En anden kampsoldat fra brigaden, Micha Vitkon, berettede om en officer, “som senere blev en fremtrædende skikkelse i forsvarsministeriet, som dræbte den ene araber efter den anden. Han var lidt forstyrret, og dette var et symptom på hans forvirring.” Ifølge Vitkon gjorde soldaten, hvad han gjorde, fordi fangerne nægtede at afsløre, hvor de havde gemt resten af landsbyens våben.

En anden kampsoldat beskrev en anden hændelse: “Det er ikke pænt at sige dette. De anbragte dem i en tønde og skød dem. Jeg husker blodet i tønden.” En af soldaterne konkluderede, at hans medkombattanter slet ikke opførte sig som mennesker – og tav så stille.

Disse og andre vidnesbyrd fremgår af et imponerende dokumentationsprojekt ved instruktøren Alon Schwarz. Han dokumentarfilm “Tantura”, som er blevet fremvist ved Sundance filmfestivalen i Utah (i januar 2022), afkræfter den udgave, der rodfæstede sig efter injuriesagen og Katz’ undskyldning. Selvom nogle af vidnesbyrdene i filmen (nogle optaget af Katz andre af Schwarz) var brudstykker, er det overordnede billede klart: Soldater fra Alexandroni-brigaden massakrerede ubevæbnede mænd efter at slaget var afsluttet.

I virkeligheden blev de vidnesbyrd, som Katz indsamlede, ikke vist i retten under injuriesagen. Når man lytter til optagelserne, vil det være nærliggende at konkludere, at hvis domstolen har lyttet til vidnesbyrdene, ville Katz ikke have været tvunget til at undskylde. Ofte var det, som soldaterne fortalte ham, kun antydninger og brudstykker, men samlet set udgjorde det en uomtvistelig sandhed.

“Hvad vil I have?” spurgte Shlomo Amber, der siden blev brigadegeneral og leder af civilforsvaret. “Skulle jeg være en ærlig sjæl og tale i poetiske vendinger? Jeg fjernede mig. Det er det hele. Nok.” Amber, der taler i filmen, gjorde det klart, at han ikke brød sig om forløbet i landsbyen. “Men fordi jeg ikke udtalte mig om det dengang, så er der ikke nogen grund til at gøre det i dag.”

En af de grummeste vidnesbyrd i Schwarz’ film er Amitzur Cohens, som snakker om sine første måneder som kampsoldat i krigen: “Jeg var morder. Jeg tog ikke krigsfanger.” Cohen beretter, at hvis en trup arabiske soldater stod med hænderne i vejret, skød han dem alle. Hvor mange arabere dræbte han uden for egentlig kamp? “Jeg talte ikke. Jeg havde et maskingevær med 250 skud. Jeg kan ikke sige, hvor mange.”

Vidnesbyrdene fra Alexandroni-brigadens soldater slutter sig til tidligere skriftlige vidnesbyrd skaffet af Yosef Ben-Eliezer. “Jeg var en af soldaterne, der var involveret i erobringen af Tantura,” skrev Ben-Eliezer for to årtier siden. “Jeg var klar over de morderiske handlinger i landsbyen. Nogle af soldaterne dræbte på eget initiativ.”

Vidnesbyrdene og dokumenterne, som Schwarz indsamlede til sin film, viser, at ofrene efter massakren blev begravet i en massegrav, som nu befinder sig under parkeringspladsen for Dor stranden. Graven blev gravet specifikt til dette formål, og begravelserne fandt sted over et forløb på mere end en uge. I slutningen af maj 1948, en uge efter erobringen af landsbyen, og to uger efter erklæringen af staten Israel, blev en af kommandanterne, der befandt sig på stedet, klandret for ikke at have taget sig ordentligt af begravelsen af de arabiske lig. Den 9. juni berettede kommandanten på den nærliggende base: “I går besigtigede jeg massegraven i Tantura kirkegård. Jeg fandt alt i orden.”

I tillæg til vidnesbyrdene og dokumenterne viser filmen eksperternes konklusion på grundlag af luftfotos af landsbyen fra før og efter dens erobring. Ved brug af tre-dimensioneringsredskaber på fotografierne er det muligt ikke blot at afgøre gravens nøjagtige beliggenhed, men også at beregne dens størrelse: 35 meter lang og 4 meter bred. “De var omhyggelige med at skjule den,” siger Katz i filmen, “på en måde så kommende generationer kunne gå der uden at vide, hvad de trådte på.”

Alexandroni-brigadens bekendelser kaster nyt lys på de ynkelige forsøg på at få Teddy Katz til at tie. I marts 1988, mens han var kandidat på Haifa universitet, fremlagde Katz sin MA til afdelingen for Mellemøstens historie. Dens titel var: “Udvandringen af araberne fra landsbyer ved foden af det sydlige Carmel bjerg i 1948.” Katz, der dengang var i 50erne fik karakteren 97. Som det var skik, blev afhandlingen opbevaret i universitetets bibliotek, og forfatteren agtede at fortsætte med doktorandstudier. Men denne plan gik skævt.

I januar 2000 lånte journalist Amir Gilat afhandlingen fra biblioteket og offentligjorde en artikel om massakren i Maariv. Det udløste en ildstorm af kritik. Ud over injurieanklagen ved Alexandroni-veteranernes forening gik universitetet også amok og besluttede at genvurdere MA afhandlingen. Selvom de oprindelige censorer havde afgjort, at afhandlingen var blevet fremrangende udført, og selvom afhandlingen var baseret på dusinvis af dokumenterede vidnesbyrd – af jødiske soldater og arabiske flygtninge fra Tantura – besluttede den nye komite at diskvalificere hans afhandling.

Katz’ afhandling er ikke fejlfri, men formodentlig er det første mål for kritik Haifas universitet, som ledsagede forskningen og skrivningen på en utilstrækkelig måde, og efter at have godkendt den ændrede kurs og fornægtede deres student. Det gjorde det muligt at tie og undertrykke de blodige begivenheder i Tantura i årevis. For Katz var en afhøring i retten nok til, at han underskrev et brev med en undskyldning, hvori han erklærede, at der ikke havde fundet nogen massakre sted, og at hans afhandling var mangelfuld. Det at han få timer efter trak indrømmelsen tilbage, og at hans sagfører, Avigdor Feldman, ikke var til stede under det natlige møde, hvor Katz kom under pres for at trække i land, blev glemt. Undskyldningen begravede afsløringerne i afhandlingen, og detaljerne i massakren blev ikke siden underlagt en grundig undersøgelse.

Historikere der forholdt sig til episoden – fra Yoav Gelber til Benny Morris og Illan Pappé – nåede frem til modstridende konklusioner. Gelber, der spillede en hovedrolle i at miskreditere Katz’ afhandling, hævdede at nogle få dusin arabere var blevet dræbt under selve slaget, men at der ikke havde fundet nogen massakre sted. Morris mente, at det var umuligt at afgøre endeligt, men efter at have læst adskillige af vidnesbyrdene og interviewet flere af Alexandroni-veteranerne endte han med “en dyb følelse af ubehag.” Pappé, der engagerede sig i en meget omtalt debat med Gelber over Katz’ afhandling, afgjorde, at en massakre i ordets egentlige forstand havde fundet sted i Tantura. Nu da vidnesbyrdene lægges frem i Schwarz’ film, synes det som om, debatten er afgjort.

I en af de mere dramatiske scener i dokumentarfilmen lytter Drora Pilpel, som var dommer i injuriesagen mod Katz, til en optagelse af en af Katz’ interviews. Det er første gang, hun har hørt de vidnesbyrd, Katz havde indsamlet. “Hvis det er sandt, er det en skam,” siger den pensionerede dommer efter at have fjernet sine høretelefoner. “Hvis han havde haft sådanne ting, burde han være gået linen ud.” Tanturasagen eksemplificerer de vanskeligheder, som soldater i krigen i 1948 havde med at erkende den dårlige optræden, som udvistes i krigen: mordhandlinger, vold mod arabiske indbyggere, uddrivelse og plyndring. At lytte til soldaternes vidnesbyrd i dag sammenholdt med deres samstemmende standpunkt dengang de sagsøgte Katz er at gribe styrken i fortielsens konspiration og en konsensus om, at der er ting, man ikke taler om. Man må håbe, at med årenes perspektiv, vil sådanne emner blive omtalt mere beredvilligt. Et muligt opmuntrende tegn i denne retning er kendsgerningen af, at filmen om Tantura fik økonomisk støtte fra så vigtige kilder som Hot kabelselskabet og New Fund for Cinema and Television.

De grumme begivenheder i Tantura vil aldrig blive undersøgt til bunds, den fulde sandhed vil ikke blive kendt. Men en ting kan fastslås med ret stor sikkerhed: Under parkeringspladsen ved en af de mest kendte og elskede strande ved Middelhavet ligger resterne af ofrene for en af de mest iøjnefaldende massakrer under uafhængighedskrigen.

Adam Raze er forsker ved Akevot Institute for Israeli-Palestinian Conflict Research. The Akevot Institute hjalp filmproducenten (vederlagsfrit).