Amira Hass i Ha'aretz 19. oktober 2021
Oversættelse: Uffe Gjerding.
Olivenhøsten afslører på koncentreret vis israelsk ondskab og chutzpah (frækhed). Her skelnes ikke mellem ung og gammel, menneske eller træ, ødelæggelse og sabotage og tyveri af høst. Det er en vold, der er betegnende for regeringens sjæl. Vestbredden er spækket med overvågningskameraer, vagttårne og forsvarets og politiets udkigsposter. Alligevel vender de ødelæggende kræfter i olivenlundene hver gang sikkert hjem. I løbet af de to uger fra 3.-16. oktober var der mindst 18 israelske overfald på olivenhøstere, deres høst og deres træer. Alle hændelser fandt sted i nærheden af bosættelser, der er kendte for deres gnidninger med landsbyer, på hvis jord de er grundlagt. Ifølge FN har jøder skadet omkring 8000 palæstinensiskejede træer siden året begyndelse. Disse træskændere er budbringere fra systemet og dets kære sønner og brødre i denne hellige sag at fratage de indfødte palæstinensere deres land. Landets ledere ser stiltiende til, og soldater støtter dem, eftersom de skal beskytte de jødiske borgere/bosættere. Politiet lukker hurtigt for de få efterforskninger, der finder sted. Denne voksende “private” vold, der er årtier gammel, opnår sit mål: At forhindre palæstinenserne i at få adgang til deres land. Et sofistikeret opspind af militær lov, der foragter international ret - sammen med volden - har gjort store dele af Vestbredden fri – eller næsten fri – for arabere. Nogle få af bønderne får adgang til deres jorde 2-3 gange om året for at luge og sprøjte, pløje, så og høste. Disse forhold er lige så effektive som de “private” voldelige angreb, der udøves de steder, hvor den officielle vold ikke har været i stand til fuldstændig at fjerne palæstinenserne fra deres jorde. Derfor vender myndighederne det blinde øje til og angriberne forbliver sikre i deres anonymitet.