Yuli Novak fra ‘Breaking the Silence’ blev stemplet som forræder. Nu vil hun dekonstruere zionismen

Der blev råbt af hende og hun fik beskeder på sin telefon a la: ”Du fortjener en kugle i hovedet for alt hvad du gør” eller ”vi kommer for at dræbe dig”. Hver gang Bennett udstedte en erklæring mod Breaking the Silence fik hun dusinvis af beskeder som: ”Du burde voldtages af sudanesere” eller ”vi vil udslette dig”. Novaks automatiske respons var helt at holde op med at være bange. Hun sagde til sig selv: ”Hvorfor skal jeg være bange? Der foregår en besættelse. Jeg er trods alt ikke et offer for den. Men der var noget foruroligende i at vi havde mistet den uskrevne kontrakt, som jeg troede personer som jeg havde med det israelske styre. Jeg troede, at jeg var en patriot og en zionist og at jeg ville bidrage til landet. Jeg ville medvirke i hæren og til gengæld ville staten beskytte mig. Men denne kontrakt var betinget: så længe jeg adlød. Og så snart der var noget der ikke passede systemet vendte det sig imod mig. Man sagde til mig: "Hvis du er imod besættelsen og mener at kampene i Gaza er noget du synes du bør demonstrere imod, så er du ikke en del af os."

Så kom det andet og mere afskrækkende skridt i de offentlige angreb. Et TV program i januar 2016 viste hvordan en højreorienteret organisation havde infiltreret Ta'ayush - et arabisk-jødisk partnerskab. Tre medarbejdere blev efterfølgende tilbageholdt for mistanke om at have skadet statens sikkerhed. Tre dage senere ringede avisen Yedioth Akhronot og oplyste, at en højre-orienteret 'muldvarpe' havde infiltreret Breaking the Silence. De fandt frem til personen, der så ikke viste sig mere. Dette gjorde for alvor Yuli Novak paranoid. "Pludselig blev alle de der havde været hos os længe sat under mistanke. Så hvorfor skulle det ikke være mig, tænkte hun. Efter en sådan hændelse kan man ikke engang stole på sine nærmeste". Da 'muldvarpens' optagelser blev vist på Channel 2 News udløste det en ny bølge af angreb mod organisationen bl.a. fra premierminister Benjamin Netanyahu og andre ministre med beskyldninger om forræderi. Hæren fik besked på at indlede en undersøgelse, som blev overdraget til efterretningsvæsenet Shin Bet. Statsanklageren krævede at gruppen udleverede materiale, der ville afsløre hvem der havde aflagt anonyme vidnesbyrd om deres tjeneste som soldater i deres de besatte områder (i strid med organisationens politik).

Det politiske angreb blev ledsaget af intensivering af provokationer på de sociale medier og med trusler om vold. En FB skribent offentliggjorde organisationens aktivisters personlige telefonnumre - også Novaks bedsteforældre i 80-erne. I sin nye bog skriver Novak: "For Guds skyld, hvorfor skal bedstefar Moshe og bedstemor Ronit, som ikke er enige med deres barnebarn, men elsker hende og er tolerant overfor synspunkter der er forskellige fra deres egne, ringes op før daggry for at høre,  at deres datter er en ludder." Der var også en der ringede dem op midt om natten for at sige, at deres, barnebarn havde været involveret i en frygtelig ulykke i Hebron og var hospitalsindlagt. Heldigvis troede de ikke på det og lagde på.

Novak kunne ikke længere komme til rette med den konfrontation der opstod mellem hende og hovedparten af israelere og den opfattelse hun havde af sig selv. Som teenager var hun del af "candle youth" og knyttede sig til denne bevægelsen, der var grundlagt af Rabins søn. En hel generation der forlangte fred. Nok vidste hun at der var en besættelse og at den var ond, men længere rakte hendes politisk bevidsthed ikke. Hendes mor, der havde mistet sin første mand i Yom Kippur krigen havde en karriere indenfor hæren, så Novak kendte den heroiske fortælling på første hånd. Og moren ville ikke fortælle hende om tabet af sin første mand." Lad det ligge, alle mistede nogen dengang. Det var ikke usædvanligt" svarede moren. Det svar rystede hende.

Novak forbandt dette svar om tab med sin egen oplevelse af at tale om og reflektere dybere over hvad der skete politisk og bevidsthedsgraden omkring prisen der betales igennem generationer. Når prisen er så høj hvor meget lukker det af for muligheden for at stille spørgsmål?

Novak kom på afstand af både familie og venner i de vanskelige år hvor alt drejede sig om kampen. Hendes følelse var, at de der ikke stod indenfor ikke kunne forstå hvad der foregik. Hun blev meget ensom og udbrændt. Hun endte i en tilstand hvor hun knapt nok kunne sove, spise eller tænke. I august 2017 måtte hun fysisk og psykisk nedbrudt forlade Breaking the Silence. I samme uge døde hendes bedstefar og hun havde lyst til at dø sammen med ham.

Hun var klar over, at hun måtte forlade Israel og tog en en-vejs billet til Island, Madeira, Irland og til sidst en meningsfuld tur til Syafrika. Det varede et helt år, hvor hun skrev under hele turen for at forstå hvad hun havde gennemlevet. Det endte med at blive til en bog.

I Portugal kom hun efter en psykedelisk tur, hvor hun troede hun ville blive dræbt, til klarhed. Hun blev desillusioneret med den israelsk-zionistiske diskurs hun havde troet på, men vidst endnu ikke hvad hun skulle sætte i stedet.

Det længste ophold var i Sydafrika, hvor hun mødte hvide der havde skiftet side og havde deltaget i kampen mod apartheid. Her fandt hun et niveau af gensidig identifikation: De fortalte deres historie og hun fortalte sin. Noget i deres sindstilstand bragte dem sammen, fortæller hun. Siden da har hun bragt mange grupper fra tænketanke til Sydafrika. "I et af de første møder fortalte de mig hvor svært det er at handle i modsætning til hvad man er. Det generede mig. Jeg sagde, at jeg ikke havde handlet mod nogen; det var dem der havde handlet mod mig. Men efter min første modstand forstod jeg, med deres hjælp, at det ville hjælpe mig at rette blikket indad. Det var første gang jeg begyndte at forstå, at problemet også var historien jeg fortalte om mit hjem. Jeg kunne nu sætte den normative fordømmelse til side lidt og også slette historien om godt og ondt og begynde at lytte. Jeg hørte ting der rystede mig. Først og fremmest, at fra afrikanernes synspunkt er Sydafrika deres hjemland. De er ikke europæere men har udviklet deres egen identitet. De troede, at de var det eneste demokrati i Afrika og at apartheid var den eneste måde at bevare dette demokrati på. Det fik min hjerne til at slå knuder. Hvordan kunne man leve under et apartheid regime og tro at man var det eneste demokrati i Afrika? De var overbeviste om, at uden apartheid ville de sorte drive dem i havet. Det var en ægte frygt. Jeg kan se det også her hos os i Israel i dag. Det giver en et nyt blik for hvordan tingene vil komme til at se ud hvis vi ikke gør tingene ordentligt. Der er altså noget med den måde vi driver politik på her som er en historie om godt og ondt. Det er en historie jeg ikke helt ved hvordan vi kommer videre med."

Men i sit med møde med afrikanerne kunne Novak se hvordan hun selv var en del af problemet. Det israelske og zionistiske kollektiv som hun troede hun hørte til i, forekom pludseligt at være en forfejlet fortælling. "Jeg blev fortalt, at den eneste måde at leve på i denne region var via en stadig krig med alle omkring os. Men det er et valg og man kan også fortælle en anden historie. Man kunne for eksempel bestræbe sig på at give prioritet til alle der bor i regionen, uden at være nationalt opdelt. Der kunne fortælles en historie om at det øverste mål ikke er at isolere os selv, men at kende til regionens sprog og ikke forblive adskilt fra det. Men ingen har nogensinde bedt mig om at fortælle historien om dette sted på nogen anden måde end at leve ved sværdet. Og det er en rystende åbenbaring. Bare fordi det er mit hjem betyder det ikke at det også kan blive andres hjem. Hvad jeg ved fra mine omgivelser er at enten er du zionist eller også er du anti-Zionist. Der befinder jeg mig ikke. Jeg er i færd med at dekonstrueret zionismen. Der findes en regimepolitisk zionisme, som stramt fastholder ideen om militarisme som et nødvendigt redskab for overlevelse. Det giver en gruppe en fordel over en anden, den er meget bange og også meget ufølsom overfor andres lidelse. Jeg tror ikke længere på den struktur. Men for mig er zionisme også mange andre ting - identitet , sprog, erindring om steder, stunder med venner. Og det er også hæren, som er en essentiel del af mig. Og jeg kan og vil ikke lægge denne identitet væk. Men vi bliver nødt til at ændre den politiske struktur."

Da hun var i Breaking the Silence siger Novak, at hun ikke forstod, at ved selve den kendsgerning at organisationen billiger den militære og nationale ethos forblev den på det spektrum hvor de mest ekstreme bosættere befinder sig i den anden ende. "Vi forblev indenfor den legitime zionistiske diskurs, som accepterede visse forudgivne ting om dette sted som at dette land først og fremmest skal forblive jødisk. Det er ikke tilfældigt at venstrefløjen (Meretz) kan sidde i regering med Bennett (Yemina). Dette er grænsen for det legitime politiske rum som det opfattes af flertallet af jøderne, herunder dem på venstrefløjen. Jeg er ikke villig til at placere mig selv på dette spektrum. Jeg vil forlade det og jeg vil invitere andre til at følge mig. At overskride denne mur er utroligt frygtindgydende, men så snart man er over den er det en vidunderlig befrielse."

“Intentionen med den politiske struktur fra begyndelsen var at bevare det jødiske flertal og i den forstand var den udemokratisk. Min identifikation med den historie er slut. Det øjeblik vi erkender at vi ikke lever i et demokrati i ordets egentlige betydning bliver det meget lettere at forstå hvad der foregår her. Vi, de priviligerede indenfor det eksisterende regime, må påtage os rollen at lancere denne lange bevidsthedsgørelsesrejse. Men de der i sidste ende vil lede kampen og den politiske bevægelse der vil opstå vil være palæstinensiske kvinder. Jeg vil ikke længere være symbol for noget der ikke er mig. Nu vil jeg afdække historierne der byggede os og undersøge hvilke af dem vi vil holde fast i og hvilke vi er parate til at give slip på. Diskursen om at leve ved sværdet har ikke længere nogen fremtid, jeg har ingen interesse i den. Et systemisk skifte må finde sted."