Af Hagai El-Ad – direktør for B’Tselem
Det er umuligt at leve en eneste dag i Israel-Palæstina uden at fornemme at dette sted konstant bliver konstrueret til at privilegere ét - og kun ét - folk: det jødiske. Og alligevel er halvdelen af de mennesker, der lever imellem Jordanfloden og Middelhavet, palæstinensere.
Gabet mellem disse virkeligheder fylder luften og er overalt i dette land. Jeg tænker ikke blot på de officielle erklæringer, der udtrykker dette – for dem er der masser af, som f.eks. premierminister Benjamin Netanyahus påstand i 2019 at ”Israel er ikke en stat for alle dets borgere”, eller ”nationalstatsloven”, der fastsætter ”udviklingen af jødisk bosættelse som en national værdi”. Det, jeg prøver at kaste lys på, er den dybere fornemmelse af mennesker som ønskværdige eller ikke-ønskværdige, en forståelse af mit land, som jeg er blevet stillet over for siden den dag, hvor jeg blev født i Haifa. Nu er det en erkendelse, der ikke længere kan ignoreres.
Selvom der er demografisk balance mellem de to folk, der lever her, indrettes livet sådan, at kun den ene halvdel sidder på størstedelen af den politiske magt, på jordressourcerne, rettighederne, frihederne og beskyttelsen. Det er noget af en præstation at opretholde en sådan diskrepans. For ikke at tale om, at det er lykkedes at markedsføre det som et demokrati (indenfor den ’grønne linje’ – våbentilstandslinjen fra 1949), hvortil der er knyttet en midlertidig besættelse. I virkeligheden hersker regeringen over alt og alle imellem floden og havet, idet den følger samme organiseringsprincip overalt, hvor den har kontrol, nemlig at den arbejder på at fremme og varigt sikre én gruppe menneskers – jødernes – overherredømme over en anden gruppe – palæstinenserne. Dette er apartheid.
Der er ikke en eneste kvadratcentimeter af det område, Israel kontrollerer, hvor palæstinensere og israelere er ligestillet. De eneste førsteklasses mennesker her er jødiske borgere som mig selv, og vi nyder denne status både indenfor 1967 linjerne og ud over dem, på Vestbredden. Palæstinenserne får tildelt forskellig personlig status og forskellige grader af underlegenhed. Herved er de, der lever under Israels overherredømme fælles om at være ulige.
Til forskel fra den sydafrikanske apartheid undgår vores version – apartheid 2.0 om man vil – nogle former for grimhed. Der findes ikke bænke med skilte, hvor der står ”Kun for hvide”. Hos os bruges slet skjulte eufemismer til at dække over sandheden: ”Beskyttelse af samfundets og statens jødiske karakter”. Men kernen er den samme. At Israels definitioner ikke er bestemt af hudfarve, gør ingen virkelig forskel: det er herredømmementaliteten, der er kernen i det hele, og som må besejres.
Indtil nationalstatsloven blev vedtaget, var den vigtigste lektie, som Israel synes at have lært af Sydafrikas apartheid at undgå alt for eksplicitte udtalelser og love. Disse risikerer at fremprovokerede moralske domme, og - Gud forbyde det - i sidste ende egentlige konsekvenser. I stedet er den stille, tålmodige og gradvise akkumulering af diskriminerende praksisser tilbøjelig til at unddrage sig følger fra det internationale samfund, især hvis man er villig til at spille med på dets normer og forventninger.
Sådan opnås og praktiseres jødisk overherredømme på begge sider af den grønne linje.
Vi styrer den demografiske sammensætning af befolkningen ved at øge antallet af jøder og begrænse antallet af palæstinensere. Vi tillader jødisk immigration – med automatisk statsborgerskab – til alle områder, der er kontrolleret af Israel. For palæstinensere gælder det modsatte: de kan ikke opnå personlig status i områder, Israel kontrollerer – selv hvis deres familier stammer derfra.
Vi styrer magtudøvelsen igennem tildeling – eller fratagelse – af politiske rettigheder. Alle jødiske statsborgere får stemmeret (og alle jøder kan blive statsborgere), men mindre end en fjerdedel af palæstinenserne under israelsk herredømme har statsborgerskab og kan stemme. Den 23. marts når israelere skal stemme for 4. gang indenfor to år, bliver det ikke en ”fejring af demokratiet”, sådan som valghandlinger ofte omtales. Det bliver snarere endnu en dag, hvor umyndiggjorte palæstinensere kan iagttage, hvordan deres fremtid afgøres af andre.
Vi kontrollerer jorden ved at ekspropriere store palæstinensiske landområder og forhindre palæstinenserne i at udvikle dem – eller udnytter dem til at bygge jødiske byer, forstæder og bosættelser. Indenfor den grønne linje har vi gjort det siden staten blev etableret i 1948. I Østjerusalem og på Vestbredden har vi gjort det siden besættelsens begyndelse i 1967. Resultatet er, at palæstinensiske samfund – over alt mellem floden og havet – oplever nedrivninger, fordrivelser, forarmelse og overbefolkning, alt imens deres jordressourcer bruges til jødisk udvikling.
Og vi definerer – eller rettere begrænser – palæstinensisk bevægelsesfrihed. Flertallet, der hverken er statsborgere eller indbyggere, er afhængige af israelske tilladelser og kontrolposter for at kunne rejse såvel imellem forskellige lokalområder som internationalt. For de to millioner i Gazastriben er rejserestriktionerne de strengeste. Gaza er ikke blot en bantustan, men Israel har gjort området til en af de største åbne fængsler på jorden.
Min fødeby, Haifa, var en bi-national virkelighed med demografisk balance indtil 1948. Af de 70.000 palæstinensere, der boede i Haifa før Nakba, blev kun 10.000 tilbage efter. Nu er der gået næsten 73 år og Israel-Palæstina er blevet en bi-national virkelighed med demografisk balance. Jeg blev født her. Jeg ønsker, ja, jeg har til hensigt, at blive her. Men jeg ønsker, ja, jeg forlanger, at leve i en meget anderledes fremtid.
Fortiden har været præget af traumer og uretfærdigheder. I nutiden reproduceres der konstant endnu flere uretfærdigheder. Fremtiden må blive radikalt anderledes – overherredømmet må forkastes, vi må forpligte os på retfærdighed og vores delte menneskelighed. At kalde ting ved deres rette navn – apartheid – er ikke udtryk for fortvivlelse. Snarere er det et glimt af moralsk klarhed, et skridt på en lang vej, inspireret af håb. Se virkeligheden i øjnene, som den er. Kald den ved sit rette navn uden at blinke. Og hjælp med at forme en retfærdig fremtid.
Oversættelse af artikel i The Guardian af 12. januar 2021 ved Uffe Gjerding