Gideon Levy i Ha'aretz, 23. januar 2022
Oversat af Uffe Gjerding.
Tanturas genfærd slipper ikke, før den sidste af vidnerne og efterkommerne dør. Tanturas genfærd slipper nok ikke, før sandheden kommer for dagen og Israel anerkender det. Det er sådan sandheden har det. Den slipper aldrig sit greb. På trods af alle bestræbelserne på at skjule det og fjerne dem, der afslører det, bliver den ved med at poppe op. Alon Schwartz’ urovækkende dokumentarfilm “Tantura”, som blev vist for nylig ved Sundance filmfestivalen i Utah, burde have været vist ved en israelsk filmfestival. Den har styrken til at bringe disse genfærd til hvile og tvinge Israel til endelig at erkende sandheden. Det vil selvfølgelig ikke ske.
Der fandtes få navne i min barndom, der var mere ladede end “Tantura”. Tantura var den magiske strand med de blå laguner, hvor vi drog hen, efter at far havde købt vores første familiebil med erstatningspenge fra Tyskland. En tur til Tantura – hvem havde den gang hørt om stranden ved Dor? – tryllebandt os mere end en flyvetur til New York gør i dag. Men det var ikke blot det turkise vand. Jeg vidste, at sandet var gennemvædet af blod. Tantura var der, hvor Gideon Bachrach døde. Han var den eneste søn af lægerne Albina (Bianca) og Arthur Bachrach, mine bedsteforældres gode venner. Jeg var opkaldt efter Gideon. Jeg vidste, at stranden ved Tantura var gennemvædet af hans blod. Jeg vidste selvfølgelig ikke, at denne strand var gennemvædet af meget mere blod. Jeg vidste ikke engang, at Tantura var en storslået fiskerlandsby, som i et hvilket som helst andet land ville være blevet bevaret i århundreder, og ingen ville have overvejet at udslette den fra jordens overflade og fordrive eller massakrere dens indbyggere.
Rygterne om massakren begyndte senere. Micha Witkon, en sagfører, der var nevø til højesterets Alfred Witkon, irettesatte mig vredt, hver gang jeg vovede at nævne disse rygter. Witkon var i militæret nær ven til Gideon i Alexandroni-brigaden, der erobrede Tantura. Witkon døde for længe siden. I dag hørte jeg hans stemme i dokumentaren, hvor han beskrev, hvordan en kommandør dræbte den ene araber efter den anden med sin pistol i Tantura. “Han skød dem med sin Parabellum.” Høje Micha som hans venner kaldte ham, som blev betragtet som meget ærlig, brød sin tavshed. I filmen hører den ældre Gabriel Kaufman efter og smågriner af forlegenhed. Han husker ikke. Han tror ikke. Han hørte ikke. “Det var ikke vores natur. At skyde nogen i hovedet med en Parabellum?” Det var det, nazisterne gjorde.”
Filmen “Tantura” omfatter det hele. De patetiske forsøg på at benægte eller undertrykke. Hele det akademiske og juridiske etablissement blev mønstret i den anledning. Med al deres magt knuste og maste man dimittenden Theodore Katz, der havde skrevet sin masterafhandling om Tantura. Han blev forfulgt og ydmyget, indtil han blev tvunget til at underskrive en erklæring, der undsagde oplysningerne i hans afhandling. Metoderne stod ikke tilbage for det, som Islamisk Stats fanger oplever. Det er chokerende at se, hvordan de sidste jødiske vidner, som nu er oppe i 90’erne, spræller og spidsfindigt benægter, indtil de endeligt indrømmer, næsten alle som en, at der fandt en massakre sted, selv om de ikke altid anvender det begreb.
Prof. Yoav Gelber optræder særlig komisk og patetisk med en præstation, der til stor undren sætter det zionistiske, akademiske etablissement i et destruktivt lys. Den selvtilfredse Gelber tror ikke på vidnerne, ikke en eneste af dem. Han er ikke interesseret i at høre deres vidnesbyrd. For ham er vidnesbyrd folklore, ikke historie.
Det samme gælder den pensionerede dommer, som med sin lille hvide hund på armen, er omhyggelig med at kalde sig “Dr. Drora Pilpel”. Hun indrømmer, at hun ikke ulejligede sig med at lytte til vidnesbyrdene, da hun dømte i en injuriesag mod Katz. Eller de mærkelige søstre i “Macbeth” fra nabokibbutzen Nachsholim, som bortset fra en retskaffen kvinde, enstemmigt mener, at et mindesmærke for ofrene for massakren ikke kan opstilles her, eftersom at “hvis det er vigtigt for dem, så er det skidt for os”.
Se “Tantura” og se Nakba-benægterne på toppen af deres elendighed. Se “Tantura” og se 1948.
Under stedet, hvor min far plejede at parkere sin bil, når vi besøgte Tantura, ikke langt fra mindesmærket, der blev rejst for de faldne soldater fra Alexandroni-brigaden, var der – og er der måske stadigvæk – en massegrav. En ondskabsfuld hånd udslettede mindet om den.