Af Uffe Gjerding, 29. december 2022
Baseret på artikler i ’Middle East Eye’ og avisen Haaretz
Bosætterne satte under politibeskyttelse et hegn op og installerede overvågningskameraer. Sikkerhedsstyrker gik til angreb på palæstinensere, der forsøgte at forsvare jorden. Ifølge vidner bankede de mænd, kvinder og børn. Tre unge palæstinensere blev tilbageholdt.
Det græsk-ortodokse patriarkat bekræfter i en udtalelse deres ejendomsret til jorden og fordømmer besættelsen af området, som kirken har leaset til Sumrin familien i over 70 år. Familien dyrker stadigvæk jorden. Allerede i 2008 forsøgte Jerusalems kommune at overtage jorden, men kirken tog dengang sagen til domstolen for at få dens ejendomsret bekræftet.
Hundredvis af familier i Silwan er truet med fordrivelse fra deres hjem i et område Jerusalems myndigheder ønsker at lægge ud til en turistpark med bibelske temaer.
Palæstineserne frygter, at regeringsgrundlaget for den nye israelske koalitionsregering vil føre til godkendelse af de såkaldte ’illegale bosættelser’ på Vestbredden og til yderligere beslaglæggelse og tyveri af palæstinensisk land. I regeringsgrundlaget står der bl.a., at ”Det jødiske folk har en eksklusiv og ubestridelig ret til alle dele af Landet Israel. Regeringen vil fremme og udvikle bosættelse i alle dele af Landet Israel: I Galilæa, i Negev, i Golan, i Judæa og Samaria (Vestbredden)”. Foreløbig hedder det, at man vil iværksætte de nye politikker tidsmæssigt ”under hensyn til internationale og nationale interesser.”