oslo-aftalen, som blev indgået i september 1993, havde til gengæld ikke noget folkeligt mandat. Den blev indgået ad hemmelige kanaler med partiske nordmænd som mæglere. Arafat opnåede det, han ville, nemlig en anerkendelse af PLO som palæstinensernes legitime repræsentant, og samtidig kunne han året efter vende tilbage til Palæstina i form af Gaza-striben og enklaver på Vestbredden.
Yitzhak Rabin, der døde som fredsikon, havde som forsvarsminister beordret sine soldater til at brække demonstranters arme og ben
Det første angreb på Oslo-aftalen skete 25. februar 1994, da den israelske bosætter og læge Baruch Goldstein dræbte 29 palæstinensere og sårede 300 i Ibrahimi-moskeen i Hebron. Israel dekreterede derpå udgangsforbud for de 120.000 palæstinensere i byen med ordre til hæren om at skyde og dræbe folk, der i de næste knap 6 uger overtrådte udgangsforbuddet. Det kom til at koste yderligere 33 palæstinensere livet.
I april kom så den første af en række selvmordsbombeangreb fra Hamas, der i en bus i byen Afula i det nordlige Israel dræbte 8 israelere og ugen efter 6 i Tel Aviv.
Om aftenen 4. november 1995 fulgte mordet på premierminister Yitzhak Rabin. Drabsmanden var en israelsk højreekstremist. Året efter trådte Benjamin Netanyahu fra Likud ind i sin første af mange regeringsperioder i første omgang indtil 1999, hvor han blev afløst af Ehud Barak fra Arbejderpartiet.
Barak håbede i år 2000 sammen med sin amerikanske kollega Bill Clinton at kunne gå over i historien som den, der satte et endeligt punktum for konflikten. Sammen pressede de Arafat til at møde op i Camp David, hvor han af Clinton blev præsenteret for et forslag, som han fandt helt uacceptabelt. Barak og Clinton forlangte, at han skulle acceptere aftalen som det endelige forlig. Arafat fik besked på at gå med til ikke at oprette en reel palæstinensisk stat, ingen ændring i Jerusalems status og ingen reel løsning på flygtningeproblemet.
Det var for meget for Arafat, som rejste hjem med uforrettet sag til en befolkning, der var mere og mere frustreret over den stadig voldsommere undertrykkelse, der blev kronet med lederen af den israelske opposition Ariel Sharons provokerende besøg på Tempelbjerget i Jerusalem. Det blev startskuddet til Den Anden Intifada, der blev meget mere militariseret end den første, blandt andet med voldsomme selvmordsbomber, der blev besvaret af militære angreb på Vestbredden og Gaza-striben.
I dette århundrede er konflikten i de besatte palæstinensiske områder vokset i styrke og grusomhed. I 2005 trak den israelske premierminister Ariel Sharon uden varsel de israelske bosættelser ud af Gaza for derefter at indlede en total belejring af Gaza-striben, og senere fulgte den ene ødelæggende krig efter den anden.
Det skete i 2008-2009, 2014, 2021 og, værst af alt, den seneste mere end halvandet år lange krig, som har lagt Gaza-striben i ruiner, dræbt over 60.000 og såret mere end dobbelt så mange. Krigen begyndte som en reaktion på Hamas’ grusomme angreb 7. oktober 2023.
Samtidig med de mange krige imod Gaza foregik den daglige undertrykkelse og terrorisering af indbyggerne på Vestbredden. Den oscarbelønnede film ’No Other Land’ beskriver helt realistisk palæstinensernes daglige modstand, på arabisk hedder det sumud, standhaftighed.
30. marts 2018 tog indbyggerne i Gaza et nyt fredeligt våben i brug, da de indledte deres Great March of Return som en opfordring til at hæve den 11 år lange israelske blokade af området og til at lade palæstinenserne få lov til at vende tilbage til deres oprindelige byer og landsbyer.
Inspirationen til denne store march of return kom fra den palæstinensiske journalist og digter Ahmed Abu Ratima, som i begyndelsen af 2018 på de sociale medier skrev: »Hvad ville der ske, hvis tusinder af gazanere … forsøgte fredeligt at krydse hegnet, der adskiller dem fra deres forfædres jord?«.
Som sagt så gjort: I perioden fra 30. marts 2018 til 27. december 2019 strømmede i titusindvis af gazanere i alle aldre og alle baggrunde og køn hver fredag til det store hegn, der skiller området fra Israel. Svaret var tåregas og kugler. Israel dræbte i perioden 223 og sårede over 35.000, heraf mange alvorligt. Det begyndte som en græsrodsbevægelse med ikke mindst studerende, men efterhånden hægtede de fleste palæstinensiske politiske organisationer sig på.
Palæstinenserne lærte endnu en gang, at uanset om de deltager i demokratiske valg eller fredelige demonstrationer eller blot nægter at betale skat, fordi de ikke får noget for pengene, så bliver de mødt med vold. Som Ilan Pappe skriver i sin seneste bog ’En kort historie om Israel-Palæstina konflikten’ s. 145: »De Hamas-krigere, som 7. oktober stormede ind i Israel, var hovedsageligt unge mennesker, som havde lært voldens sprog af de bomber, som Israel havde kastet over dem«.